Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Bezos' rumfartsselskab bygger solceller af månestøv

PLUS.
Her ses solcellen, der er skabt af en efterligning af månestøv - og en dag skal give strøm til en base på Månen. Illustration: Blue Origin

I årtier har idémagere leget med tanken om at bygge solceller af månestøv for at give strøm til en månebase.

Først nu ser det ud til, at idéen kan blive en realitet.

Jeff Bezos’ rumfartsselskab Blue Origin er nemlig lykkedes med at fremstille en solcelle ud fra en efterligning af månestøv.

Teknologien går under overskriften Blue Alchemist, og i projektet har selskabet over flere år hyret et utal af forskellige eksperter inden for alt fra geologi til materialevidenskab.

Fremstillingen af solceller er et led i en større satsning fra Blue Origin, der handler om at udvikle teknologier til en permanent tilstedeværelse på Månen - og senere Mars.

Det fokus passer ind i Nasas planer og igangværende Artemis-mission, som Blue Origin i årevis har bejlet til.

I det 'blå alkymist'-projekt er forskerne begyndt med at foretage en grundig analyse af månestøv og lavet en komplet efterligning både i tekstur og indhold.

Næste skridt var at udvikle en elektrolyseproces til at udvinde brugbare materialer fra støvet, vel og mærke en teknologi, som er simpel, skalerbar og kan bruges på Månen.

I en reaktor ses oxygen-boblerne som et restprodukt fra elektrolyseprocessen, hvor metallerne bliver udvundet:

w1.gif

Med elektrolyse udskiller forskerne jern, silicium og aluminium i en proces, hvor ilt er et biprodukt, der også kan bruges af f.eks. astronauter på en månebase.

Ifølge Blue Origin er det lykkedes både at producere ledningerne i en solcelle og den afgørende silicium med en renhed på 99,999 procent. Og det helt uden brug af kemikalier.

Blue Origin holder stadig tæt med flere af detaljerne omkring teknologien, men en blog-post afslører, at de flytter og smelter materialet ved 1.600 grader celsius:

srp_melt_edit.gif

I fremstillingen laver Blue Origin også en glasbeskyttelse til solcellerne, for uden beskyttelse vil cellerne kun klare få dage i miljøet på månen. Blue Origins vurdering er, at deres solceller kan holde et årti.

Som sagt er detaljerne omkring solcellerne få, og Blue Origin oplyser ikke nærmere detaljer om fremstillingsprocessen eller cellernes effektivitet. Udmeldingen fra firmaet understreger dog, at Blue Origin stadig har store visioner, især om rejser til Månen.

*Solceller skal være en af de første ting, der skal produceres på en månebase, ifølge Blue Origin: *

Illustration: Blue Origin

Firmaet har tidligere budt ind med at bygge en månelander til Nasas Artemis-mission. Landeren ville firmaet flyve på deres kommende New Glenn-raket, som kan blive en af verdens allerstørste raketter med en højde på 98 meter.

Blue Origin måtte dog se sig slået af SpaceX, der fik til opgave at bygge en månelander for Nasa i form af deres Starship.

Nasa har til gengæld tildelt Blue Origin en Mars-mission, hvor de skal flyve to rumfartøjer ud i et kredsløb om Mars med New Glen-raketten.

Planen er, at det allerede skal ske næste år. Skal de planer holde, så er forventningen, at der meget snart vil ske en første prøveflyvning med New Glen-raketten. I modsætning til SpaceX er Blue Origin meget hemmelig med deres planer, så en opsendelse kan være lige om hjørnet.