Bohr var den store drivkraft bag Risø

Anden Verdenskrig havde vist, hvilken enorm kraft og energi der kan frigives ved fission af uran, og efterkrigstiden resulterede i et kapløb mellem USA og Sovjetunionen om at fremstille de fleste og største atombomber.

Den 8. december 1953 holdt den amerikanske præsident, Dwight D. Eisenhower, en tale til FN’s generalforsamling med titlen ‘Atoms for Peace’. Nu skulle de civile anvendelser af atomenergi fremmes gennem internationalt samarbejde.

Der blev tilmed oprettet en Atoms for Peace Award, hvis første modtager i 1957 var Niels Bohr, som modtog prisen af Eisenhower for sin ‘moralske styrke for at fremme udnyttelsen af atomenergi til fredelige formål’.

I Danmark var Niels Bohr drivkraften bag oprettelsen af Atomenergikommissionen, som fik til opgave at opbygge et atomforsøgsanlæg på halvøen Risø i Roskilde Fjord.

Valget af lokalitet skete allerede i 1955 under en forberedende kommission, der var nedsat, før den egentlige Atomenergikommission blev udpeget og holdt sit første møde i februar 1956.

»Det var helt naturligt for Danmarks nationale teknologiske selvforståelse, at vi skulle have et atomenergiprogram. Det var lige så naturligt i midten af 1950’erne, som at vi i dag har programmer inden for nanoteknologi og bioteknologi,« siger videnskabshistoriker Henrik Knudsen, der gennem mange år har studeret og beskrevet Risøs historie.

Bohr havde enestående status

Niels Bohr havde en enestående status som den moderne atomteoris far baseret på tre artikler fra 1913, som har været fejret og hyldet verden over i år, hvor artiklerne har 100-års jubilæum.

Niels Bohr på rundtur i byggerodet på Forsøgsstation Risø i marts 1957. Illustration: Risøs Billedarkiv, DTU

»Hans store indflydelse i det politiske system kan man næsten ikke forestille sig mulig i dag,« siger Henrik Knudsen.

Sammen med Henry Nielsen refererer Henrik Knudsen i artiklen ‘The troublesome life of peaceful atoms in Denmark’ fra 2010 i tidsskriftet History and Technology, at det amerikanske udenrigsministerium i et notat fra 1955 skriver, at Niels Bohr er altdominerende i Danmark, og at der er en national opfattelse af, at ‘vi har Bohr, som tager sig af det’, når det er noget, som vedrører atomer. Notatet nævner dog også, at den 70-årige Bohr ikke synes videre interesseret i administrative eller organisationsmæssige forhold.

Henrik Knudsen bemærker, at det bekræftes af fraværet af en strategisk masterplan for, hvordan Risø skulle organiseres, og hvordan forskningen skulle omsættes til teknologi.

Nielsen og Knudsen konkluderer, at den amerikanske opfattelse - til trods for tildelingen af Atoms for Peace-prisen - var, at Bohr på grund af sin alder og videnskabelige interesse snarere ville være en stopklods end en bannerfører for atomkraft i Danmark.

Det kom bl.a. til udtryk i valget af de reaktorer, som blev opstillet på Risø.

Også DR3 skulle være forsøgsreaktor

Efter at Risø på meget fordelagtige vilkår havde modtaget de to første forsøgsreaktorer fra USA, fik Niels Bohr gennemtrumfet, at også den tredje reaktor på Risø blev en forsøgsreaktor og ikke en kraftproducerende reaktor.

Den mindste af de to amerikanske reaktorer, DR1, var en lille undervisningsreaktor med en effekt på 2 kW, som benyttede 20 pct. beriget uran. Indholdet af uran-235 i reaktoren var 984 gram. DR1 blev første gang gjort kritisk 15. august 1957 kl. 14.48 og fungerede indtil 2001.

DR2 havde en effekt på 5 MW. Den benyttede højt beriget uran (90 pct.), som også anvendes i atomvåben, med et samlet indhold af uran-235 på 4,9 kg. Den blev første gang gjort kritisk 19. december 1958 og nedlukket for sidste gang 31. oktober 1975, da mange af dens opgaver var overtaget af den større reaktor DR3.

DR1 og DR2 var begge letvandsreaktorer. DR3, der blev indkøbt i Storbrittannien, var derimod en tungtvandsreaktor.

I begyndelsen anvendte den også højt beriget uran, men i sine sidste år benyttede den 3,3 kg 19,75 pct. beriget uran. Reaktoren, der kunne levere 10 MW, blev sat i drift 16. januar 1960.

Elselskaber vendte Risø ryggen

Valget af endnu en forsøgsreaktor og ikke en mindre kraftproducerende reaktor som foreslået af et andet medlem af Atomenergikommissionen, Haldor Topsøe, kan have været medvirkende til, at de danske elselskaber allerede i 1963 meddelte, at når tiden engang blev moden til at indføre atomkraft i Danmark, så ville det ske uden om Risø, ved at man indkøbte et nøglefærdigt system i udlandet.

»Det er tankevækkende, at den udmelding kom så kort tid efter Niels Bohrs død i 1962,« siger Henrik Knudsen.

Samtidig med elselskabernes beslutning fremsatte Danmarks Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd (DTVF) og dets formand, A.N. Neergaard, en kraftig kritik af Risø, som Neergaard ønskede omdannet til et institut for erhvervsforskning.

Kritikken fik dog ikke politisk medvind. Alle tanker om at lukke DR3 blev afvist på højeste politiske niveau - selv den socialdemokratiske statsminister, Jens Otto Krag, var modstander.

Reaktoren fortsatte med at være Risøs flagskib mange år endnu, indtil den blev taget ud af drift 15. april 2000 pga. mistanke om en revne i reaktortanken. En undersøgelse foretaget af Force Instituttet (Force Technology) viste dog, at der kun var ‘mindre og lokale tegn på tæring med små eller ingen reduktion i reaktorens originale tykkelse’.

DR3 blev aldrig genstartet, og i november 2000 godkendte Folketingets finansudvalg et aktstykke, der indebar oprettelsen af Dansk Dekommissionering, der skulle stå for afvikling af de nukleare anlæg. Og dermed var Risø-reaktorernes dage talte.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten