Jeg troede ikke at papir var så sort, at noget kunne reflektere 20 gange mere lys!
Farven hvid kan antage mange nuancer. Nu har materialeforskere på University of Cambridge i England med hjælp fra Aalto Universitet i Finland fundet frem til en coating, der er 20 gange mere hvid end det, man normalt betegner som farven på et hvidt stykke papir.
Der er tale om en supertynd, ikke-giftig, let og spiselig ultrahvid belægning, der ud over at gøre maling lysere kan bruges i fødevare-, kosmetik- og lægemiddelindustrien.
Belægningen er fremstillet af giftfri cellulose, og selvfølgelig har forskerne sørget for at sikre sig patent på teknologien, skriver University of Cambridge.
Forskerne er blevet inspireret af naturen ved at kigge på den sydøstasiatiske Cyphochilus-bille, der er kendt for sin hvide farve.
Normalt produceres lyse farver ved hjælp af pigmenter, som absorberer visse bølgelængder af lys og afspejler andre, hvilket vores øjne så opfatter som farve.
Men for at opfattes som hvid, skal alle bølgelængder af lys imidlertid afspejles med samme effektivitet.
I dag tilsættes hvide produkter såsom cremer og maling såkaldte højbrydningspartikler (normalt titandioxid eller zinkoxid) for at reflektere lys effektivt.
Men materialerne er ikke fuldt bæredygtige eller biokompatible. Så nu lader man sig altså inspirere af naturens forunderlige genialitet.
Cyphochilus-billens hvide farve opstår ved, at den i stedet for at udnytte pigmenter udnytter geometrien af et tæt netværk af molekylet kitin.
Molekylet har en struktur, der spreder lyset så effektivt, at det kan bruges til at lave ultrahvide, tynde og lette belægninger.
I forskningen udnytter man samme struktur, som findes i billen ved at bruge små tråde af cellulose (nanofibriler i varierende diameter) til at indstille uigennemskinneligheden (opaciteten) og skabe samme ultrahvide effekt i en fleksibel cellulosemembran.
Foreløbig har materialeforskerne fremstillet cellulosemembraner, der kan sprede lys 20 til 30 gange mere effektivt end papir og dermed være med til at producere en ny generation af hvide materialer.
Forskningsprojektet er offentliggjort i tidsskriftet Advanced Materials.
Jeg troede ikke at papir var så sort, at noget kunne reflektere 20 gange mere lys!
Hvis det hvide papir reflekterer 99% af lyset, hvor meget reflekterer det nye materiale?? 30X hvad? Det svarer til at man lavede en farve der var "10X sortere end sort". Sort er per definition 0% refleksion, så ...... Mvh Krakileren
Hvad er det dobbelte af ingenting :) ?
Man skal passe på når man udtrykker noget som forhold mellem procenter, hvis man ikke gør klart hvad det er for procenter. Albedo er måske gået fra 90% til 99,5%, det ligner ikke 20 gange. Absorbtionen er gået fra 10% til 0,5%, se så ligner det 20 gange. Nogle gange er procenter fine, men man skal passe på med dem. Hvor meget er indtjeningen steget hvis den går fra 100mill til 200mill, og hvis den går fra et underskud på 50mill til et overskud på 50mill?
Almindeligt hvidt papir har en albedo på 60-70%.
https://corona-renderer.com/forum/index.ph... http://vixra.org/pdf/1110.0035v1.pdf
Almindeligt hvidt papir har en albedo på 60-70%.
Godt. Så har pågældende bille-coating en albedo på 1200-1400%
(Og nej, jeg forstår heller ikke hvordan noget kan være '20 gange så hvidt som papir')
Man kunne sige at det var 20 gange mindre sort end papir, men det lyder dumt. Så skulle man tale om at absorptionen var 20 gange mindre end hvidt papir. Eller også kunne man bare opgive albedo for papir og billen. Man kan popularisere ud i det absurde, som overskriften viser.
Den artikel, der refereres til, er bag en paywall, men måske det med de 20x går på tykkelsen af den overflade, der skal til, for at opnå den hvide fremtoning. Som nævnt i referatet skal de reflekterende elementer forekomme kaotisk arrangerede for at alle synlige bølgelængder kastes tilfældigt videre og uden synderligt tab. For et givet materiale kræver det så en vis tykkelse at opnå dette 'kaos'.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard