Biobrændstof får danskernes benzinregning til at stige 400 millioner kr.

Mindst 740 millioner kroner bliver prisen, hvis regeringen som ventet beslutter at påbyde benzinselskaberne at blande 5,25 procent bioethanol i benzinen og en tilsvarende mængde planteolie i dieselen inden 2010.

Det fremgår af et svar fra skatteminister Kristian Jensen (V) til Folketingets skatteudvalg.

Danskernes ekstraregning ved tankstanderne bliver 400 millioner kroner. Den skyldes, at biobrændstofferne er dyrere end benzin og diesel.

Dertil kommer, at staten mister 340 millioner kroner i afgifter, fordi de højere benzin- og dieselpriser vil få os til at køre en anelse mindre, og at fylde tankene lidt oftere i vores nabolande, hvor brændstoffet bliver billigere.

»Fordelt på den enkelte husstand svarer det til en god flaske rødvin om året. Men det afgørende for Venstre er, at vi får en omstilling af vores transportsektor i en mere miljø- og energirigtig retning,« siger energiordfører Lars Chr. Lilleholt.

Regeringen kunne spare kunderne for merprisen på de 400 millioner kroner ved at sætte afgifterne på biobrændstof ned og dermed holde prisen på benzin og diesel i ro, viser tallene fra skatteministeriet. Dermed vil kun staten gå glip af indtægter, men det er ikke den løsning, politikerne hælder mest til.

»Der er ikke taget endelig stilling til spørgsmålet endnu, og der kan blive skruet visse afgifter samtidig med et påbud, men det er selvfølgelig nogle tal, vi skal kigge på,« siger Lars. Chr. Lilleholt.

Han henviser til, at sommerens strandede energi-forhandlinger først nu skal til at genoptages.

Inden 2020 skal der efter regeringens og EU's plan 10 procent biobrændstof i de danske biler.

Emner : Bioethanol