Billigere IDA-kontingent vil hindre medlemsflugt
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Billigere IDA-kontingent vil hindre medlemsflugt

Ingeniørforeningen styrer mod sejr i kampen for at holde på medlemmerne med en kontingentnedsættelse på 500 kr. til januar og yderligere 500 kr. om to år. En undersøgelse fra Ingeniøren viser, at prisfaldet vil få mange af tvivlerne til at blive i foreningen.

Ifølge Ingeniørens undersøgelse har fire ud af ti IDA-medlemmer overvejet at melde sig ud af foreningen, og IDA's egne tal viser, at omkring 2.000 medlemmer gør alvor af truslen hvert år.

Kontingentnedsættelsen på 500 kr. årligt vil få hver femte tvivler til at blive. Hele 62 pct. svarer, at nedsættelsen måske kan få dem til at blive, og det glæder IDA-formand Lars Bytoft:

Penge. At spare 500 kr. på kontingentet hvert år kan få hver femte tvivler, der overvejer at melde sig ud, til at blive i Ingeniørforeningen. [foto: arkiv

]

»Det viser, at vi har fat i noget af det rigtige,« siger han.

IDA har netop satset på, at en del af kontingentnedsættelsen ville blive betalt af en vækst på 1.910 medlemmer årligt frem til 2011.

»Hvis vi bare får bremset dem, der forsvinder hvert år, er målet allerede nået,« siger Lars Bytoft.

IDA's tilbud batter først rigtigt, når de næste 500 kr. ifølge planen barberes af kontingentet i 2008. Lidt over halvdelen af tvivlerne svarer, at besparelsen på 1.000 kroner kan få dem til at blive, og mere end hver tredje siger måske. Kun seks pct. afviser, at det har betydning.

Om regningen fra fagforeningen bliver 500 eller 1.000 kr. mindre, er imidlertid ikke afgørende for ingeniører med årslønninger på over 400.000, vurderer Jesper Due, leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet:

»Det afgørende er signalet fra organisationen. Det viser en omkostningsbevidsthed, og det er i en tid, hvor der er vigende tilslutning til de faglige organisationer,« siger han.

I løbet af de seneste ti år er organisationsgraden i Danmark faldet fra 85 pct. til 79. pct. IDA har derimod fået lidt flere medlemmer, end foreningen har mistet i de seneste år, og ingeniørernes organisationsgrad har holdt sig stabilt på 58 pct.

Jesper Due mener, at andre fagforeninger i Akademikerne Centralorganisation (AC) kan blive tvunget at sætte kontingentet ned.

»Nogle af Magisterforeningens medlemmer kunne måske føle sig tilknyttet ingeniørerne, og så kan prisen give det sidste skub,« siger han.

Dansk Magisterforening følger foreløbigt ikke IDA's eksempel, men foreningen har fastfrosset kontingentet og gjort mere ud af at forklare medlemmerne, hvad pengene går til, siger formand Ingrid Stage.

»Prisen betyder ikke så meget for vores medlemmer, men det er helt sikkert, at det betyder en del, at vi ikke bare bevidstløst sætter kontingentet op,« siger hun.

Ingeniørens undersøgelse blev foretaget tirsdag eftermiddag via internettet af analysebureauet Epinion blandt 5.000 medlemmer af IDA, hvoraf 1.671 svarede.

Artiklen giver udtryk for at tvivlere vil blive i IDA hvis kontingentet blev nedsat.
Svar muligheden for nuværende medlemmer der ikke er utilfreds med kontingentet eller ikke vægtet en nedsættelse som vigtigt for et forsat medlemskab af IDA, er den samme!
Altså er undersøgelsen ikke særlig troværdig. Det virker som om der er stillet et spørgsmål for at kunne komme med et forudbestemt svar, nemlig at tvivlerne vil blive eller melde sig ind blot fordi at kontingentet falder med brutto 500kr!

  • 0
  • 0

Et andet interessant spørgsmål at stille til medlemmerne ville være, hvor mange der ville melde sig ud, hvis ikke man fik den klækkelige rabat på bilforsikringen. Jeg kender flere, der alene er medlem pga. den rabat.

Jeg kunne i øvrigt forestille mig, at Tryg ville have at tilbyde rabatten til ingeniører, der ikke er medlemmer, hvis ellers UDA-medlemmer har omtrendt lige så mange skader som andre ingeniører (mon ikke de har det). Evt. kunne ikke-medlemmer betale lidt mere, sådan at ingeniøren og Tryg deler besparelsen til medlemsskabet i porten.

  • 0
  • 0