Bøgerne er smidt ud: Nu hjælper videoer ingeniørstuderende med matematik
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bøgerne er smidt ud: Nu hjælper videoer ingeniørstuderende med matematik

Nye studerende på DTU bliver mødt med et nyt og topmoderne grundkursus i matematik. De gamle undervisningsbøger er kylet i skraldespanden, i stedet kan de studerende finde alt, hvad de skal bruge på en særlig hjemmeside.

På siden kan de se dagsordenen for dagen, hvornår forelæsning foregår, hvad de skal nå at læse og anbefalinger til, hvordan de kan forberede sig.

»Det interessante er, at man derved giver de studerende mulighed for at få informationen på netop den måde, der siger dem mest,« fortæller e-learning konsulent på DTU, Kasper Skårhøj.

Hjemmesiden indeholder nemlig flere alternativer, som de studerende kan vælge imellem. Der er en online lærebog, hvis man blot har lyst til at læse det. Der er undervisningsvideoer, hvis man har brug for at se det på en anden måde eller få det uddybet. Og der er såkaldte Pencast videoer, hvor der er blevet brugt en tegneplade, lignende den Ingeniøren udlodder i konkurrencen om at finde den bedste matematikformidler.

Læs om Ingeniørens matematikkonkurrence HER.

Derudover bliver forelæsningerne også optaget, så de studerende kan se det igen, hvis de har brug for at få gentaget nogle pointer.

»På DTU har vi nogen, der er meget glade for matematik, og så har vi nogen, der bestemt ikke er blevet ingeniører for at læse matematik. Det er typisk sådan, at de mere nørdede foretrækker at læse matematikken i sin rå tekstuel form, mens andre har et behov visuel præsentation. På den måde prøver vi at imødegå de forskellige niveauer, og de forskellige læringsstile folk har,« siger Kasper Skårhøj, der er med til at udvikle den nye undervisningsform.

Ideen opstod, da DTU opdagede, at man kunne søge penge til et pilotprojekt, samtidig med at en masse studerende havde ideer til, hvordan man kunne forbedre undervisningsformen.

Breder sig måske til resten af DTU

Et vellykket pilotprojekt medførte, at DTU ville bruge den nye undervisningsform på hele Matematik 1-kurset, som alle civilingeniørstuderende skal igennem. Så fra august i år, begyndte de nye studerende at bruge hjemmesiden som Kasper Skårhøj og fem til ti andre medarbejdere arbejder løbende på. Og en foreløbig evaluering har givet positiv respons fra de studerende.

»De er glade for at have videoer og pencasts til rådighed, men de er faktisk også glade for traditionelle elementer som forelæsninger. Så der er en smuk blanding af nyt og gammelt,« siger Kasper Skårhøj, som ikke vil udelukke, at undervisningsformen vil sprede sig til resten af DTU, men det er et stort projekt at gå i gang med.

»Der går mange mandetimer til det. Det er jo tre lærebøger, der har kørt herude i 20 år, som vi har skiftet ud nu med matematik skrevet fra bunden med inspiration fra de gamle bøger,« siger han.

Dokumentation

DTU's undervisningsvideoer
Et eksempelt på en pencast-video