Bohr, Heisenberg og atombomben
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bohr, Heisenberg og atombomben

"Jeg synes jeg skylder dig at sige, at det har forbavset mig meget at se, hvor stærkt din hukommelse har svigtet dig". Sådan starter den danske atomfysiker Niels Bohr et brev - som han aldrig sendte - til sin tyske elev Werner Heisenberg. Brevet blev skrevet i 1957, 16 år efter et møde i København mellem de to mænd, og er et af 11 dokumenter, som Niels Bohrs familie offentliggjorde i sidste uge for at undgå overdrevne spekulationer om indholdet. Heisenberg selv skrev efter krigen, at han på mødet havde foreslået at skabe en alliance mellem fysikere verden over om at lade være med at udvikle atombomben. Et element som også indgår i det britiske teaterstykke "Copenhagen", der skildrer flere mulige versioner af mødet mellem de to mænd.

Men Bohr er stærkt uenig i Heisenbergs udlægning af mødet og tilbageviser også, at han skulle være blevet chokeret over at høre, at Heisenberg havde teorien til en atombombe på plads. "At min tavshed og alvor ... kunde opfattes som for skræk kelse over dine meddelelser om at man kunde lave atombomben, er en helt ejendomme- lig misforståelse, der må skyldes den store spænding i dit eget sind. Fra den dag tre år før, hvor jeg blev klar over at langsomme neutroner kun kunde frembringe fission i uran-235 og ikke 238 var det jo indlysende for mig at man ved at skille uranerne vilde have en bombe med sikker virkning," skriver Niels Bohr.

Heisenberg politisk naiv

Professor Povl L. Ølgaard, Risø, har med interesse studeret de nye Bohr-dokumenter, hvor Bohr går kraftigt i rette med Heisenberg. Han mener, at Heisenberg har misforstået Bohrs optræden under samtalen. Kernefysikere havde set, hvordan mange af deres kolleger var smidt ud af Tyskland fordi de var jøder eller ikke passede ind i systemet. En gruppe nazistiske fysikere ville indføre en ny fysik, der fjernede alt med relativitetsteori, fordi jøden Einstein havde fremsat teorien. Så hele stemningen i Danmark og i høj grad på Bohrs institut var bestemt ikke tyskvenlig. Og så melder altså Heisenberg sin ankomst. Allerede her overskrider Heisenberg - der dog ikke selv var nazist - grænsen for, hvordan han kunne tillade sig at optræde over for Bohr, der var halvt jøde. De var begge fremragende fysikere, og Bohr var nærmest en åndelig far for Heisenberg. Men Heisenberg fattede overhovedet ikke, at besættelsen havde æn dret på det. Han var for eksempel helt overbevist, om at tyskerne ville vinde krigen, men havde ikke fornemmelse af, at det skulle man ikke bralre ud med i Danmark, siger Povl Øl gaard, der understreger, at hans tolkning kun er "et kvalificeret bud" ud fra en mangeårig interesse i sagen. Han mener, at Heisenberg var et velbegavet menneske, men politisk ikke den mest kyndige. Forestillingen om, at man kunne lave sådan en "fysikernes internationale" under krigen er aldeles naiv. Hvis Bohr havde viderebragt en meddelelse om, at Heisenberg havde været der for at få en sådan aftale, havde man fra amerikansk side selvfølgelig sagt, at "det viser, at de er godt i gang, og vil narre os til at holde op", siger Povl Ølgaard, der stadig efter gennemlæsningen af brevene ikke er afklaret om Heisenbergs egentlige motiv til at besøge Bohr. En "fysikernes alliance" mod atomvåben var nok en del af hans budskab og måske også hans hovedbudkab, men han forstod ikke at fremsætte det på en forståelig måde, fordi han ikke fattede situationen i Danmark, konkluderer Povl Øl gaard, der udover debatten om mødet finder det særligt spæn dende, at Bohr understreger, at han fuldt ud var klar over, at det var muligt at lave en atombombe. Det har jeg ikke set før, men det accepterer jeg, for det var jo Bohr, der kom med ideen om, at det kun er uran-235, der er den spaltelige isotop, og derfor har han da selvfølgelig tænkt det videre, siger han. For at kunne fremstille en bombe indså Bohr, at det var nødvendigt at isolere uran-235, som kun udgør 0,7 procent af det naturligt forekommende uran. Men det arbejde blev anset for så uhyre vanskeligt, at blandt andre topfysikerne Albert Ein stein og Enrico Fermi i 1939 var usikre på, om problemet kunne løses. Jeg føler mig sikker på, næsten sikker, at det ikke vil være muligt at ændre stof til energi til praktiske formål i lang tid, sagde Einsten i 1939.

Tysk fysik uden format

Alligevel løste amerikanerne opgaven med en enorm indsats, som kun var mulig, fordi den blev drevet af frygten for, at tyskerne skulle komme først med den bombe, som kunne afgøre krigen. Og derfor brugte amerikanerne mange hundrede millioner dollar på "The Manhattan Project", der på et tidspunkt involverede en arbejdsstyrke på 125.000 mennesker. Det var virkelig et problem at separere uran-235 fra uran-238. Det blev kun løst, fordi amerikanerne med deres totale mangel på respekt for penge kastede sig ud i det og fik løst problemerne, siger Povl Ølgaard. I begyndelsen var der en vis parallelitet mellem de tyske og amerikanske projekter, men udviklingen af den tyske atombombe endte med at blive lavt prioriteret, da forskerne ikke kunne love succes inden for en kort årrække. Det viste blandt andet de fund af tysk udstyr, som en særlig gruppe i den fremadrykkende amerikanske hær gjorde. Heisenberg selv skrev i en artikel i "Nature" i 1947, at tyskerne faktisk kun brugte ganske få penge på at udvikle atombomben. Povl Øl gaard kalder det mangel på økonomisk format i tysk fysik. Tysk fysisk forskning var især teoretisk, hvor Heisenberg var det store nummer med kvantemekanik og kernefysik, men deres eksperimentelle forskning var på det beskedne niveau. Tyskerne var ikke vant til at bruge store penge som i USA med "big science" i form af cyklotroner og Van de Graaff-acceleratorer. Der var ligesom ikke økonomisk format nok over tysk fysisk videnskab, siger Ølgaard.

Den frygteligste bombe

Amerikanerne forsøgte ved hjælp af flere metoder at fremstille de mængder af uran-235, som var nødvendige for at lave en atombombe. Det var beregnet, at der skulle 50 kilo beriget uran til en bombe. Men teknikken var slet ikke på plads, og Alfred Nier, der som den første i 1940 fremstillede en mikroskopisk mængde ren U-235 (ca. 0,02 mikrogram) ville med sit massespektrometer have været næsten en million år om at fremstille den nødvendige mængde. Amerikanerne førte derfor den politik, at hvis nogen kom med en ny mulighed til fremstilling af uran-235, og det så rimeligt ud, så brugte de gerne 100 millioner dollar på forsøget, siger Povl Ølgaard. En af de første metoder var at sende en stråle af uranioner ind i et vakuum, hvor der er et magnetfelt. Der afbøjes ionerne, så de tunge afbøjes mindst og de lette mest, og derved kan de to masser skilles fra hinanden. En anden metode var diffu sionsmetoden, hvor man har en membran med et stort antal meget små huller, hvor det er et enkelt molekyle, der passerer ad gangen. Her passerer uran-235 lettere igennem end uran-238, der er tungere og i overensstemmelse med kinetisk gasteori derfor har en lavere hastighed. Også princippet om termisk diffusion blev forsøgt udnyttet, hvor to koncentriske rør med en temperaturforskel mellem indre og ydre rør og med et passende cirkulationssystem kan udnyttes til at lave den ønskede berigning fordi den ene isotop koncentreres ved det kolde rør og den anden ved det varme. Også tyskerne var inde på dette princip. Amerikanerne forsøgte sig også med centrifugemetoden, men opgav. Det var en teknik, som især tyskerne arbejdede med, men de havde problemer, fordi centrifuger kræver meget af materialestyrken. Endelig forsøgte tyskerne sig med en metode, hvor en puls af uranatomer sendes gennem et rør med en lukker. Uran-235 har større hastighed og lægger sig forrest, og med en lukker i den anden ende, der lige lader U-235 slippe igennem, har man i princippet løst problemet. Tyskerne fik dog aldrig rigtig systemet til at køre. I december 1942 besluttede amerikanerne at lave fuldskala produktion af både uran-235 samt af plutonium, som andre forsøg viste var brugbart til en anden type atombombe. Og mindre end tre år efter i juli 1945 var plutoniumbomben klar til at blive testet på Alamorgordo Air Base. Den amerikanske præsident Harry S. Truman skrev et par dage efter i sin dagbog: "Vi har opfundet den frygteligste bombe i Jordens historie." 6. august 1945 blev uran-235 bomben "Little Boy" smidt over Hiroshima og tre dage efter blev plutoniumbomben "Fat Man" smidt over Nagasaki. Fire år var der gået siden Niels Bohr mødtes med Heisenberg i København hvor det meste endnu var teori - og præsident Truman var begejstret. "Underet er ikke størrelsen på bedriften, dens hemmelighed eller pris, men at det er lykkedes videnskabens hjerner at sætte uendeligt komplicerede stykker viden fra mange mænd inden for forskellige områder af videnskaben sammen til en brugbar plan," sagde den amerikanske præsident efter Hiroshima, der kostede hundredetusinder livet, men som forudsagt af Heisenberg kom til at afgøre verdenskrigen.

Jeg har set i en dokumentarudsendelse i TV at Tyskerne sprængte en atombombe i foråret 1945. Den var ikke sammenlignelig med Hiroshimabomben hed det, men spørgsmålet er vel, hvor langt tyskerne var, og hvor længe de ville have været om at lave en rigtig A-bombe.
Jeg undrer mig over hvorfor dette ikke er nævnt i artiklen.
Det samme gælder fremstillingen af 2. verdenskrigs forløb efter D-dagen. Hvorfor gik USA med og hvorfor havde de så travlt med at komme frem i Tyskland.
Var det fordi de vidste, at Tyskerne var meget langt med fremstillingen af A-bomben?
Vi ved, at Hitler forbavsende længe troede på, at Tyskland ville kunne vinde krigen. Vi ved også, at han ventede på, at hans videnskabsmænd skulle levere A-bomben, klar til brug. Man kan vel sige, at USA havde en stærk motivation for at gå ind i krigen. Dels risikoen for at Hitler fik bomben klar, og dels risikoen for at russerne kunne få fat i tyskernes teknik.
Jeg forstår ikke hvorfor dette aspekt aldrig indgår.

Det er ikke en hemmelighed, at tyskernes teknik omkring raketvidenskab var basis for både USA's og Ruslands rumfart. Hvorfor må vi ikke høre om tyskernes betydning for atombombens udvikling?

  • 0
  • 3

  • afgjorde ikke krigen i 1945, men forkortede den. Fra 1943 var det kun et spørgsmål om tid, før de sejerrige tyskere og japanere faldt.
    Heisenberg arbejdede på et delvis bombe projekt, men ligeså fremragende teoretiker han var, manglede han praktisk ingeniør kunnen, en mangel der forsinkede/forkludrede projektet. Man indså snart at projektet ikke ville give pote inden for en overskuelig tid. Teoretisk og især teknisk var tyskerne milevidt fra en bombe.
  • 1
  • 0