Der bliver flere og flere beviser på, at perfluorerede stoffer (PFC) er skadelige i de koncentrationer, som findes i mennesker. Det fastslår professor Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, Aarhus Universitet. Hun har netop offentliggjort en videnskabelig artikel, som dokumenterer en sammenhæng mellem udviklingen af brystkræft og koncentrationen af PFC i grønlandske kvinder.
Brystkræft var næsten fraværende i Grønland frem til 1960'erne. En ekstrem stigning har gjort, at det i dag forekommer knap halvt så ofte som i Danmark. Aarhus-professoren tog til Grønland for at studere udviklingen og ledte i første omgang efter en sammenhæng med de mere kendte miljøgifte som dioxin og PCB.
»Så kommer PFC'erne ind på tavlen, og de slår langt kraftigere ud i sammenhæng med brystkræft end de andre miljøgifte,« fortæller hun.
Studiet omfatter 80 pct. af de grønlandske kvinder, der udviklede brystkræft fra 2000 til 2003, men det drejer sig stadig kun om 31. Niveauet af PFC-stoffer i deres blod var ca. dobbelt så højt som de raske grønlandske kvinders.
»Når vi kan vise en statistisk signifikant sammenhæng med så få, er der grund til at råbe vagt i gevær,« siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.
Langt mere statistisk pondus er der bag en undersøgelse af sammenhængen mellem PFC og kronisk nyresygdom. Den omfatter knap 4.600 mennesker og viser, at amerikanerne med højest indhold af PFC i blodet har næsten dobbelt så høj risiko for at udvikle sygdomme som dem, der har mindst. Andre studier peger på, at PFC er hormonforstyrrende, fører til lavere sædkvalitet og kan påvirke den kvindelige fertilitet.
Modsat f.eks. PCB og nedbrydningsprodukter efter sprøjtegiften DDT er befolkningen på Færøerne og i Grønland ikke særligt udsat for fluorforbindelserne. Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen påpeger, at niveauet af de mest skadelige forbindelser, PFOS, er ens hos danske og grønlandske kvinder, mens danskerne generelt har dobbelt så meget af de stadig tilladte PFOA'er i blodet som grønlænderne.
Så selv om der sker en vis ophobning i fødekæden, er forureningen af menneskekroppen hovedsageligt et spørgsmål om livsstil og om at være tæt på de produkter, der indeholder stofferne, konkluderer hun.
Aarhus-professoren har fået 22 mio. kr. af Det Strategiske Forskningsråd til at undersøge, hvad gravide kvinders eksponering for PFC betyder for deres børns sundhed. Hun skal følge de gravide og deres børn i fem år i Grønland, Danmark, Kina og Norge.
»Vi har en mistanke om, at det er særligt kritisk, hvis stofferne påvirker barnet allerede i fostertilstanden,« siger hun.
De såkaldte per- eller polyfluorerede stoffer (forkortet PFC for per-/polyfluorinated compound) må ikke forveksles med fluor i den form, der findes i eksempelvis tandpasta. Der er tale om flere tusinde langkædede molekyler med en række fællestræk.
Det bliver brugt, fordi de skyer fedt og vand. Deres anvendelser er mange. Ud over emballage til fødevarer findes de i imprægnering, som beskytter bl.a. tekstiler mod fugt og snavs. Polyfluorerede forbindelser forekommer således i mange møbler og tæpper, men også i de populære Gore-Tex-jakker, rengøringsmidler, plastmaling og slip-let-pander.
Ifølge seniorforsker Urs Berger fra universitetet i Stockholm indtager vi ca. 75 pct. af de skadelige fluorstoffer, der findes i kroppen, med vores mad.
Polyfluorerede stoffer er meget svært nedbrydelige. De ophober sig både i miljøet og i organismen, og de er målt overalt på kloden og i alle de folkeslag, der er undersøgt for dem. Modsat miljøgifte som PCB og dioxin sker ophobningen ikke i fedtvæv, men derimod i organerne, hovedsageligt i lever og nyrer.
De bedst kendte af stofferne har navnene PFOS (perfluoroktansulfonat) og PFOA (perfluoroktancarboxylat). PFOS var tidligere meget udbredt til bl.a. brandslukning, men er i dag forbudt til langt de fleste formål i den vestlige verden. PFC'er, der kan nedbrydes til PFOA, er derimod fortsat tilladt.
