Bilernes udstødning nedbryder museernes kunstværker
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bilernes udstødning nedbryder museernes kunstværker

Uvurderlige kunstværker på verdens museer bliver nedbrudt af forurening. Helt konkret sætter luftens indhold af NOx'er gang i en ældning af værkerne. Hvis den ikke bliver opdaget i tide, kan skaden være uoprettelig.

»Vi ved, at for eksempel luftens indhold af nitrogendioxyd (NOx) fra biludstødning, har en accelererende nedbrydningseffekt på værkerne,« siger Jørgen Wadum, der er bevaringschef på Statens Museum for Kunst.

NOx'er får kunstværkernes forskellige pigmenter til at reagere på surheden i luften.

Konservator ved Statens Museum for Kunst, Johanneke Verhave ved Peter Paul Rubens træskitse fra 1634, der er konserveret og anbragt i mikroklimaramme. (Foto: Statens Museum for Kunst). Illustration: Statens Museum for Kunst.

Igennem museets samarbejdsaftaler med eksperter på blandt andet Konservatorskolen og Nationalmuseet har Jørgen Wadum kunnet måle på kunstmuseets værker:

»Det er selvfølgelig en meget langsom proces, for nogle værker kan den tage flere hundrede år. Men nu, hvor vi bliver dygtigere til at diagnosticere, at processen er undervejs, har vi en forbandet pligt til at gøre noget ved det, så vores børnebørns børnebørn i det mindste får en rimelig chance for at få den samme kunstoplevelse af værkerne, som vi får i dag,« siger bevaringschefen.

Men hvor stor er NOx'ernes skadevirkning?

»Det varer år, før man kan måle ændringer, men akkumuleringen består i at tingene lejrer sig i kunstværkernes overflade, hvor der både sidder støv og en vis form for fugt. Kunstværket består af en masse, blandt andet organiske pigmenter som farvestoffer og planteekstrakter, holdt sammen af bindemiddel, som linolie, valmueolie eller æggeblomme, og som alt sammen reagerer forskelligt på deres omgivelser. Det er derfor, de ældes,« fortæller Jørgen Wadum.

Molekulære bevægelser i ældgamle værker

»Det fascinerende ved et maleri fra 1600-tallet, er jo, at det ikke er et gammelt maleri, der er gået i stå og bare hænger der. Der foregår til stadighed molekylære bevægelser inde i værket, med elementer, der migrerer fra den bageste del af værket, op igennem farvelagene og ud på dets forside.«

Ikke bare gasser i luften, men også temperaturforskelle mellem maleriets forside og bagside kan kickstarte en molekylær vandring, der udkrystalliseres på maleriets overflade.

Det er altså værkets originalmateriale, som bevæger sig ud og nedfælder sig uden på værket med en meget hård krystalagtig overflade, der er næsten umulig at fjerne.

»Så hvis man ikke i tide, med naturvidenskabelige analyseteknikker, opdager, hvad der er ved at ske, står man pludselig med disse slørende ældningseffekter, hvor man ikke længere kan reetablere værkets oprindelige udtryk,« siger Jørgen Wadum.

Syreudvikling i mikroklimarammen

Gennem et stort, treårigt EU-projekt har Statens Museum for Kunst sammen med Nationalmuseet og Konservatorskolen og en række udenlandske partnere undersøgt luftforureningens forældende effekt på museernes kunstværker og, ikke mindst, hvordan den kan forhindres.

Opdagelsen af nedbrydningsprocessen har omgående fået museet til at gribe ind:

»Hver gang vi har et værk mellem hænderne, vurderer vi, om det er i farezonen. Hvis vurderingen er, at værket vil reagere på omgivelserne, bliver det sat ind i en mikroklimaramme, der består af glas på forsiden og en lufttæt forsegling på værkets bagside,« fortæller Jørgen Wadum.

Mikroklimarammen skaber imidlertid selv problemer. Et stort EU-projekt har påvist, hvad der sker inde i et lukket system som en mikroklimaramme:

»Hvis det for eksempel er en egetræstavle fra 1630'erne, vi har sat i klimaramme, vil al den syre som egetræ indeholder også trænge ud, og så akkumuleres en anden type syre inde i det lukkede system, så en mikroklimaramme har også gener,« erkender han.

»Så når vi anbringer et værk i en mikroklimaramme, ved vi, at vi inden for en overskuelig årrække skal udlufte værket. Vi kan ikke bare lade det hænge og tro, at den hellige gral er velforvaret,« siger Jørgen Wadum.

Ingen effekt af vejsalt

Gårsdagens nyhed om, at vejsalt kan få værker af gamle mester som Monet og Michelangelo til at gå i sort, er ikke et problem, Jørgen Wadum kan genkende:

»Det er angstvækkende, men ikke overraskende, at vejsalt udgør en potentiel risiko for bevaringen af vore kunstværker.«

Og selv om Statens Museum for Kunst ikke har registreret problemet, siger Jørgen Wadum:

»Det er en selvfølge, at vi i den udstrækning det er muligt, vil forsøge at forhindre, at salte bliver slæbt med rundt på museet af vore besøgende.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten