Bilkøerne i København vokser kraftigt

Bilkøerne i København vokser kraftigt

Siden sidste år er trængslen i den danske hovedstad steget med fire procentpoint. Bilpendlerne spilder nu i gennemsnit 71 timer om året i myldretiden, viser ny opgørelse fra GPS-producenten TomTom.

Mellem 2012 og 2013 er trængslen i København steget så hastigt, at den typiske bilpendler nu spilder 71 timer om året i myldretiden mod 61 timer sidste år. Det viser en trafiktæthedsanalyse for andet kvartal af 2013 foretaget af navigationsproducenten TomTom.

I gennemsnit er rejsetiderne 21 procent længere i myldretiden, end når trafikken flyder frit. Sidste år var gennemsnittet på 16 procent. Selv kalder TomTom stigningen for en 'stærk forværring' siden samme måleperiode sidste år.

Ser man på statistikken over de mest trafikerede byer i Norden baseret på et gennemsnitligt niveau af trafiktætheden, topper Stockholm listen igen i år. Men de to største danske byer, Aarhus og København, indtager en overbevisende tredje- og femteplads med et gennemsnitligt trafiktæthedsniveau på henholdsvis 22 og 21 procent.

Niveauet bruges til at beskrive den gennemsnitlige ekstra køretid for samtlige køreture hele døgnet i løbet af et år. Det betyder, at en køretur i Aarhus i gennemsnit tager 22 procent længere tid, end hvis trafikken flyder frit.

København er i år den 34. mest trafiktætte by i Europa. Sidste år var byen nummer 45. Årsagen til stigningen i trafiktæthed, som er et generelt problem på europæisk plan, skal ifølge TomTom findes i, at Europa er ved at rejse sig efter den økonomiske krise.

»Trængslen stiger, i takt med at økonomien retter sig,« siger Morten Flø Nielsen, dansk landechef hos TomTom, i en pressemeddelelse..

Betalingsring i Gøteborg fungerer

Mens Stockholm og Oslo har bevaret deres ‘førende pladser’ på listen over trængselsplagede byer, er Gøteborg gledet fra en tredje- til en niendeplads, hvad angår de mest trafikerede byer i Norden. Gøteborg indførte fra 1. januar i år trængselsskatter. Samme effekt har man ikke set i Oslo, som indførte betalingsring allerede i 1990, og Stockholm, der indførte lignende i 2007.

Især den stockholmske betalingsring har været brugt som et indspark til debatten om en betalingsring herhjemme og har tidligere været fremhævet som en succes for både trængsel og samfundsøkonomi. Alligevel er Stockholm mester i trafikpropper og har siden sidste år rykket sig fra at være den tiendemest trafikerede by i hele Europa til at være den ottende i år. Det gennemsnitlige stockholmske bilist skal derfor afsætte ca. 102 timer om året til at sidde i kø.

Tallene stammer fra TomToms rapport ‘Traffic Index’, som er baseret på faktiske data fra biler, der har kørt på vejnettet i perioden. Hver dag tilføjes 5 mia. målinger fra TomToms GPS-udstyr i biler på vejene.

Kommentarer (53)

Hvis der bruges 21% mere tid i myldretiden for en given distance så kan man lige så godt påstå at man udnytter vejene 21% bedre, jo længere folk er på dem jo bedre udnyttelse. Er igen som meget statistik totalt ubrugeligt.
Problemet her er at sådanne tal hurtigt bliver lagt til grund for forskeldige politiske misfostre jævnt fordelt ud over hele landet med det formål at skæppe i statskassen.
Hvis der virkelig er et problem med trængsel i København så hold det der, løs det der og ikke andre steder. Uanset om det er med bompenge, bedre offentlig transport, el-biler, sporvogne og hvad ellers der råbes op om og imod. Bare husk at sende regningen rette sted hen, nemlig til dem der skaber trængeslen i København og ikke resten af landet.

  • 10
  • 8

Glem alt om betalingsring og lav i stedet et betalingssystem, hvor dem, som får fordelen også er dem, der betaler.

Jeg forestiller mig, at man skal betale f.eks. 100 kr. for at benytte overhalingsbanen fra 6 morgen til 18 aften. Opkrævningen klares ved at opsætte kamera i visse overhalingsbaner. Når bilen er registeret, kan den benytte overhalingsbanerne hele dagen.
Bilister, der vil spare gebyret på 100 kr. kan bare holde sig fra overhalingsbanerne. Det er der sikkert mange, der vil, og derfor vil trafikken glide langsomt i højre spor.

En erhvervsbil vil sikkert gerne betale de ca. 2000 kr om måneden, for at komme hurtigere frem. Tid er penge.

Systemet svarer til parkeringsafgiften, som sikre bedre plads til dem, der vil betale.

Mvh / JohnArentoft

  • 2
  • 13

@Jesper - Jeg synes selv at artiklen gør alt for netop at fokusere på at der er tale om et by-problem og ikke et Danmark-problem. Der er ingen grund til at straks at antage at "resten" af landet skal betale. Det bliver der ikke nævnt noget om med ét eneste ord. Men jeg kan naturligvis fortsætte i samme spor og brokke mig over tomme motorveje i Jylland og at folk på Sjælland skal betale for overhovedet at kunne forlade øen, og at nogen har lavet et stadion til 30.000 menesker på Østerbro uden én eneste parkeringsplads. Men lad os nu holde os til emnet. Trafikken i og omkring København er eksploderet og selvom jeg kører ud af byen om morgenen og ind igen om aftenen og derfor "mod" trafikken har jeg taget konsekvensen og flytter på landet. Jeg gider ikke spilde 10-15% af min tid på at holde i kø, selvom det måske gør vejene mere "effektive" :)

  • 5
  • 1