Biografi: Inge Lehmann blev seismolog ved et tilfælde

Illustration: Ingeniøren // Fotos: Wikipedia

At Danmark havde det meget besværligt med at anerkende Inge Lehmanns geni, da hun selv levede, er en historie, som efterhånden er velkendt og godt beskrevet.

Seismologen, der opdagede Jordens indre kerne, døde 105 år gammel i 1993, ukendt og upåagtet af de fleste.

Det er først efter årtusindskiftet, hun for alvor er blevet anerkendt i Danmark, omend hun i sin samtid nåede at blive udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet og modtage en guldmedalje fra Videnskabernes Selskab.

Det skete dog kun, fordi forskere i udlandet havde presset på for, at også Danmark gav hende den anerkendelse, hun på det tidspunkt allerede havde i mange lande og ikke mindst USA.

Havde Niels Bohr ikke været direkte imod, kunne Inge Lehmann i 1952 være blevet udpeget som den første professor i geofysik i Danmark. Sådan gik det ikke. Hun tog i stedet til USA, hvor hun i geofysiske kredse blev kendt som »one of us«. Det var hun bestemt ikke i Danmark.

Da hun i 1960 som den første modtog et stort og ærefuldt amerikansk legat, skrev den amerikanske geofysiker og oceanograf Maurice Ewing, som sad i priskomiteen, et lykønskningsbrev til Inge Lehmann, hvor han understregede, at det var en velfortjent pris til både hende og hendes land med denne tilføjelse:

»Det er selvfølgelig lidt ligegyldige ord at komme med, for vi ved alle, at i dette tilfælde er denne sondring uden betydning. Dansk seismologi og Inge Lehmann er synonymer.«

Alt dette og meget mere kan man læse om i Hanne Stragers biografi om Inge Lehmann.

Her og der og alle vegne

De senere år er vi næsten blevet oversvømmet med værker om Inge Lehmann.

I 2017 blev et monument til hendes ære opstillet foran Københavns Universitets hovedbygning på Frue Plads. I 2019 fik vi et teaterstykke om Inge Lehmann, året efter blev hun hovedperson i en børnebog.

I 2021 udkom Lotte Kaa Andersen med en biografisk roman om Inge Lehmann. Videnskabshistorikeren Lif Lund Jacobsen har de senere år skrevet flere forskningsartikler om Inge Lehmann, som også er en af 10 markante kvinder, der hyldes i en ny frimærkeserie fra Postnord.

Endelig har Hanne Strager altså nu skrevet biografien Skyggezone, som af forlaget Gyldendal lanceres som den første biografi skrevet om Inge Lehmann.

Det er nu ikke helt rigtigt. Bjarne Kousholt skrev og Polyteknisk Forlag udgav allerede i 2004 biografien Inge Lehmann og Jordens kerne.

Jeg har ikke selv læst Kousholts bog – den er udgået af sortimentet selv som e-bog hos Polyteknisk Forlag – og jeg ved ikke, om Hanne Strager har læst den. Den optræder ikke i hendes litteraturliste.

Ud fra omtalen af Kousholts bog i Ingeniøren i januar 2005 kan jeg dog konstatere, at der – selvfølgelig ikke så overraskende – er et betydeligt overlap med Hanne Stragers nye biografi.

Alene det, at Kousholts biografi ikke er tilgængelig mere, berettiger en ny biografi, men Hanne Stragers biografi, formoder jeg også, er mere dybtgående. Hun har ikke alene haft adgang til breve og dokumenter hos Rigsarkivet, men også en lang række private breve i familiens eje, som især tegner et interessant billede af hendes unge år, hvor hun bl.a. tog til Cambridge for at studere matematik.

Hjemme i Danmark havnede hun inden for seismologi ved lidt af et tilfælde.

Inge Lehmann have i 1923 fået et lavstatusjob som underviser ved Forsikringsmatematisk Laboratorium på Københavns Universitet, men efter et par år skiftede hun til Den Danske Gradmåling, der senere kom til at indgå i det nyoprettede Geodætisk Institut.

Her havde hendes chef, Niels Erik Nørlund (Niels Bohrs svoger), tænkt, hun skulle beskæftige sig med tyngdemålinger, men en dag fulgte hun uopfordret med Nørlund og en gruppe mænd ned i kælderen for at se på nogle nye seismografer. Ingen vidste, hvordan de skulle installeres, før Inge Lehmann fandt ud hvordan.

»Fra den dag arbejdede jeg med seismologi,« har hun selv forklaret.

Brevmysteriet

Værd at bemærke er, at Hanne Strager har udført et omfattende detektivarbejde for at afdække afsenderen af et brev, hvorfra en eller flere sider mangler. Brevet er en slags kærlighedserklæring til Inge Lehmann.

Efter en del besvær lykkedes det faktisk Hanne Strager at afdække, hvem der med stor sandsynlighed er afsenderen, og hvad brevet dækker over.

Der er slet ikke plads her til at gengive denne fortælling, som heller ikke har nogen betydning for hendes videnskabelige berømmelse, men det er et godt eksempel på, at Hanne Strager har gravet dybt og på mange måder har fundet materiale, som hun har sat i en ny kontekst, så vi både bliver klogere på Inge Leh­mann og tiden, hun levede i, og til fulde forstår hendes store betydning for seismologien og geofysikken – en betydning, som de ledende forskere i hendes samtid i Danmark kun nødtvungent og alt for sent blev opmærksom på.

Illustration: Gyldendal

Forfatteren skriver i den obligatoriske tak til sidst i bogen, hvor en lang rækker personer opremses, at seismologi er et forskningsfelt, som kan være vanskeligt at forstå – hun er selv uddannet som biolog.

Ud over at give et indblik i Inge Lehmanns liv og hendes ­mange kampe er det dog også blevet en velskrevet bog, hvor man kan blive klogere på både geofysik og seismologi.

Det er en vellykket bog fra første til sidste side. Man skal lede længe efter fejl. Jeg har læst det hele og kunne kun finde én.

Et sted skriver Hanne Strager: »Hvis man kan huske sine kemitimer i skolen, ved man, at det (et brintatom, red.) kun har én proton og én neutron.«

Som skribent ved jeg, at der er fejl, man sjældent selv kan finde, for man læser slet ikke det, som står på papiret eller skærmen, men det, man tror, der står.

Nå, ingen er ufejlbarlig. Det var Inge Lehmann heller ikke, og det kan man blive klogere på i denne bog.

Illustration: Ingeniøren

Et jordskælv ved punktet E på illustrationen herover vil både resultere i longitudinale P-bølger (P for pressure eller primær) og transversale S-bølger (S for shear eller sekundær). Da Jorden har en flydende kerne, hvor S-bølger ikke kan udbrede sig, vil der være en ‘skyggezone’, hvor disse ikke kan opfanges.

På grund af refraktion mellem overgangen fra kappe til kerne vil der ske en brydning af P-bølger, der både går gennem kappen og kernen – disse betegnes P’. Det giver også en skyggezone for P-bølger; den findes på figuren mellem 2 og 3. Ved at studere seismogrammer, der var optaget flere steder på kloden efter et stort jordskælv på New Zealand i 1929 kunne Inge Lehmann se, at der rent faktisk var P’-bølger i skyggezonen (som nr. 5), hvor ingen burde være.

Det kunne kun forklares med, at Jorden havde en indre kerne, der var forskellig fra den ydre kerne. Figurerne stammer fra Inge Lehmanns artikel med den ultrakorte titel P’, der udkom i 1936.

Emner : Geofysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

NB møder man snart alle steder, her dog som "rejsearrangør". Han havde selv haft "glæde" af sin tur over dammen.

Inge Lehmanns Vej i København ligger til højre for Riget (Rigshospitalet), set fra Blegdamsvej.

Fig. 1. Punkterne 2a og 5 havde måske fortjent lidt nærmere omtale? Men den må jeg vel selv google mig til. En liste af bøger om IL sorteret i nørd-relevans fra STEM til fortælling, har nok bredere interesse. Noget skal man jo lave.

Jeg aner er serie om danske videnskabskvinder?

På billedet over artiklen ses til venstre Marie Hammer og til højre Inge Lehmann.

PS: Jeg er hverken seismo- eller zoolog.

  • 0
  • 0

Punkterne 2 er grænsen for at strålen kun går gennem kappen (104 gr). Strålen der ender i punkt 2a er en brydnning i kappe/kernegrænsen. Den ender så på en afstand ud over 180 gr. Strålegang 5 er grænsen hvor strålen tangere den indre kerne. (142 gr.) Intervallet mellem 104 gr og 142 gr er kerneskyggen hvor der ikke skulle være P-faser at iagttage. Det er der alliegevel og det er disse fase som Inge lehmann forklarede ved at strålerne blev brudt tilbage ognkom op i kerneskyggen. Disse stråler er desværre ikke vist på billedet. (stor fejl) . Der skal altså llidt mere tegning til at forklare tingene. Der kan henvises til Henry Jensen : Forelæsninger over Den Faste jords Fysik, 1970 , Munksgaards Forlag ( forlængst udsolgt) . Tegningen på Lehmann monumentet på Frue Plads er helt misvisendde. Den minder om en Coulomb-spredning af alfapartikler i kernefysikken . (Rutherford ) Der mangler vist lidt lærebog i denne sammenhæng.

  • 6
  • 0

Jeg takker ærbødigst, for din "strålende" gennemgang, Torben.

Min berøring med seismik var begrænset til stratigrafi af jordskorpen, men det altid spændende at komme lidt dybere ned i stoffet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten