Berlin får Europas bedste lufthavn

9. december 2011 kl. 00:45
Berlins nye internationale lufthavn BER kommer til at bugne af innovative løsninger inden for passager- og trafikmanagement, sikkerheds- og energistyring. Tyskerne vil brillere med et topmål af effektivitet.
Artiklen er ældre end 30 dage

'Tysk' og 'effektivitet' er ord, der går hånd i hånd, så snart man krydser grænsen mod syd. Men ikke når ankomsten finder sted i den gamle DDR-lufthavn Berlin Schönefeld. Den kan slet ikke magte de voksende mængder af passagerer, der bruger den som indfaldsport til den populære hovedstad eller som udgangspunkt for billige flyrejser.

Men fra næste sommer er det slut med check-in-kaos, lange ventetider, antikverede informationssystemer og mangelfulde forbindelser til og fra indre by. I juni 2012 åbner den nye Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt (BER), som operatørerne på forhånd har kåret til Europas mest moderne lufthavn. Konceptet udstråler tysk effektivitet i højeste potens.

»At vi er Europas mest moderne lufthavn betyder, at vi har samlet alle de nyeste innovationer på markedet under ét tag,« forklarer Leif Erichsen, talsmand for BER.

»Implementeringen har fundet sted ud fra et ønske om at være så passagervenlig, omkostningseffektiv og bæredygtig som muligt,« siger han.

Kort afstand fra tog til check-in

Det skal være stressfrit at komme på flyet, når ferie- eller forretningsrejsen venter, og det skal gå hurtigt at komme hjem til Bundesliga på tv. Derfor holder tog til og fra Berlin kun 50 meter fra check-in-skranken. Herfra ekspederes bagagen med et system, der sorterer op til 15.000 kufferter i timen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De rejsende har aldrig langt til gaten, for lufthavnen er placeret midt mellem de to start- og landingsbaner. Og ankommende passagerer ledes ud af lufthavnen og ind til byen med et intelligent trafiksystem, der viser den hurtigste vej lige her og nu.

»Vi forventer, at BER i begyndelsen vil blive frekventeret af godt 27 millioner passagerer årligt. I og med at lufthavnen udvikler sig til et internationalt trafikknudepunkt, kan vi trinvist udvide terminalen med nye moduler, så den til slut kan klare 45 millioner passagerer årligt,« forklarer Leif Erichsen.

Rejsendes og medarbejderes færden i lufthavnen er ifølge talsmanden indlejret i et optimeret sikkerhedskoncept med nye biometriske systemer, intelligent overvågning og en hermetisk adskillelse af offentlige og afspærrede områder.

Klimavenlig energistyring

BER vil desuden være Tysklands grønneste lufthavn. Den 220.000 m2 store hovedterminal bliver angiveligt 27 procent mere energieffektiv, end tyske normer forlanger det, bl.a. ved hjælp af et innovativt klimaanlæg, et geotermiske anlæg i terminalens søjler og et enormt kuldelager. Således står lufthavnen også til at spare 11.000 ton CO2 pr. år i forhold til tilsvarende, konventionelle byggerier.

»Vi bliver Tysklands mest CO2-venlige lufthavn,« lover Leif Erichsen.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger