Ømme skuldre, stiv nakke og en irriterende hovedpine. Sådan kan mange danskere gøre regnestykket op, når arbejdsdagen slutter. Computeren får skylden, men måske er vi selv medskyldige i problemerne, for hvordan er det egentlig, de fleste gebærder sig ved tastaturet:
Hænderne flagrer rundt uden det mindste system, og kun tre-fire-fem fingre deltager i jagten på den rette tast.
Paradoksalt nok er faget "maskinskrivning" stille og roligt forduftet fra skoleskemaet i takt med, at flere og flere i dag arbejder ved et tastatur - lige gyldigt om vi er sekretærer eller ingeniører.
Det var en af årsagerne til, at videnspecialist Pernille Pedersen fra det rådgivende ingeniørfirma Grontmij Carl Bro, sagde ja tak, da virksomheden KeyboardPro henvendte sig med et kursustilbud om at lære blindskrift over internettet. En række af medarbejderne tog straks imod tilbuddet - herunder hende selv - og det har hun ikke fortrudt:
»Jeg er rigtig, rigtig begejstret for kurset, fordi jeg nu bruger mine hænder ordentligt. Før lavede jeg mange tastefejl, men med kurset går der sport i at lave så få fejl som muligt, fordi man får en lille karakterbedømmelse efter hver lektion,« siger hun.
Afdelingschef Karl Erik Skovgaard Jensen, der er ledelsesrepræsentant i Århus-afdelingens sikkerhedsudvalg, er også glad for, at medarbejderne nu får mulighed for at lære blindskrift:
»Det er efter min beskedne holdning, noget af det bedste arbejdsmiljømæssige tiltag i firmaet i mange år på grund af den mere eller mindre lødige måde, de unge sidder på ved skærmen. Det kan nemt blive en stor udfordring senere,« siger Karl Erik Skovgaard Jensen.
Selv har han rundet de 50 og har lært maskinskrivning i folkeskolen og senere fået det suppleret gennem sin uddannelse som teknisk assistent. Han mener, at de fleste ingeniører burde overveje at lære sig blindskrift:
»Især de mere erfarne sidder jo i stor stil og skriver rapporter og tekster. Så dels kan de forbedre deres hastighed, dels kommer de automatisk til at sidde bedre,« siger han.
En af dem, der tog imod tilbuddet om et onlinekursus i blindskrift, er senior consultent i Grontmij Carl Bro, Jørgen Nørlev. Han skriver meget, både e-mails og rapporter, og var frustreret over, at han lavede for mange slåfejl, og ikke kunne skrive særlig hurtigt:
»Nu laver jeg under det halve af de fejl, jeg gjorde før. Samtidig går det hurtigere, jeg sidder bedre med skuldrene og det er mere afslappende end før,« siger han.
Faget er gledet ud af bekendtgørelsen
Uddannelsesvejleder Lone Elgkær, Handelshøjskole Sjælland Syd, der har undervist i maskinskrivning i en årrække, mener heller ikke, at det behøver at tage lang tid at lære sig selv blindskrift:
»De AMU-kurser i blindskrift, vi tilbyder, varer tre dage, så hvis on-linekursisterne følger instruktionerne og tvinger sig selv til at bruge de rigtige fingre hele tiden, så tror jeg godt, det kan lade sig gøre.«
Hun mener, det er en fornuftig idé at lære sig blindskrift og finder det paradoksalt, at der er så lidt fokus på brug af tastatur i en tid, hvor computere betyder mere og mere derhjemme:
»Alt foregår skriftligt nu, og alt foregår via tastatur, men nu underviser man ikke i det nogen steder. I dag siger bekendtgørelsen blot, at man skal kunne anvende tastaturet hensigtsmæssigt,« siger Lone Elgkær, som tidligere underviste i maskinskrivning.
Dengang indgik ergonomi, dvs. og korrekt siddestilling, som en del af faget, og hun beklager udviklingen:
»Når jeg ser, hvordan de unge ligger og sidder med deres pc, så frygter jeg, at de får skader. Før i tiden blev de undervist i, hvordan de skulle sidde på deres stole for at undgå skader. I dag har vi hæve-sænkeborde, så det er da ærgerligt, at de alligevel får skader,« siger hun.
