Bøder for 27 millioner kroner til Danmarks største byggekartel

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, har netop udstedt bøder for over 27 millioner til 25 virksomheder, der har indgået i det såkaldte storkøbenhavnske byggekartel. Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sigtelsen lød oprindeligt på 33 virksomheder, og det fremgår af pressemeddelelsen, at kartelaftalerne er indgået i både offentlige og private licitationer og har haft en samlet værdi på 400-500 millioner kroner, hvilket får statsadvokat Morten Niels Jakobsen til at betegne sagen som den største, man har set i Danmark.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmeldte en lang række virksomheder til Bagmandspolitiet tilbage i 2010 efter at være blevet opmærksom på karteldannelserne under markedsundersøgelser. Det har forlydt, at op mod 46 virksomheder har været i myndighedernes søgelys.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing tager de store ord i brug, når hun beskriver sagen, og glæder sig over, at den er kommet et stort skridt nærmere en afslutning.

»Deltagerne i byggekartellet har aftalt priser på offentlige og private byggerier, så kartellet har kostet både skatteborgere og private virksomheder dyrt. Der er tale om et af de største karteller afsløret i Danmark,« siger hun og fortsætter:

»Og der er stadig enkelte store sager tilbage i komplekset, så jeg ser frem til, at vi også får afsluttet dem,« siger Agnete Gersing.

Læs også: 46 virksomheder mistænkt i københavnsk byggekartel

Det vides endnu ikke, hvordan virksomhederne stiller sig i forhold til bøderne, men statsadvokaten understreger, at det vil være muligt for dem at klage og dermed prøve bøden ved en domstol, der i så fald vil have det sidste ord i sagen.

Ifølge Politiken har de bødedømte virksomheder koordineret bud og aftalt priser i op mod 50 licitationer.

Der skal have været adskillige offentlige byggerier iblandt, herunder opførelsen af skoler og plejehjem. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser ifølge Politiken, at man løbende vil offentliggøre bødevedtagelserne i sagen.