Boeing klagede til departementschef over favorisering af F-35

Boeing klagede til departementschef over favorisering af F-35

Foto: Lockheed Martin

Kampflyproducenten har under slutspillet i den danske kampflykonkurrence klaget over, at regeringen implicit støtter køb af Lockheed Martins F-35.

Kampflyproducenten Boeing har for to måneder siden henvendt sig til Forsvarsministeriet med en klage over, hvad selskabet betragter som forskelsbehandling af kandidaterne i den danske kampflykonkurrence til fordel for Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter (JSF).

Det viser en e-mail fra Boeing til Forsvarsministeriet, som Ingeniøren har fået aktindsigt i. E-mailen er sendt fra vicedirektør Debbie Rub i Boeings forsvarsafdeling til daværende departementschef i Forsvarsministeriet Lars Findsen, med kopi til Lone Lindsby, direktør for Forsvarsministeriets projektkontor for kampflyindkøbet, og til en fuldmægtig i Forsvarsministeriets departement.

Årsagen til klagen er et arrangement, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har afholdt sammen med brancheorganisationen Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark (FAD) den 26. november. Det drejer sig om et informationsmøde for danske forsvarsvirksomheder, hvor FMI's stabschef, brigadegeneral Henrik Lundstein, fortalte om danske virksomheders muligheder for at få foden indenfor i den fremtidige vedligeholdelse af F-35 i Europa.

Parallelt med kampflykonkurrencen bidrager Danmark nemlig til JSF-programmet med to milliarder kroner, hvilket gør Danmark til et såkaldt JSF-partnerland.

Implicit støtte til F-35

Boeing-direktørens e-mail er landet hos departementschefen to dage før arrangementet i FMI, samme dag som selskabet fik kendskab til arrangementet.

»Mit hold i Danmark har i dag orienteret mig om, at FMI's stabschef, brigadegeneral Henrik Lundstein, afholder et arrangement i samarbejde med FAD 26. november, hvor man vil skitsere de potentielle muligheder for industrisamarbejde i vedligeholdelses- og supportstrukturer for F-35 i Europa i forbindelse med Danmarks deltagelse i F-35-programmet. Hos Boeing blev vi ganske overraskede over, at man lægger arrangementet i denne kritiske fase, så tæt på den danske regerings typevalg,« skriver Debbie Rub til departementschef Lars Findsen, som siden er blevet chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

Læs også: Eurofighter vil være et multirollekampfly

»Jeg håber, du forstår vores holdning om, at seniorofficerer i FMI, der skitserer og beskriver mulighederne for dansk industri ved F-35, kan tolkes som et udtryk for den danske regerings implicitte støtte til, at typevalget falder på F-35. Boeing har sat pris på kampflykontorets lige og rimelige tilgang til processen indtil videre, og jeg er sikker på, at du vil være enig i, at arrangementet på torsdag nemt kan opfattes som værende i uoverensstemmelse med den rimelighed,« skriver vicedirektøren videre.

Departementschef: Fokus på rimelige konkurrencevilkår

»Derfor anmoder Boeing med al respekt om, at arrangementet udsættes til efter typevalget. Du er velkommen til at kontakte mig for at diskutere sagen videre. Jeg ser frem til at høre din beslutning i denne vigtige sag,« afslutter Debbie Rub sin e-mail til Lars Findsen.

Ingeniøren har også fået aktindsigt i svaret fra Lars Findsen, som han sendte til Boeing dagen efter. Han understreger i sin e-mail, at mødet fandt sted inden for rammerne af JSF-udviklingsprogrammet og altså ikke i sammenhæng med den danske kampflykonkurrence.

»Jeg noterer mig din bekymring angående lige og rimelige konkurrencevilkår i forbindelse med beslutningen om det nye danske kampfly, men jeg kan forsikre dig om, at vi altid har haft – og fortsat vil have – fuld opmærksomhed på disse grundlæggende principper. Kampflyprogrammet vil fortsat overholde princippet om ligebehandling af kandidaterne, som anført i udbudsmaterialet fra 14. april 2014,« skriver Lars Findsen.

Mindsket bekymring

Over for Ingeniøren forklarer Debbie Rub, at det var timingen i afholdelsen af arrangementet, der har været udslagsgivende for Boeings klage. Forsvarsminister Peter Christensen (V) meldte få dage før klagen ud ved et samråd, at forsvarsforligskredsen vælger nyt kampfly inden for de kommende måneder, efter at hans forgænger på posten Carl Holst (V) i august luftede, at afgørelsen kunne blive skubbet til foråret 2016.

»Vi havde en bekymring, fordi mødet lå så tæt på kampflyvalget,« siger Debbie Rub i en e-mail til Ingeniøren.

Læs også: Kampfly-anbefaling må vente på, at regeringen finder pengene

Hun fortæller dog, at selskabets bekymring efter informationsmødet er blevet mindsket af, at mødet kun varslede beskedne industrisamarbejdsmuligheder for danske virksomheder.

»Vi satte også pris på det hurtige svar fra departementschef Lars Findsen og de oplysninger, som det danske forsvarsministerium leverede med hensyn til baggrunden og rammerne for mødet, herunder timingen, som oprindeligt affødte vores bekymring,« skriver hun.

Akt 1

Akt 2

Kommentarer (4)

Der kommer SÅ mange sagsanlæg imod Danmark, når F-35 vælges til Danmarks nye kampfly. Og lur mig om ikke det bliver helt umuligt at finde ud af hvem, der skal bære ansvaret for dét fejlkøb.

  • 10
  • 1

jeg tror mere på julemanden end
rimelige vilkår. det flyfirma
der har flest ansatte der smider rundt med brune kuverter
samt er amerikansk vinder.
lige meget om det er et ic-4 fly som alle i Danmark kommer til at betale
100,milliarder ekstra ti,l i flyenes levetid
dem der bestemmer har tatoveret U,S,A på indersiden af deres øjenlåg
køb i EU eller lad være. helst Sverige

  • 5
  • 0