'Bio art' bryder grænserne mellem kunst og videnskab

Erstat maling med DNA og lærred med petriskåle, og du har 'bio art'. Skab kontrovers om en selvlysende kanin, lad en robot antænde ilten fra dit eget blod, eller illustrer teleportation på en ny og banebrydende måde, og du bevæger dig stadig inden for samme kunstneriske stilart.

Med andre ord er bio art feltet, hvor kunst og videnskab mødes, men i praksis kan der være en verden til forskel på værkerne. Fra nøgtern forskningsformidling til sensationssøgende performancekunst.

Internationalt set har det seneste årti bragt mange nybrud inden for bio art. Særligt naturvidenskabelige og tekniske universiteter har åbnet dørene for kunstnere og givet dem adgang til dyre instrumenter og specialiseret viden. Enkelte universiteter har endda bio art på studieplanen.

Kaninen alba vakte opsigt, da den blev ‘frembragt’ i 2000 af kunstneren Eduardo Kac i samarbejde med franske forskere. Den selvlysende effekt skyldes en syntetisk version af et gen fra en fosforiserende vandmand. (Foto: Chrystelle Fontaine) Illustration: Chrystelle Fontaine
NBI Colliderscope er et kunstværk, der for tiden kan opleves på Niels Bohr Institutets facade. Værket er direkte forbundet til verdens største fysikforsøg, Large Hadron Collider i Cern. Lyset på facaden gengiver så at sige de data, der bliver opfanget under partikelkollisionerne i Cern. (Foto: Niels Bohr Institutet) Illustration: Niels Bohr Institutet
En klonet muskelbiopsi fra en frø endte på tallerkenen ved en ‘Nouvelle Cuisine’-middag i Oron Catts’ performance-kunstværk Disembodied Cuisine fra 2003. (Foto: Oron Catts) Illustration: Oron Catts

I Danmark udgør bio art stadig en snæver niche, fortrinsvis med forskningsformidling for øje. Men samarbejdet mellem danske forskere og kunstnere spirer rundt omkring, og de seneste år har udenlandske værker også fundet vej til danske museer.

På Niels Bohr Institutets facade kan forbipasserende for tiden opleve et lysshow, der er blevet til i et samarbejde mellem to forskere og to kunstnere. Kunstnerne Christian Skeel og Morten Skriver har sammen med forskerne Clive Ellegaard og Troels C. Petersen skabt værket NBI Colliderscope, der er direkte forbundet til verdens største fysikforsøg, Large Hadron Collider i schweiziske Cern.

Lyset på facaden gengiver så at sige de data, der bliver opfanget under partikelkollisionerne i Cern. Måske kan man se værket som en slags visuel oversættelse af den musik, der lød ved universets fødsel, skriver Niels Bohr Institutet i sin egen omtale.

Det er første gang, Troels C. Petersen samarbejder med kunstnere i så stor skala og over flere måneder.

»Det var meget interessant. En sjov ting var, at nogle argumenter, man som forsker er vant til fungerer i videnskabens verden, pludselig ikke gjaldt. Hvis ikke et kunstværk ender med at blive flot og røre ved noget i folk, der ser det, er det jo lige meget, at det er videnskabeligt velfunderet,« siger Troels C. Petersen.

Positiv overraskelse

Han var alligevel positivt overrasket over, hvor interesserede kunstnerne var i den forskningsmæssige side af sagen. De ville gerne lave kunst på videnskabens præmisser.

»Da vi stod med den første fungerende version af Colliderscope, var vi alle sammen helt enige: Bum, der ramte vi plet. Det var en enorm tilfredsstillelse,« siger Troels C. Petersen.

Han har set flere af kunstnerne Skeel og Skrivers andre værker, der også beskæftiger sig med videnskab, blandt andet på Esbjerg Kunstmuseum.

»Det var skægt at se, at det ikke var et enkeltstående tilfælde - vi havde virkelig noget at snakke om. Jeg kunne i princippet tage deres værker med hjem til København og dataanalysere på dem,« siger Troels C. Petersen.

Troels C. Petersen regner ikke med at få tid til lignende kunstprojekter lige foreløbig, men Niels Bohr Institutet arbejder generelt gerne sammen med kunstnere, oplyser pressemedarbejder Gertie Skaarup.

Artist in residence

Autodidakt kunstner Mette Høst har igennem fem års tilknytning til Niels Bohr Institutet som såkaldt 'artist in residence' lavet illustrationer af, hvad forskerne arbejder med inden for biofysik, og hendes illustrationer er blandt andet blevet til forsider på de videnskabelige tidsskrifter Nature Biology og Cell.

»Det er klart, at mine billeder gerne må være smukke og interessante, men vigtigst er det, at de skaber en større forståelse for videnskaben bag. Jeg har eksempelvis samarbejdet om et billede, der illustrerer teleportation på en mere fin og nuanceret måde og viser, at der er tale om meget små objekter,« siger Mette Høst.

Hun fortæller, at grundtanken i at have en kunstner indenfor på universiteter og virksomheder er mere almindelig i udlandet end i Danmark.

»Kunstneren får mulighed for at skabe sit eget kunstværk, men giver også noget tilbage i form af et nyt og kreativt syn på virksomhedens arbejde,« siger Mette Høst.

På DTU tænkes der også meget i forskningsformidling. Hans Jasper Genee, der studerer biotek på DTU, har altid tegnet i sin fritid, og nu har han lagt de kreative kræfter ind i at skabe en plakat, der illustrerer bioteknologiens centrale dogme. Fysiklærere og andre interesserede kan downloade den gratis fra DTU's hjemmeside.

»Det er super interessant, at Hans har de to sider i sig, og de befrugter hinanden. Vi bruger mange kræfter på at formidle vores forskning, og det her kan måske også vise, hvor kreativt det faktisk er, at være forsker,« siger Iben Julie Schmidt, der er kommunikationschef på DTU Systembiologi.

Hun understreger, at forskere i dag stilles til ansvar for formidlingen af deres arbejde i langt højere grad end tidligere. Forskerne skal kunne fascinere almindelige mennesker - ja, selv folkeskoleelever.

DTU har ikke haft kunstnere inden for dørene - endnu - men Iben Julie Schmidt er meget positiv over for ideen.

»Genteknologi er et emne, den unge generation virkelig kommer til at forholde sig til. Så fra et formidlingsperspektiv synes jeg, det ville være rigtig sundt at få en kunstner koblet på til at stille anderledes spørgsmål til tingene. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvad forskerne ville sige til det,« siger Iben Julie Schmidt.

Hun har dog svært ved at forestille sig, at kunstnere skulle få lov til selv at pille ved de levende organismer i danske laboratorier. Måske netop derfor er etikken i Danmark endnu ikke så udfordret af krydsningen mellem kunst og videnskab, som man kender det fra udlandet.

Etisk debat

Internationalt var Eduardo Kacs GFP Bunny i år 2000 med til at kickstarte opmærksomheden på bio art. Kunstværket bestod af en selvlysende, genmanipuleret albinokanin fremstillet i samarbejde med franske forskere.

Oron Catts' performance-kunstværk Disembodied Cuisine vakte i 2003 røre, da kunstneren klonede en muskelbiopsi fra en frø og lod den vokse i en installation, hvor 'donorfrøen' hoppede frisk rundt ved siden af. Som finale på installationen blev frø-bøffen serveret ved en 'Nouvelle Cuisine'-middag, mens frøen blev sluppet ud i en dam i den lokale botaniske have.

Kacs elev Adam Zaretsky har de seneste år chokeret med sine ikke altid lige heldige eksperimenter. Han har forsøgt at manipulere celler til at danne en fisk med to hoveder, en frø med tre øjne og bananfluer med ben i stedet for antenner - sidstnævnte slap en studerende ved et uheld løs i San Francisco State Universitys afdeling for billedkunst.

I udlandet findes et utal af eksempler på den etisk mere udfordrende kunst. Pernille Leth-Espensen, der er i gang med et ph.d.-projekt om mødet mellem kunst og videnskab på Aarhus Universitet, påpeger, at mange kunstnere synes, at det er interessant at lave bio art, netop fordi der er så mange etiske spørgsmål at tage fat på.

»Udviklingen på det videnskabelige og teknologiske område har stor betydning for menneskers hverdag, og i sidste ende også for vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske, og for vores syn på naturen. Derfor er det interessant, at kunstnerne udforsker nogle af de etiske og filosofiske aspekter af den videnskabelige udvikling,« siger Pernille Leth-Espensen.

Hun har selv en baggrund i kunsthistorie og litteraturhistorie og har været på et fire måneders ophold på SymbioticA ved University of Western Australia i Perth. Her kan kunstnere komme på ophold i tre til seks måneder, hvor de har mulighed for at udvikle værker i laboratoriet. Der er også mulighed for at tage en master i Biological Arts.

Men kunstnerne skal også selv forholde sig til etiske spørgsmål i forhold til deres egen praksis, mener Pernille Leth-Espensen. For det er måske nemmere at retfærdiggøre at bruge levende organismer, når formålet er samfundsnyttigt og målbart - at finde kuren for alvorlige sygdomme eksempelvis.

»Man skal helt sikkert overveje det etiske aspekt af at bruge levende organismer til at fremstille kunstværker, og det er kunstnerne også meget opmærksomme på. Men man skal ikke glemme, at der også er en del forskning, der tjener kommercielle interesser, og der kan man måske diskutere, om kunsten i virkeligheden er et mere ædelt formål,« siger Pernille Leth-Espensen.

Ikke nødvendigvis god kunst

Pernille Leth-Espensen mener, at netop de etiske problemstillinger gør biokunst interessant og nævner eksempler som Svenja J. Kratz, der tematiserer det surrealistiske i at bruge overlevende celler fra en person, der har været død i årtier.

Svenja J. Kratz har blandt andet udstillet en række værker baseret på kræftceller fra en 11-årig pige ved navn Alice. De stammer oprindeligt fra 1973, og Alice er efter al sandsynlighed død for længst. Et af værkerne består af 11 glasmasker af en 11-årig piges ansigt, fyldt med myrer, der har spist hendes kræftceller blandet op med sukkersirup.

Cellelinjen HeLa, der også har dannet udgangspunkt for kunstværker, er taget fra en sort kvinde, der ikke var klar over, at man gjorde det. Nu, 60 år efter hendes død, lever der flere af hendes celler rundt om i verdens laboratorier, end hendes egen krop bestod af. Begge cellelinjer forhandles helt kommercielt af biotek-virksomheder og hører til de lettest tilgængelige menneskeceller at bruge til både forskning og kunst.

Pernille Leth-Espensen understreger, at kunstnere ikke er sat i verden for at lave videnskabelige gennembrud, men hun har talt med flere forskere, der mener, at det er spændende at vejlede kunstnerne i deres projekter, fordi det får dem til at reflektere over deres egen praksis på en ny måde.

De neurologer, der i samarbejde med kunstnere har skabt værket MeArt har angiveligt fået ny viden og inspiration undervejs. Værket består af en petriskål med hjerneceller fra et rottefoster, placeret i Atlanta. Cellerne er forbundet til en computer, der igen er forbundet til internettet. Sidste del af værket udgøres af en robotarm, der udstilles verden over og tegner de signaler, den modtager fra neuronerne i Atlanta.

Men bio art-værker kan være svære at udstille, fordi det kræver laboratoriefaciliteter at holde dem i live. Og de kan også være svære at forklare og formidle.

Som kunstner har Mette Høst, 'artist in residence' ved Niels Bohr Institutet, deltaget i flere seminarer om bio art og mener, at man skal passe på ikke at bruge biologisk materiale uden omtanke, blot for sensationens skyld, eller fordi det kan lade sig gøre.

»Der er ikke nødvendigvis tale om god kunst, bare fordi man har med biologisk materiale at gøre. Jeg bryder mig eksempelvis ikke om kunstværket, hvor en kunstner har gensplejset en orm til at have to hoveder - min første tanke var, hvordan ormen havde det. Man har ikke 'helle', bare fordi det materiale, man har med at gøre, omdannes til kunst,« siger Mette Høst.