Bilejere ramt af fejl i GPS-software: Uret stilles tilbage til 2002

Ældre modeller af den populære Honda CV-R har fået stillet uret 1.024 uger tilbage i tiden. Illustration: Jonathan Weiss/Bigstock

Det var ikke kun tømmermænd, der skabte en del forvirring hos en lang række bilejere af ældre Honda-biler da nytårsaften blev til 1. januar. For uret i bilen var pludselig stillet tyve år tilbage i tiden til 1. januar 2002.

Det fik mange bilejere til manuelt at ændre på tidsindstillingen. Men den går ikke. Hver gang bilen startes op på ny, hopper uret 20 år tilbage i tiden. Det skriver motormediet Jalopnik.

Illustration: Twitter

Indtil videre har bilejere med Honda og Acura-modeller fra 2004 og frem til 2012 rapporteret om problemet, og Honda har nu erkendt, at de har et problem med tidsindstillingerne.

»Vi har videregivet problemet med NAVI-uret til vores tekniske team, og de har informeret os om, at du vil opleve problemet fra januar 2022 til august 2022, hvorefter det vil blive rettet automatisk. Du kan være sikker på, at vi fortsat vil overvåge dette, og vi vil informere dig, hvis der er en løsning tilgængelig inden dette tidspunkt,« skriver Honda til en gruppe bilejere i CR-V Owners Club i følge Jalopnik.

Læs også: GPS-modtagernes Y2K rammer til april

Kan kun tælle til 1.024 uger

Udfordringen med datoformater i ure og positioneringssystemer er langt fra nyt. Det mest kendte problem er GPS Week Number Roll-over.

Det skyldes, at GPS-systemet holder styr på ugenumrene med udgangspunkt i antallet af uger siden 5. januar 1980.

Ugenummeret er lagret i en værdi, som er begrænset til 10 bit, og kan dermed kun repræsentere værdier fra 0-1023. Tælleren skal altså sættes tilbage til nul, når man går ind i den 1.024 uge. Det skete første gang 6. april 21. august 1999, og igen 6. april 2019. Næste gang den udfordring opstår er i 2038.

Synkroniseringsfejl kan også opstå som konsekvens af mere simple programmeringsfejl, som det er tilfældet med det lille software-program GPSd, der synkroniserer tiden i GPS-modtagere.

Tilbage i oktober skrev vi på Ingeniøren om det lille serviceprogram, der kører i baggrunden på forskellige styresystemer, og sørger for at hente og oversætte tidsangivelser fra GPS og andre GNSS-systemer, samt det globale AIS-systemer til positionering af skibe.

Læs også: På søndag risikerer GPS-udstyr at hoppe knap 20 år tilbage i tiden

På den måde kan operativsystemer synkroniseres med de præcise atomure, der sidder i GPS-satellitterne. Men en menneskelig fejl betyder, at det lille GPSd-program tror, at det er tid til at nulstille ugenummeret, når datoen skifter fra 23. oktober til 24. oktober, og så sættes ugenummeret 1024 uger tilbage, altså marts 2002.

Udstyr der sendes tilbage til 2002, mister formentlig GPS-signalet eller modtager ikke noget GPS-signal overhovedet. Hvis enheden ikke har noget tidspunkt at forholde sig til, kan den ikke beregne, hvor lang tid det tager at komme frem til målet.

Så galt står det ikke til for Honda og Acura-ejere, da uret i instrumentbrættet ikke er forbundet med en GPS-modtager.

Årsagen skal formentligt findes i dedikeret Honda-software.

Det er nemlig ikke første gang at Honda og Acura-bilejere rammes af fejl i tidsindstillingerne. Det skete også. i august 2017 for en række modeller fra 1999 til 2004. Her blev tiden rullet 1024 uger tilbage til 1. januar 1998.

Læs også: Østjysk motorvej plages af radiostøj: GPS-jammere er hovedmistænkt

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Årsagen skal formentligt findes i dedikeret Honda-software

så priser jeg mig lykkelig over, at min Honda er så passede antik (anno 2006), at den slet ikke viser dato! :)

(Og uret kan jeg stille totalt efter forgodtbefindende - herligt med en veteranbil!).

  • 0
  • 4

Er ikke underligt, at de ikke tester for denne fejl - den er jo kendt, og der har været problemer tidligere.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten