Big data skal gøre fynsk rensningsanlæg miljøvenligt

Ved integration af de nyeste produktionsteknologier vil Assens nye rensningsanlæg blive et fyrtårn inden for miljørigtig og energieffektiv spildevandshåndtering. Her ses visualiseringer af det nye anlæg. Illustration: Assens Forsyning

Big data, Internet of Things og brug af open source-teknologier finder vej ind i mange industrier. For ud over at være definerende ord i hypen omkring Industri 4.0, kan der være mange gevinster at hente her og nu for virksomheder, der integrerer de nye teknologier i deres produktion.

På Fyn har de fået øjnene op for disse muligheder. Her opfører Assens Forsyning et nyt rensningsanlæg, der skal trække på mange af de nyeste teknologier og sikre energieffektiv spildevandsrensning med minimal miljøpåvirkning. Det sker blandt andet ved en reduktion af udslip af drivhusgasser, som det fremgår af en pressemeddelelse.

Læs også: DTU-forskere får kontrol over klimaskadelig lattergas fra rensningsanlæg

Ved at indsamle og analysere data fra blandt pumper og rør i rensningsanlægget vil det i det nye anlæg være muligt at hente historik, følge opdaterede online informationer og lave fremskrivninger af anlæggets processer.

Det er planen, at denne integration af big data blandt andet skal bruges til at tilpasse rensningen af spildevandet, så man opnår den højeste genanvendelsesværdi af spildevandet og minimerer udslip af CO2 og lattergas. En tilpasning der sker automatisk, eftersom alle datakilder som sensorer, pumpestationer, vejrradarer og droner er forbundne og kommunikerer i et netværk, der styres fra en open source it-platform.

To sideløbende projekter

Det højteknologiske rensningsanlæg bliver til ved to sideløbende projekter. For det første bygger Assens Forsyning selve rammerne om det nye anlæg, der forventes at blive taget i brug i 2019, mens projektet HEPWAT (Higher Environmental Performance in Waste Water Systems) står for at udvikle designet og den tekniske opsætning af anlægget i perioden 2017-2018.

HEPWAT er et udviklingsprojekt, der har til sigte at skabe anlægget i Assens, så det bliver et foregangsanlæg for spildevandshåndtering på globalt plan. Projektet sker i samarbejde mellem Assens Forsyning, Grundfos, Krüger, DTU Miljø, ARTOGIS, Konsulentfirmaet Ivan Häuser og franske Bassi Consulting, der vil bruge det nuværende rensningsanlæg i Assens til, i et såkaldt LiveLab, at lave test på den tekniske opsætning til det nye anlæg.

Selve udviklingsprojektet er budgettet til 43 mio. kr, hvoraf en tredjedel kommer fra Miljø- og Fødevareministeriets MUDP-midler, der bliver uddelt til udviklingen af projekter, som kan demonstrere nye miljøteknologiske tiltag. Her er HEPWAT ét af fem nyligt præsenterede Fyrtårnsprojekter.

Læs også: Spildevandsanlæg vil producere energi

Stor energieffektivitet

Som det fremgår af pressemeddelelsens indledning, får den danske vandbranche med HEPWAT ‘endnu et fyrtårn – et projekt, der skal demonstrere det ypperste Danmark kan præstere inden for rensning af spildevand’.

Med integrationen af de smarte teknologier vil HEPWAT også sikre en energieffektiv rensningsproces, der kan rense kvælstof på mere ressourcebesparende vis og overføre mere organisk stof til biogasfremstilling. Således er det tanken, at spildevandssystemet, ud over at indkøbe, også skal producere og sælge energi.

Læs også: Fagfolk: Løfterne i forsyningsstrategien holder ikke vand

Forhåbningerne er, at teknologierne designet til Assens' nye anlæg skal kunne sælges som en samlet løsning eller som delelementer til rensningsanlæg i både Danmark og udlandet.