menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Langs 500 meter af vandløbet Igelbäcken nord for den svenske hovedstad Stockholm har man som en del af et nyt pilotprojekt plantet 10.000 planter på et forurenet område.
Her skal planterne opsuge de miljøgiftige PFAS-kemikalier, der mistænkes for at nedsætte vaccinerespons samt øge risikoen for kræft og hormonrelaterede sygdomme.
PFAS ophober sig i planternes rødder, men også i de blade, som hvert år skal høstes i det sene efterår og sendes til affaldsforbrændingen.
På denne måde fjernes PFAS fra miljøet uden at koste mange millioner, fortæller Jarmo Spiik, der er projektleder i Clean Nature AB til Ingeniøren.
»Det er billigere end at bruge andre metoder både i forhold til investeringen og administration af anlægget gennem årene. Der er intet behov for elektricitet, så man kan have anlægget ude i skoven eller andre steder, hvor der ikke er strøm,« siger han.
Plante-anlægget er imidlertid ikke er en universel løsning, der kan implementeres ethvert sted.
»Selvfølgelig har man brug for et stort område ude i naturen til planterne. Man kan ikke bruge den her løsning på et vandbehandlingsanlæg. Men hovedfordelen ved det her er, at planterne først og fremmest optager de kortkædede PFAS, som alle andre andre oprensningsmetoder er mindre gode til.«
Selvom det metoden ikke fungerer lige godt alle steder, så er der alligevel et kæmpe potentiale ikke bare i Sverige, men også i resten af verden.
»I næsten hver en by og i ethvert vandløb finder man PFAS,« påpeger Jarmo Spiik.
Hvor store dele af forureningen, der fjernes med metoden, afhænger af, hvilke planter der plantes, vandets PFAS-koncentrationer, hvor meget vand, der strømmer gennem vandløbet, og andre variable. Derudover afhænger det af, om planterne vokser i jord eller plantes hydroponisk (dyrkning kun i vand).
Derudover afhænger planternes optagelse af PFAS af, om planterne står plantet i vand, som Jarmo Spiik og hans kolleger har gjort langs Igelbäcken med planter fra halvgræs-familien, eller om rødderne trænger ned i jorden.
I førstnævnte tilfælde vil optaget være højere omkring det dobbelte eller mere.
»Men optagelsen i løbet af en vækstsæson kan være 200-500 nanogram per gram plante, og hver plante vil optage mere og mere PFAS hvert år, når de vokser sig større,« siger han og tilføjer, at der fortsat er behov for flere forsøg for at underbygge tallene.
Han påpeger dog også, at metoden ikke fungerer i eksempelvis en flod, fordi vandet bevæger sig for hurtigt til, at planterne når at optage PFAS.
I stedet egner metoden sig særdeles godt opstrøms, før vandet når til et vandrensningsanlæg.
Efter det grønne på planterne langs Igelbäcken er høstet i det sene efterår, sendes det PFAS-holdige grønt til et forbrændingsanlæg, der brænder det ved en temperatur på mindst 850 °C.
Som Ingeniøren tidligere har omtalt, så advarer en række danske eksperter om, at denne temperatur, som er typisk for konventionelle forbrændingsanlæg, muligvis ikke er nok til at destruere PFAS, i hvert fald ikke alle deres ekstremt stærke og termoresistente kulstof-fluor-forbindelser.
Lutz Ahrens, der er lektor i organisk miljøkemi på Sveriges Landbrugsuniversitet og førende forsker på det svenske projekt i Igelbäcken, kalder det for »et godt spørgsmål, om alle PFAS destrueres under forbrænding«.
»Spørgsmålet relaterer sig ikke kun til planter, men også forbrænding af jord, GAC (granuleret kul, som har været anvendt i vandværkers aktive kulfiltre til at opsamle uønskede kemikalier, red) og andet. Som forskere forsøger vi stadig at forstå, hvilken temperatur og hvilke forhold der skal gøre sig gældende for at destruere PFAS,« siger han.
»Der findes en håndfuld videnskabelige artikler om det, men vi har brug for at vide mere. Vores forskningsgruppe planlægger en række eksperimenter næste år for at undersøge nedbrydningen af PFAS i biomasse under forskellige forhold.«
Metoder til at oprense PFAS har aldrig været i højere kurs, eftersom myndigheder i både USA og Europa har skærpet deres anbefalinger til PFAS.
Dette er sket, efter forskningsverdenen har afdækket, at de miljøgiftige industrikemikalier er langt farligere end tidligere antaget.
Den svenske pendant til Fødevarestyrelse, Livsmedelsverket, sænker ved årsskiftet den svenske grænseværdi for PFAS i tråd med anbefalingen fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, til højst fire nanogram per liter drikkevand for fire PFAS (PFOA, PFNA, PFHxS og PFOS).
Danmark efterlevede EFSA's anbefaling i juni sidste år, men er kommet frem til et strengere vandkvalitetskrav, da grænseværdien blev sænket fra 100 nanogram til højst to nanogram per liter drikkevand for de samme fire PFAS.
Dette har medført problemer for flere vandværker. Et vandværk i Høje-Taastrup Kommune måtte dreje nøglen om, mens Fanø Vand nu prøver med ionbytterteknologi for at reducere mængden af PFOA i drikkevandet efter at have prøvet med et utilstrækkeligt aktivt kulfilter.
Rettet 21. november 2022 klokken 8.48: Tidligere stod der, at planterne kan optage 200-500 nanogram per kilogram plante i løbet af en vækstsæson. Det er en fejl, da det er per gram.
