Benzinbiler skal have partikelfilter fra 2018
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Benzinbiler skal have partikelfilter fra 2018

kombineret partikelfilter

Efter september 2018 skal alle nye benzinbiler, der sælges i EU, være forsynet med partikelfiltre for at kunne overholde de nye krav til emissioner, der i går blev besluttet ved en afstemning i Det Europæiske Råds Tekniske Udvalg for Motorkøretøjer (TCMV).

Kravet kommer som en udløber af dieselgate og bygger på undersøgelser fra blandt andet den uafhængige tyske inspektionsvirksomhed, TÜV, der viser, at moderne benzinmotorer med elektronisk brændstofindsprøjtning (GDI-motorer) udleder op mod 1.000 gange flere skadelige mikropartikler end ældre benzinmotorer med karburator og 10 gange flere partikler end moderne dieselmotorer.

Læs også: VW risikerer ny milliardbøde

Prisen for at få de nye motorer til at køre langt længere på literen, og dermed også udsende mindre CO2, viser sig altså at være en markant stigning i udledning af mikropartikler. Det er det højere indsprøjtningstryk på GDI-motorerne, der skaber langt flere af de mikropartikler i udstødningen, der kan trænge ind i lungerne på mennesker.

På den baggrund har EU-Kommissionen foreslået og nu med stor opbakning fra medlemslandene besluttet, at benzinbilerne bliver omfattet af det nye Real Driving Emissions (RDE)-regelsæt, som allerede fra næste år begynder at bliver indfaset i de forskellige EU-lande.

Det skærpede krav betyder, at alle nye benzinbiler fra 2018 må have monteret partikelfilter for at kunne overholde det nye regelsæt.

Undersøgelser udført af den grønne interesseorganisation Transport and Environment har vist, at partikelfiltre på GDI-motorer kan reducere partikeludledningen med op mod en faktor 1.000.

Lempede krav til dieselbiler vedtaget

Sammen med de nye regler for benzinbiler stemte landene også for en lempet udgave af det oprindelige krav til dieselbiler, der skal begrænse deres udledning af NOx.

Læs også: Næsten alle nye dieselbiler overskrider grænser for NOx

I den nye udgave af NOx-forslaget, som medlemslandene kunne blive enige om, får dieselbilerne lov til at overskride de nye grænseværdier for NOx, når motorerne er kolde, og mens de udfører rensecyklus af deres partikelfiltre. Lempelserne er indført for at give bilproducenterne en fair chance for at kunne nå at overholde den nye RDE-standard i 2020.

Ud af de 26 medlemslande stemte 23 lande for de to forslag. Kun Ungarn, Tjekkiet, og Rumænien stemte imod, mens Slovakiet undlod at stemme. Vurderingen fra EU er, at ekstraomkostningerne til montering af partikelfiltre på benzinbiler vil udgøre under 1.000 kr. pr. bil.

Kommentarer (17)

Kære Ingeniøren, det er nu stort set hver uge at I bringer en historie fuld af misforståelser.

EU har aldrig lovgivet om navngivne teknologier (på transportområdet). EU fastsætter grænseværdier for bla. emissioner. Disse grænseværdier fastsættes udfra ønsket om at opnå en given luftkvalitet - ikke for at gennemtvinge introduktionen af en navngiven teknologi.

Som konsekvens af nye grænseværdier følger ofte ny teknologi. Tilbage i 1993 medførte nye krav indførsel af tre-vejs katalysatorer på benzinbiler. For nogle år siden resulterede indførsel af nye krav til antallet af partikler at nye dieselbiler er udstyret med partikelfiltre.

  • 16
  • 0

...at der i 2018 kommer en afgiftslettelse på benzinbiler for at imødekomme denne urimelige ekstraudgift som bilisterne pålægges, samtidig med at afgifterne på elbiler får et hak mere opad?

  • 11
  • 11

Hej Ken

Tak for dit svar.

Det er korrekt, at partikelfiltre i sig selv ikke er et krav fra EU, men at det bliver konsekvensen af EU´s nye krav.

Jeg har rettet i artiklen, således dette fremgår tydeligere.

Vh - René Kornum

  • 5
  • 0