Den ungarskfødte fysiker Edward Teller er en af brintbombens fædre og var sammen med den polske videnskabsmand Stanislaw Ulam kendt for det såkaldte Teller-Ulam design.
Han var en eminent fysiker, men blev efter Anden Verdenskrigs afslutning af mange betragtet som krigsgal og mistede forbindelsen med mange af sine tidligere venner.
Han skulle angiveligt have inspireret instruktøren Stanley Kubrick til at skabe den bombegale figur Dr. Strangelove, skriver videnskabshistoriker Robert Sunderland fra Niels Bohr Arkivet i et af kapitlerne i bogen Lyset fra Bohr, som er udgivet i anledning af fejringerne af 100 året for oprettelsen af Universitets Institut for Teoretisk Fysik, som vi i dag kender som Niels Bohr Institutet.
En af dem Edward Teller stadig holdt kontakt med efter krigen var Niels Bohr. Det skete bl.a. i en række breve, som han indledte “Dear Uncle Nick” - Bohrs kodenavn under krigen var Nicholas Baker.
Forklaringen var, at i 1933-34 tilbragte Edward Teller et år i København, før han tog til USA. Det var et ophold, som gjorde et stort indtryk
»...mine tanker og handlinger gennem mine mere modne år blev formet i mine unge år i Europa særligt under mit ophold i København,« skrev Edward Teller selv i sine memoirs.
Robert Sunderland skriver:
»Jeg tænker tit, at denne mand, der var skurk og bussemand for så mange, har længtes efter sin ‘københavnske familie’, og de glade ungdomsdage, han tilbragte på Blegdamsvej.«
Det er kun en af de mange historier, man kan læse i bogen.
Fysikkens mange grene
Bogen, der er redigeret af professor Anja C: Andersen og videnskabsjournalist Peter Hyldgård, består af 17 kapitler og et forord og er skrevet af nuværende medarbejdere ved Niels Bohr Institutet, Niels Bohr Arkivet og Niels Bohr International Academy.
De giver et overblik over de mange forskellige grene af fysikken, som instituttet beskæftiger sig med i dag, som omfatter alt fra astrofysik, biofysik, geofysik, kvantefysik til partikelfysik og meget mere foruden noget om historien, som beskrevet ovenfor.
Når mange forfattere er involveret, er der uvilkårligt forskelle i stil og abstraktionsniveau.
Det er svært at vide, hvor hårdt redaktørerne har påtaget sig deres redigeringsopgave, men jeg formoder, det har været med relativ let hånd, så det er forskernes egne fortællestil, vi bliver præsenteret for. Institutleder Jan W: Thomsen skriver i forordet, at det har været hensigten - og det klæder bogen.
Jeg vil hævde, at de fleste af bogens kapitler handler om emner, vi flittigt har omtalt i Ingeniøren gennem de senere år.
Selv de læsere, som har fulgt godt med her eller andre steder, vil dog kunne blive meget klogere på, hvad fysikerne i dag beskæftiger sig med for at bedre at forstå vores verden og skabe grundlag for nye teknologiske gennembrud, og de fremskridt, der er sket de senere år, og hvor forskerne fra Niels Bohr Institutet i mange tilfælde har spillet en central rolle.
En fantastiske tiltrækningskraft
Som Poul Henrik Damgaard skriver i bogens første kapitel lever instituttet fortsat højt på den goodwill, som blev skabt af Niels Bohr i 1920’erne og 1930’erne.
Bygningskomplekset på Blegdamsvej i København med det berømte auditorium A, som er næsten urørt i forhold til dengang verdens førende fysiker diskuterede kvantemekanik så det bragede, udgør »ganske enkelt en fantastisk tiltrækningskraft, der optimalt kan bruges til at skaffe de bedste af de bedste til Danmark,« skriver Poul Henrik Damgaard.
Han fortæller, hvordan gæster, der holder seminarer i Auditorium A altid indleder med noget i denne stil: “Det giver mig virkelig en helt ubeskrivelig følelse at tale her …”
Jeg oplevede selv for nogle år siden, før nogen kendte noget til covid-19, at en af de regelmæssige gæster og en af verdens mest kendte matematiske fysikere Roger Penrose blev budt velkommen af professor Mogens Høgh Jensen med en bemærkning om, at vi sad i et lille og alt for lille lokale til de mange tilhørere, som var mødt op, »men Roger ønskede at tale netop her«.
Og vi, der hørte på, ønskede også at høre ham netop der - så vi klemte os sammen.
