Beskidt regn, bøvlede sadler og bjørnetjeneste plager bycykelbrugere

Illustration: Gobike

Selv for elcykler er der ikke altid medvind på cykelstierne. Det har både fonden og leverandøren bag bycyklerne i København og på Frederiksberg måttet erkende. Siden de første cykler trillede ud i hovedstaden i 2014, har brugerne trampet knap fem millioner kilometer på cyklerne, men ikke uden problemer, fortæller fondens PR- og kommunikationschef, Iben Keller.

Regn driller skærme

»En af vores udfordringer er touchskærmene på cyklerne. Når det regner, kommer der alt muligt skidt ned sammen med dråberne. Det kan i nogle tilfælde danne en hinde på skærmene, så de ikke registrerer, når folk prøver at logge ind via skærmen. Jeg ved, at flere brugere har oplevet at stå og prøve at logge ind i regnvejr, uden at der sker noget som helst,« fortæller hun.

Beskidt regn over byen blev et problem for de trykfølsomme skærme. Illustration: Gobike A/S

Læs også: Teknikborgmester om bycykler: Vi kunne ikke finde en hyldevare

Løsningen er egentlig ligetil. Skærmen skal tørres af med en klud, vædet med en spritopløsning. Men det er jo de færreste brugere, der har det med i tasken.

»Vi gør det selv, når vi kommer rundt på stationerne, men det kan man selvfølgelig ikke kræve af brugerne,« siger Iben Keller, som i stedet anbefaler brugerne at tilknytte deres rejsekort eller et kontaktløst betalingskort til deres konti, der begge kan bruges som login-alternativer.

»Man kan godt nok stadig ikke bruge skærmen, men du vil altid kunne logge ind og komme ud at køre. Det har virket hver gang for mig.«

Artiklen fortsætter efter grafikken

Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

Justerbar sadel gik ned

Til gengæld har det været svært at finde et work-around, der løser problemet med den justerbare sadel.

»Sadelpinden kan køres op og ned efter samme princip som en kontorstol. Der sidder en gascylinder i pinden, som hjælper med at køre sadlen op. Det skulle være rigtig smart, men det har faktisk ikke rigtig virket. Så der er mange, der har kæmpet med at indstille sadlerne. Derfor har vi valgt skifte det ud med en mere simpel løsning,« fortæller Iben Keller.

Den nye sadelpind er langt mere simpel end den oprindelige. Desuden kan sadlen nu justeres til både højere og lavere positioner end førhen, så også brugere under 1,60 meter har en chance for at nå pedalerne. Illustration: Gobike

Læs også: Københavns milliondyre bycykler holder stille

Foreløbigt har omkring 200 cykler fået den simple hæve/sænke-funktion monteret. Ud over at være mere driftssikker tillader den simple løsning både højere og lavere sædeposition end den tidligere løsning, så også brugere under 1,60 kan nå pedalerne.

Reparation var en bjørnetjeneste

Det sidste problem, der har plaget cyklerne, er selvpåført. I januar sidste år gik det op for fonden, at cyklerne ikke kunne dreje så skarpt, som det var aftalt, at de skulle kunne. For at udbedre fejlen var man nødt til at skille styret ad, fræse løbegangen i styrene ud og samle det hele igen. Umiddelbart en simpel procedure. Men mekanikernes hjælp viste sig at være en bjørnetjeneste. I den avancerede bycykel er der nemlig samlet mange kabler inde i stellet, og da samtlige 1.860 cykler var reparereret, begyndte der er at opstå problemer med forbindelsen mellem batteriet og de elektriske komponenter på nogle af cyklerne.

»Der er nogle af vores brugere, der har oplevet, at motorassistancen pludselig slår fra, eller at cyklen går helt offline, fordi strømforsyningen fra batteriet falder helt ud. Det har vi lært af. Man skal virkelig tænke sig om, inden man begynder at skille cyklerne ad,« siger Iben Keller.

Mål: 500.000 flere ture i 2017

Hverken DSB eller de kommunale ejere har sat noget mål for, hvor mange der skal bruge bycyklerne. Bycyklerne skal blot 'bidrage til at forbedre mobiliteten i regionen, koble sig på den øvrige kollektive trafik og bidrage til at mindske trængslen i byen', som der står i Københavns Kommunes beslutningsgrundlag.

Antallet af brugere vokset jævnt gennem 2016. Nu håber By- & Pendlercykel Fonden, at de kan komme op på 1,5 mio. ture i 2017. Illustration: By- og Pendlercykelfonden

Fondens første direktør meldte imidlertid en målsætning ud om, at hver cykel i gennemsnit skulle udlejes tre gange om dagen efter to års fuld drift. Det ville med den nuværende tidsplan svare til 2018. Og fonden mener faktisk, at de er godt på vej i den retning, siger Iben Keller.

»Tre ture om dagen ville være lige over to millioner ture i 2018. Og vores interne mål hedder 1,5 mio. ture i 2017. Det vil være en realistisk målsætning.«

Læs også: Fejl i styr sætter bycyklen ud af drift

Inden for kort tid lancerer fonden løsninger til virksomheder og organisationer. Desuden er andre pakkeløsninger under overvejelse.

Gobike leder efter medvind

På grund af den nye prispakke kan fonden ikke på nuværende tidspunkt sige, om den vil få overskud i 2017. Men mindst lige så afgørende for by- og pendlercykelsystemet er økonomien hos Bikeshare Danmark og moderselskabet Gobike. De seneste offentliggjorte regnskaber fra selskaberne er fra 2015. De viste store underskud og negativ egenkapital på henholdsvis -26 mio. kr. og -37 mio. kr. Og på papiret ser det ikke meget bedre ud på nuværende tidspunkt, medgiver advokat N.E. Nielsen, der tiltrådte som bestyrelsesformand for begge selskaber i sommeren 2016.

»Årsrapporterne fra 2015 var ikke ligefrem opmuntrende læsning. Tager man udgangspunkt i dem, er det svært at forstå, at selskaberne stadig eksisterer. Og i de kommende årsrapporter vil tallene være stort set magen til. Vi er først gået formelt i drift i oktober 2016, så der er ikke kommet mange indtægter i kassen i 2016.«

Men netop det faktum, at bycykelsystemet efter en tumultarisk begyndelse nu er i drift, har været udgangspunktet for, at Gobike og Bikeshare har kunnet tiltrække investorer.

»Hovedindsatsen har været på at få bycykelsystemet i drift. Det er både afgørende i forhold til den kontrakt, vi har med By- & Pendlercykel Fonden, for at vi kan tiltrække andre kunder, og for at vi kan få investorer med. Sideløbende med idriftsættelsen har vi arbejdet på få en ny struktur i selskaberne og få gang i en ny finansieringsrunde. Vi regner med at have en afklaring på plads i løbet af januar måned.«

Så ved siden af de røde tal i årsrapporten regner N.E. Nielsen med at kunne skrive, at der er nu er investorer om bord, der sikrer Gobike og Bikeshare et nyt økonomisk grundlag.

»Vi tror på, at det er muligt at lave en struktur og et kapitalgrundlag, der gør det muligt at fortsætte selskaberne på et forsvarligt og ordentligt grundlag. Når det er på plads, skal vi til at se på, om vi kan komme videre ud i Danmark og Europa.«

Emner : El-cykler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor er der ikke blot valgt en touchskærm med et ikke-kapacitivt panel - ligesom i f.eks. mange nyere biler? Så kan den benyttes med handsker, i regnvejr, med "betræk" af bakterier, savl, bræk og hvad der ellers kan ramme sådan en cykel.

  • 5
  • 0

Ideen er desværre blevet overhalet at teknologiudviklingen. De fleste har en mobiltelefon, der kan navigere. Så behovet for en trykfølsomt panel, eksisterer ikke. En holder til en mobil skulle værre tilstrækkelig. Der er for meget overflødigt udstyr, der giver ophav til øget sårbarhed. Der er gået på kompromis med robustheden.

  • 0
  • 0

Alle lygter der blænder skal forbydes, næsten alle biler blænder, de seneste år er der kommet et stort tal af cyklister der blænder hverandre. (teknopati) Lampe-tilsynet har totalt svigtet, er de i lommen på bil- og lampe-producenterne ?, noget tyder på det. Det lugter lidt for meget af diesel-gate. Bycyklerne er ikke de værste blændere, men de hører med til blænd-flokken.

Et netværk af 100 km helårs-cykelgader, koster det samme som 1 km Metro, det skulle kommunen hellere havde brugt pengene på.

  • 1
  • 4

Selvfølgelig, men hvis den skal bruges til navigation i en holder gennem byen på en regnfuld dag, så jeg tror de fleste vil afstå fra at bruge den.

Jeg tror ikke jeg forstår hvad du mener. Hvis bycyklen i stedet for touch-computeren havde en vandtæt lomme hvor man kunne placere sin telefon, så ville den da fint virke som navigator i al slags vejr.

Udlændinge kan downloade kortet til deres telefon, så skal de ikke bruge noget data.

Men det er typisk med offentlige løsninger, at de skal være så fine og perfekte og prisen er underordnet, fordi det er jo alligevel nogle andre, som betaler.

  • 2
  • 0

Det forhindrer så betjening af telefonen. .. og så er vi tilbage til problemet med den indbyggede (våde) tablet. ;-)

Når man kører på cykel, skal man følge trafikken. Dvs. der burde ikke pilles ved hverken telefon/tablet. Bluetooth til håndfri kørsel. Det er slemt nok med fodgængere til er totalt afskåret fra omverdenen med en mobil som opmærksomhedssluger. Så jeg holder mig til at det er en overkompliceret gadget, som kun det offentlige kan finde på at skyde penge i. En produktudvikling, version2 om man vil savnes. Målet er vel en mere robust model med færre udgifter til vedligehold, mere trafiksikkerhed er heller ikke af vejen.

  • 1
  • 1

"Siden de første cykler trillede ud i hovedstaden i 2014, har brugerne trampet knap fem millioner kilometer på cyklerne" - dvs. det har kostet 15,86 kr pr km - hvad koster taxa?

Der er 1860 cykler, det er en stykpris på 46.634 kr

  • 1
  • 0

Når man kører på cykel, skal man følge trafikken. Dvs. der burde ikke pilles ved hverken telefon/tablet. Bluetooth til håndfri kørsel. Det er slemt nok med fodgængere til er totalt afskåret fra omverdenen med en mobil som opmærksomhedssluger.

Helt enig. Men nu var ideen at bruge en medbragt smartphone i stedet for den monterede tablet (i regnvejr). Selvfølge skal smartphonen kun betjenes, når den sidder i holder (tabletten sidder jo fast). Betjening af håndholdt gadget (smartphone) er jo ikke tilladt (bøden er 1000,- for cyklister) https://www.cyklistforbundet.dk/Alt-om-cyk...

  • 0
  • 0

Det forhindrer så betjening af telefonen. .. og så er vi tilbage til problemet med den indbyggede (våde) tablet.

Hvorfor gør det det? Der findes masser af vandtætte telefonholdere til fx cykler, som kan betjenes mens telefonen er monteret. Fx: https://www.bike24.com/p258525.html

Og ja: Den er aftagelig. Og ja: Det ved jeg godt den ikke behøver være på en bycykel; men så kunne man jo opfinde en passende holder med en let og sikker lukkemekanisme istedet for en tosset tablet.

Faster, better, cheaper :-)

  • 0
  • 0

ville passe bedre til den gamle bycykel. Sku da seriøst ikke til den mest avancerede bycykel i verdenen, hvad tænker i på. Den computer koster måske 500kr. De lommer ville gå i stykker i bunkevis. nu skal service teknikkere i øvrigt selv montere skærm, hvis cyklen skal serviceres. Det kunne være vigtigt at kunne smide information ud til turister. Den lille havfrue er lukket på grund af...etc..etc.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten