Boeings elite leger sig frem til fly, alle troede var umulige

St. Louis, Missouri Det er både legestue og dybeste alvor, hver gang ingeniørerne i Phantom Works kaster sig over udviklingen af en ny teknologi.

Legestue, fordi ingeniørerne skal tænke mange år frem i tiden, og fordi de teknologier, som de udvikler, ikke nødvendigvis forventes at blive realiseret som egentlige produkter. Dyb alvor, fordi alle projekter i regi af Phantom Works per definition bevæger sig på kanten det teknisk mulige og koster store summer.

Ingeniøren er i St. Louis i Missouri, hvor militærdelen af den amerikanske industrigigant Boeing Defence, Space & Security har inviteret en gruppe internationale journalister på besøg.

Læs også: Kom med ind i Boeings udviklingafdeling

Et smugkig bag døre på klem er, hvad det kan blive til, efter at vi gennem måneder har forsøgt at komme helt inden for hos Boeings fornemmeste udviklingsafdeling. Men der er 'access denied' - især for ikke-amerikanske statsborgere, lyder det med en overbærende mine fra kommunikationsfolkene i St. Louis.

Årsagen er sådan set klar nok. For det er blandt andet hos Phantom Works, at det amerikanske forsvar får udviklet og testet nogle af sine mest avancerede systemer og teknologier, der kan blive afgørende for morgendagens forsvar.

Både Pentagon og skiftende præsidenter har i årtier set det som afgørende for USA's sikkerhed at være foran teknologisk, og udviklingsafdelingerne i de store virksomheder som Boeing spiller en vigtig rolle for at realisere den målsætning gennem at udvikle de produkter, forsvaret ønsker.

»Vores opgave er, at se ind i fremtiden for at kunne bedømme, hvad vi kan forvente af specifikationskrav fra vores kunder, og hvilke teknologier der kan modnes i de kommende år,« fortæller Darryl Davis, der er direktør for Phantom Works.

Han har arbejdet sig op fra jobbet som flyingeniør hos den legendariske flyproducent McDonnell Douglas, som Boeing overtog og indlemmede i selskabet i 1997.

Det var her, i disse behageligt aircondition-kølede lokaler, at ingeniørerne skabte klassiske militære jetfly som A4 Skyhawk, F-4 Phantom og F-15 Eagle, der er det eneste kampfly i verden, som aldrig har tabt en luftkamp. For ikke at glemme Super Hornet, der er en af kandidaterne til at erstatte F-16 i Danmark. Samtidig var det her, at Phantom Works blev stiftet af McDonnell Douglas.

Men det er længe siden. Og det samme er det, at tankegangen om, at militærfly absolut skal være bemandet med menneskelige piloter, var herskende. Næsten alle Phantom Works' offentligt kendte projekter fra små droner til genanvendelige rumfærger er ubemandet teknologi, og det er her, den største del at tankerne flyver hen, når ingeniørerne får frit spil.

Vilde UAV'ere sætter nye grænser

Det har ført til en række spektakulære projekter (se galleri). Fælles for dem alle er, at de sætter nye rekorder og bryder grænser ned. Det gælder eksempelvis Phantom Eye, der er et brintdrevet ubemandet overvågnings- og kommunikationsfly med et vingefang på 46 meter, som kan være i luften i op til 96 timer.

Ingeniørerne i Phantom Works har udviklet motorerne ud fra to toliters firecylindrede Ford-motorer med 150 hk og gjort flyet klar til testflyvning ved hjælp af rapid prototyping på kun 27 måneder. Til sammenligning har en række europæiske virksomheder kæmpet flere år med projektet neuron, som skal flyve til foråret.

Blandt de andre interessante UAV-projekter (UAV står for unmanned air vehicle, red.), som har ramt medierne, er Phantom Ray, der netop har fløjet for første gang fra Edwards-basen i Californien. Phantom Ray er også bygget på et par år og fungerer som demonstrationsplatform.

Målet med Phantom Ray er at teste forskellige ubemandede teknologier, hovedsageligt til den amerikanske flåde, som er en af Boeings vigtigste kunder. Ideen er at demonstrere systemer og teknologier, der i sidste ende kan føre til konstruktionen af et ubemandet kampfly, der kan operere fra de amerikanske hangarskibe.

Den slags forblæste, gyngende og hektiske arbejdspladser stiller store krav til algoritmerne - også for ting, som umiddelbart kan virke elementære. Eksempelvis at få et ubemandet fly til at lystre tegngivning fra det personel, der styrer flyene på skibsdækkene, fortæller Davis.

»Det kan der blive brug for, hvis et UAV skal kunne fungere på et hangarskib sammen med menneskelige piloter. Og det forventer vi at teste i de kommende uger,« siger udviklingschefen.

Når tingene går galt

Phantom Works slagord er 'engage to understand, innovate to compete, execute to win'. Tre små sætninger, der opsummerer, hvorfor der arbejder 2.300 primært ingeniører for Phantom Works, fortæller Darryl Davis.

»Afdelingen udgøres af et hold af ekstremt engagerede mennesker, der hele tiden finder på nye teknologier. Vi skal være innovative og vise vejen frem for koncernen. Det gælder blandt andet om at fastholde teknologiske færdigheder til kommende projekter, og på den måde, kan man sige, at vi udgør spidsen af Boeings udviklingsaktiviteter,« siger Davis.

Som et resultat af Boeings størrelse og varierede forretningsområder, der spænder fra energi over militærteknik og rumfart til udviklingen af it-løsninger, er Phantom Works spredt ud over hele USA.

Samtidig har man afdelinger i mere end seks lande, herunder Storbritannien, Spanien og Holland. Det er dog i USA, at den mest avancerede forskning finder sted, mens de øvrige lande primært fungerer som støttefunktioner for den avancerede forskning.

Ligesom konkurrenten hos Lockheed Martin, Skunk Works, er Phantom Works omgivet af hemmelighedskræmmeri, respekt og stor intern prestige. Men selv de bedste kan fejle med det resultat, at tingene går galt. Og det gør det ikke så sjældent.

Så sent som sidste uge faldt et af X-51 WaveRider-testflyene ned i Stillehavet, da den avancerede scramjet-motor ikke virkede som planlagt. Så er det om igen, og netop i disse dage analyserer ingeniørerne de omfattende datamængder fra styrtet.

Den største brøler, når man spørger folk omkring Boeing og Phantom Works, skete dog langt tidligere. Det var designet af X-32, som var Boeings bud på et fly til JSF-programmet.

Flyet var i bedste fald grimt ud over det sædvanlige og blev hurtigt døbt 'Monica Lewinsky' på grund af det store mund-lignende luftindtag under næsen, og ikke så få iagttagere, mener, at det var en medvirkende årsag til at, kontrakten landede hos Lockheed frem for Boeing.

Tabet af den kontrakt gør stadig ondt på Boeing. Det er i hvert fald fornemmelsen, når man spørger ind til tabet blandt de forskellige medarbejdere i Boeing, der ofte kommer til Danmark for at sælge Super Hornet til Forsvaret. Men slået, det er man ikke.

****## IPad?
Tværtimod har udviklingen inden for UAV-ere sat fuld gang i Phantom Works, der på få år er vokset fra 1.900 medarbejdere. Endelig er man for længst gået i gang med udviklingen af næste generation kampfly til den amerikanske flåde.

Det er et såkaldt sjette-generations kampfly, som måske-måske ikke kommer i tjeneste fra 2025, når Super Hornet, som Boeing også bygger i St. Louis, pensioneres fra de amerikanske hangarskibe. Her udnytter Phantom Works selskabets viden inden for stealth-teknologi, materialer, sensorer - og ikke mindst kan flåden selv vælge, om flyet skal have en menneskelig pilot bag joysticken.

Men Phantom Works bevæger sig langtfra kun i luften. Man tager også mere jordnære ting i brug i jagten på de bedste teknologiske løsninger, når der er brug for det, eller når en medarbejder bliver inspireret.

Blandt de seneste projekter er udviklingen af et helt nyt interface, der gør det muligt for en soldat på landjorden at styre ubemandede fly i skarpe aktioner. Det kræver et redskab, der er i hænderne på millioner af mennesker hver eneste dag, forklarer Davis.

»Vi har indkøbt nogle iPads, som vi efterfølgende gør nogle ting ved. Det er ikke, fordi vi forventer, at soldaterne skal bruge iPads i felten, men tanken om at kunne styre et UAV og modtage data og live-billeder i realtid på landjorden er tiltalende, og her har Apple lavet nogle interessante løsninger gennem iPad, som vi lader os inspirere af. Det er en teknologi med et meget stort potentiale,« lyder det fra udviklingschefen.

Når en teknologi bedømmes som interessant af udviklingsfolkene i Phantom Works, ryger den videre i systemet til Boeing Research & Technology, hvis opgave er at modne teknologien til kommercielt brug for koncernen. Fra legestue til alvorlig forretning.

Enorme summer

Det er der med Boeing-briller god grund til, for det er store summer, der anvendes på forskning og udvikling hvert år hos hovedkunden, USA's forsvar. Langt det meste forskning og udvikling sponsoreres af USA's forsvar, som i 2010 brugte knap 450 milliarder kroner på forskning og udvikling til militæret.

En pæn del af de midler forventes at blive brugt på ubemandede teknologier fremover. Blandt andet anslår analysehuset Teal Group, at der alene i år vil blive brugt 65 milliarder kroner globalt på UAV-teknologier, og det vil vokse til 450 milliarder i de næste ti år.

Langt den overvejende del vil blive brugt i og af USA, og på den måde ligner det for Boeing en rigtig dispostion, når Phantom Works stort set kun koncentrerer sig om at udvælge de rigtige teknologier inden for ubemandede systemer. Sådan ser man det i hvert fald selv.

»Vores fineste opgave er at teste teknologiernes udviklingspotentiale som markedsmulighed og på den måde sikre, at koncernen investerer korrekt. Det synes vi selv, vi er ret gode til, og det er nøglen til fremtiden,« lyder det fra Darryl Davis.

Dokumentation

Boeings egen side om Phantom Works

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Det var her, i disse behageligt aircondition-kølede lokaler, at ingeniørerne skabte klassiske militære jetfly som A4 Skyhawk ..."

A-4 (Heinemann's Hot-Rod) fløj første gang i 1954, mange aar før Douglas og McDonnell blev sluttet sammen. Og hvor Douglas holdt til i Californien.

"For ikke at glemme Super Hornet"

Super Hornet har sin oprindelse hos Northrop, ogsaa i Californien.

  • 0
  • 0

Hej Steen. Hvis du har ret i alt det, kan jeg konkludere at artiklen er fyldt med journalistisk sløseri.

  • 0
  • 0

Douglas og Northrop lå i Californien, så...

I øvrigt - Løst citeret fra artiklen: Vi kar gjort det på 27måneder, de andre har brugt årevis....

Den lader vi så også lige stå.

P.S. Gad godt arbejde der

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten