Big data sender folk med den rigtige elevator

Illustration: Kone

Svimlende en milliard. Så mange mennesker bliver hver dag flyttet via en elevator eller rulletrappe fra den finske elevatorkoncern Kone. Tallet kan lyde bizart og en anelse oppustet, men med 1,2 millioner elevatorer og rulletrapper fra Kone fordelt rundt om i verden, blandt i metroen i indiske Dehli og Beijing, så bliver det til mange mennesker på en dag.

Sidste år satte Kone turbo på digitalisering af de mange elevatorer og rulletrapper, der ofte kører helt autonomt og uden kontakt til omverdenen ud over den lille knap, der ringer op til en alarmcentral.

Kone har udviklet en digital platform i skyen, der kan opsamle data fra sensorer i den enkelte elevator om brugen af elevatoren og elevatorens tilstand. Denne brug af Internet of Things (IoT) løser to udfordringer for producenten:

Ved at OpsamlE sensordata og behandle dem i en digital platform baseret på IBM’s Watson IoT-platform kan Kone dels forebygge kø ved elevatorer og dels forebygge nedbrud, idet serviceteknikere tilkaldes, før fejl bliver kritiske Illustration: Kone

For det første reduceres omkostningerne til elevatoren med forudsigende vedligehold, idet serviceteknikere får mulighed for at gribe ind, før fejl bliver kritiske, og planlægge vedligehold over tid. For det andet bruger Kone data om brugen af elevatorer til at forbedre flowet i bygninger, så der er mindre ventetid til blandt andet elevatorer. Altså at flytte mennesker hurtigere igennem bygninger.

Der skal være et reelt behov

Her et år efter ibrugtagningen af den digitale platform, der er baseret på IBM’s Watson IoT-platform, er omkring 180.000 ud af de 1,2 millioner enheder i eller anden form koblet på den digitale platform.

»Ikke alle bruger den nyeste teknologi og kan generere data på alle parametre og funktioner. Det kommer til at tage en del år, før alle vores enheder er koblet på skyen. Der skal være et reelt behov, før vi gør det. Vi skal ikke implementere ny teknologi bare for teknologiens skyld,« fortæller Henrik Ehrnrooth, administrerende direktør i Kone.

Med sine 100 år på bagen har Kone i mange år fungeret som en helt traditionel maskinbygger. Men i takt med at flere enheder kobles online, er behovet for nye kompetencer vokset markant.

»Vi er historisk en virksomhed, der har lavet alt selv fra bunden. I dag tager vi i langt højere grad eksterne partnere ind, eksempelvis IBM og Salesforce. Teknologi er vigtigt, men ikke det vigtigste – det er at løse vores kunders behov. Bare tænk på de mange forskellige wearables, der strandede på hylderne, fordi de reelt ikke opfyldte noget behov, siger Henrik Ehrnrooth.

Kina ligger på øverste etage

Selvom Kones hovedkvarter ligger i Finland, er det ikke det europæiske marked, der skriger på de nye data­drevne teknologier i elevatorer.

»Asien er klart det største vækstmarked med Kina i front. Når vi lancerer ny teknologi, er det kineserne, der er mest interesserede og investerer mest,« fortæller Henrik Ehrnrooth.

Hos den finske koncern bliver over halvdelen af de nye elevatorer og rulletrapper solgt til Asien – faktisk 63 pct. af alle nye elevatorer i 2017.

Sikret mod hackere

Elevatorerer er blevet brugt i action­film igennem årtier til dramatiske scener, hvor både helte og skurke kravler op igennem loftet og klatrer løs i rebene i skaktene. Et af fremtidens dramatiske scenarier er, at ondsindede hackere kan låse eller stoppe elevatorer på afstand, i takt med at virksomheder som Kone, Otis eller Thyssenkrupp giver deres udstyr en online-opkobling. Men ligesom meget andet IoT-udstyr går kommunikationen i Kones elevatorer kun én vej, og det er ud.

Industriel IoT er stadig et forholdsvis abstrakt begreb for mange. Vi vil gerne afmystificere området. Anna Wäck, salgsdirektør for vedligehold, Kone

»Du kan ikke styre vores elevatorer på afstand, fordi vi kun sender data ud af elevatorerne og ikke ind. Man kan simpelthen ikke fjernstyre elevatorerne, uanset om man har gode eller onde hensigter. Det sikrer os mod cyberangreb,« siger Henrik Ehrnrooth.

Tidligere bestod vedligeholdes- cyklussen af periodevise tjek og så mere akutte udrykninger, når en dør satte sig fast, eller mekanikken brød sammen. Fremover bliver serviceteknikerne sendt med ud en foreløbig diagnose i lommen på baggrund af realtidsdata, Kone får ind om elevatorerne. Hvis en dør eksempelvis åbnes langsommere end normalt, er det måske et tegn på, at den vil gå i stykker i den nærmeste fremtid og skal have et besøg.

»Industriel IoT er stadig et for- holdsvist abstrakt begreb for mange. Vi vil gerne afmystificere området. Helt konkret oversætter vi kommunikationen mellem elevatoren og skyen,« siger Anna Wäck, salgs­direktør for vedligehold hos Kone.

Styrer flowet i bygninger

Selvom det at flytte mennesker i højden ikke er den mest avancerede opgave, så kan Kone hente data på op mod 200 forskellige parametre, altså lige fra temperatur, knappernes funktionalitet og til, hvor elevatorerne befinder sig og bevæger sig i skakten, og en lang række andre tekniske specifikationer. Det kan bruges til at skubbe til brugernes adfærd i bygninger.

»I en kontorbygning var flere lejere frustrerede over ventetiden ved en central elevator. Her kunne Kone konstatere, at elevatoren fungerede fint, men at der næsten dagligt blev dannet køer, fordi møde­lokalerne var placeret på én sal og selve kontorpladserne på en anden, så når der blev afholdt mange møder, var der klemt ved elevatorerne. Udfordringen blev løst simpelt ved at flytte om på mødelokalerne, så de lå i forlængelse af medarbejdernes kontorpladser, fortæller Henrik Ehrnrooth.

Ingeniøren var inviteret til Helsinki af Visit Helsinki, et kommunalt ejet marketingsbureau i Helsinki, for blandt andet tale med Kone om digitalisering af elevatorer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

... Not unnaturally, many elevators imbued with intelligence and precognition became terribly frustrated with the mindless business of going up and down, up and down, experimented briefly with the notion of going sideways, as a sort of existential protest, demanded participation in the decision-making process and finally took to squatting in basements sulking. ...

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten