Bilproducenter frygter mangel på komponenter

Det er ikke blot de japanske bilproducenter, som kan komme til at sætte produktionen i stå oven på jordskælvet og den efterfølgende flodbølge i Japan.

Mange af de globale bilproducenter har modtaget komponenter fra fabrikker i det nordvestlige Japan, og der kan gå en rum tid, inden de igen kan levere.

Nogle fabrikker er blevet hårdt ramt af jordskælvet eller tsunamien, mens andre har stoppet produktionen for ikke at tage strømmen fra andre og mere livsvigtige steder. Men selv hvis fabrikkerne kunne producere, ville det være svært for dem at få komponenterne ud til bilproducenterne.

»De tragiske tab af liv og boliger i hele regionen betyder, at selv hvis infrastrukturen og fabrikkerne kan repareres, er hele samfund, som har understøttet mange af fabrikkerne, blevet udryddet eller har lidt en uvis skæbne,« siger Paul Newton, der er analytiker af bilindustrien hos IHS Global Insight, til BBC News.

Der er endnu ikke fuld klarhed over, hvor slemt det står til i Japan, så bilproducenterne ved endnu ikke, om de kommer til at mangle komponenter.

»Vi har et lager til to eller tre uger. Så vi klarer os fint, men skulle krisen blive forlænget, vil det udløse en nødsituation,« siger en talsmand hos Renault-Samsung i Sydkorea, som producerer Sunny- og Almera-biler for Nissan, til BBC News.

Volvo fortæller desuden til Bloomberg News, at selskabet har nok reservedele til at opretholde produktionen i denne uge, og det derefter må afvente situationen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der er planlagt rullende strøm foreløbigt for de østlige egne til udgangen af April, og længere frem i de nordøstlige egne dvs man deler i området som skiftes til at modtage en 3-6 timers strømafbrydelse i perioden 6:20 til 22:00 hver dag, det gælder næsten alt, også trafiklys i Tokyo, kun de hårdest ramte områder slipper, (hmm, hvis husene er skyllet væk er der ikke så meget at bruge strøm til.) http://english.kyodonews.jp/news/2011/03/7...

Bilindustrien ser ud til at starte på halv kraft fra den 21.Marts, spændende hvordan det vil gå, og om alle pludselig løber tør for en eller anden under leverandør komponent, sæder eller forruder eller dørhåndtag, der er ret meget logistik der skal passe i så store produktioner.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten