"Flyet fløj først i omkring 8,8 kilometers højde, for så pludseligt at dykke til 928 meters højde med en hastighed på 376 knob, altså 696 km/t, før forbindelsen helt forsvinder."
Det er selvfølgelig kun få parametre man kan se på Flightradar24, men man kan godt få lidt mere ud af data, selv om de ikke er 100% konsistente og skal tages med et gran salt.
Rute MU5735 begyndte nedgangen fra 8,8 km langsomt og gradvist, så det tog 1-2 minutter før nedgangsfarten var oppe på 2000 fod pr minut (ca 37 km/h, en normalt lodret hastighed). Det er helt usædvanligt at en nedstigning begynder så forsigtigt. Normalt vil fly der påbegynder nedstigning i løbet af nogle sekunder have etableret en konstant nedgangsfart. Der er altså ikke tale om en normal påbegyndelse af nedgang her.
I 3 km højde er den lodrette hastighed ifølge FR24 øget til 5840 fod pr minut, men det tal er for lavt til at passe med højdeudlæsningerne, som nok er mere pålidelige. Flyet holdt ifølge FR24 sin kurs ned til de 3 km højde. Herefter holder flyet ikke længere en konstant kurs, og der angives en lodret fart på 15000 fod pr minut øgende til 30976 fod pr minut ved sidste registrering i knapt 1 km højde. Det er ekstreme tal, men passer godt med højdeangivelserne, hvilket gør det nogenlunde troværdigt. Det svarer til en lodret hastighed på 566 km/h. Den vandrette komposant af hastigheden er her 696 km/h som nævnt i artiklen, og det giver så en dykvinkel på 39 grader under horisonten, og en resulterende fart på 897 km/h. Her er flyet altså enten helt ude af kontrol, eller der er tale om at flyet er blevet crashet med vilje. Det må være med ca. den fart og den dykvinkel, at flyet få sekunder senere har ramt jorden, hvilket desværre ikke giver håb om overlevende.