Bølgeanlæg klar til test
Endnu et lovende bølgekraftkoncept er nu klar til at blive testet i Nissum Bredning. Denne gang er det en 5,5 kW prototype i skala 1:10 af Wave Star konceptet.
Wave Star er et bølgekraftanlæg af multi-point-absorber typen. Her sidder en hel række flydere på en fælles struktur. På hver flyder sidder en hydraulikcylinder. Flyderne bevæges op og ned af bølgerne, og hver en opadgående bevægelse trykker olie ind i et fælles transmissions system. Gennem en hydraulikmotor, der driver en generator direkte, bliver disse bevægelser lavet om til strøm.
Maskinen, som er forankret til havbunden via pæle, er bygget med samme styring og instrumentering som en fremtidig fuld skala maskine, så man ifølge direktør Per Resen Steenstrup kan lære mest muligt om, hvordan maskinen skal styres. Over de næste fire måneder skal bølgekraft-anlægget gennemgå en række afprøvninger i et bølgeklima, som svarer til 1/10 af Vesterhavet, inden den går i daglig drift fra slutningen af august måned. Næste trin for Wave Star er et 500 kW-anlæg ved Horns Rev i Vesterhavet.
»Der er rigtig mange nye ting, som skal prøves af. Bl.a. har vi lavet et system, så flyderne kan trækkes op af vandet i stormsikring, hvis det blæser for meget og der er risiko for skader,« siger Per Resen Steenstrup.
Wave Star konceptet er udviklet af to brødre fra Esbjerg, men i 2003 købte den nuværende direktør Per Resen Stenstrup ideen. Anlægget er finansieret af ham selv, Danfoss-familien og PSO forskningspenge.
