Blåt valgresultat skræmmer ikke energibranchen

Med blå bloks sejr ved valget i går, som især skyldes opsigtsvækkende fremgang til Dansk Folkeparti og lidt mindre til Liberal Alliance, er hensyn til klimaet og den grønne omstilling rykket noget bagud i bussen. I hvert fald hvis man skal tro partiernes udmelding i valgkampen.

Læs også: Blå blok vil neddrosle tempoet på den grønne omstilling

Brancheforeninger som Vindmølleindustrien og Biorefining Alliance, der repræsenterer virksomheder inden for bioenergibranchen, er dog fortrøstningsfulde med hensyn til den fremtidige energipolitik med blå blok ved roret.

Adm. direktør Jan Hylleberg fra Vindmølleindustrien glæder sig først og fremmest over, at det brede eksisterende energiforlig, der lægger rammerne frem til 2020, overlevede valgkampen:

»Vi er også fortrøstningsfulde over, at der stadig er et bredt flertal for en grøn omstilling og et flertal for at indgå et nyt energiforlig, når det gamle udløber. Og så er der - uanset valgets resultatet - nogle helt konkrete og presserende opgaver, der skal løses. For eksempel skal de danske støttesystemer justeres som krævet af EU,« siger han.

Han erkender, at der selvfølgelig er forskel på fokusområder partierne i mellem, men at den helt centrale opgave de kommende år jo er at få mere værdi ud af den vindkraft, som vi forvejen har investeret i:

Læs også: Varmepumper kunne have øget værdien af vindstrøm med 1,75 mia. på fem måneder

»Det handler jo om integration af vindstrømmen i for eksempel varmepumper ved fjernvarmesektoren. Og så handler det om en omlægning af energiafgifterne,« siger han med henvisning til den kommende analyse af de skæve energitilskud og -afgifter, som den gamle regering lovede at offentliggøre i slutningen af maj. Det skete ikke.

Læs også: Energipolitikere: Vi SKAL have udbredt varmepumperne

Selvom det var SF og Socialdemokraterne, der i valgkampen havde bioøkonomi og fremstilling af bioethanol af halm på programmet, så er direktør i brancheforeningen Biorefining Alliance, Anne Grethe Holmsgaard, også ret fortrøstningsfuld, når det gælder det nye politiske flertal:

»Det er vores klare indtryk, at der er interesse i alle partierne for at få de sidste brikker på plads, så det store bioraffinaderi i Maabjerg kan komme i gang – ikke mindst på grund af de mange job, der kan skabes ved denne teknologi,« siger hun og tilføjer, at samfundet allerede har brugt mange penge på at udvikle Inbicon-teknologien, og at det vil være dumt ikke at få den ud at arbejde.

»Dansk Folkeparti har ved flere lejligheder udtalt sig positivt om biobrændstoffer, og jeg kan heller ikke se andet, end at Venstre skulle have stor interesse i at få sat skub i udviklingen,« siger hun.

Læs også: Lovændring kan sikre produktion af 2G-bioethanol i Holstebro

Ifølge Biorefining Alliance skal der et krav om en vis mængde 2. generations bioethanol i benzinen og en justering af varmeforsyningsloven til, før der er økonomi i bioraffinaderiet, som ifølge beregninger fra oliebranchens organisation, Energi- og Olieforum, vil fordyre benzinen med 3 øre pr. liter.

Miljøorganisationen Det Økologiske Råd, som arbejder på at udvikle nye og bæredygtige veje til et bedre miljø og klima, opfordrer sekretariatsleder Christian Ege de store virksomheder, der lever af en offensiv klima- og energipolitik, til at råbe op:

»Vi har virksomheder som Danfoss, Grundfos, Vestas og Logstor, som lever af, at Danmark er på forkant med udviklingen inden for energi og miljø. En opbremsning af denne udvikling vil være til skade for store dele af erhvervslivet, og derfor håber jeg, at virksomhedsledere inden for energibranchen vil være mere højtråbende overfor en ny regering,« siger han.

Christian Ege henviser til debat-indlæg i aviserne op til valget, hvor flere erhvervsledere påpegede vigtigheden af fortsat at støtte den grønne omstilling:

»Fordi vi er foran, har vi for eksempel besøg af rigtig mange kinesiske delegationer, der kommer til Danmark for at få gode råd om grøn energiforsyning, rent vand, og om hvordan de løser deres problemer omkring luftforurening. Jeg tror, at en borgerlig regering vil være nødt til at overveje disse faktorer, og håber, at de derefter kommer til fornuft,« siger han.