Omlægningen af den danske affaldssektor fra forbrænding og hen mod mere genanvendelse har fået sin helt særlige og kulørte case i balladen om det fælleskommunale affaldsforbrændingsanlæg på Amager.
Balladen begyndte med et - for nogle - overraskende nej fra Københavns Borgerrepræsentation til at yde Amagerforbrænding en lånegaranti på 4 milliarder kroner til et nyt og større forbrændingsanlæg - det såkaldte Amager Bakke. Selskabets øvrige fire ejerkommuner havde allerede sagt ja.
Nejet udløste en ualmindelig skarp debat mellem Amagerforbrændings direktion og bestyrelse på den ene side og Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), på den anden. En tone, der utvivlsomt er blevet ekstra skarp, fordi Amagerforbrænding allerede havde valgt leverandør til anlægget, inden lånegarantien var kommet i hus.
Amagerforbrænding kritiserede kommunen for, at den ikke meget tidligere havde signaleret, at den ikke ville acceptere en udvidelse af kapaciteten, mens borgmesteren på sin side forsvarede sin ret til at kræve et bedre beslutningsgrundlag for en så stor investering. Det skulle ske i form af en businesscase på et halvt så stort anlæg kombineret med en alternativ affaldsbehandling, der bedre matcher kommunens politik om at minimere affaldsmængderne samt at øge sortering og genanvendelse markant.
Siden gik sagen helt i hårdknude, men nu har borgmesteren - i pressen - oplyst, at hun vil arbejde på et kompromis sammen med de andre ejerkommuner. Selvom Amagerforbrænding ikke har leveret den alternative businesscase, som borgmesteren havde forlangt blandt andet på Ingeniøren online. Borgmesteren har dog i mellemtiden fået sin egen forvaltnings nye prognoser for affaldsmængderne på plads.
Hvordan sagen ender, ved vi selvsagt ikke, men diskussionerne om affaldsmængder, fjernvarmeleverancer, nye teknologier og liberalisering illustrerer de usikkerheder og udfordringer, som sektoren står over for, når EU og politikere ønsker fokus på ressourcerne i affaldet og på øget genanvendelse.
Øgede affaldsmængder er et centralt argument fra Amagerforbrændings side for et større anlæg.
Selskabet brænder i dag 400.000 ton affald af, men mener, at affaldsmængderne til forbrænding vil stige til omkring 640.000 ton i 2040, fordi København har en vision om, at økonomien skal vokse med 5 pct. om året. Selv med øget genanvendelse vil mængden til forbrænding stadig ligge på 500.000 ton, vurderer Amagerforbrænding, og derfor mener selskabet, at der er brug for at udvide ovnkapaciteten.
Amagerforbrænding har 'kun' fået tilladelse til at afbrænde 440.000 ton affald total set. I stedet opererer selskabet i deres forretningsplan med at fyre biomasse ind i ovnene, hvis der er mangel på affald og brug for mere varme. Ellers vil man importere affald fra andre kommuner eller fra udlandet.
Københavns Kommune vurderer derimod i sin spritnye ressource- og affaldsstrategi, som sendes i offentlig høring i dag, fredag, at affaldsmængden kun vil stige 1 pct. årligt frem til 2018, men at mængden til forbrænding vil falde fra 323.700 ton i 2010 til 260.000 ton i 2018, fordi man øger genanvendelsen markant ved en række initiativer, som er beskrevet i strategien. I 2024 er mængden steget til 273.700 - men her er ikke taget nye initiativer.
Bag tallene ligger en befolkningstilvækst på 1,9 pct. kombineret med den faktiske stigning i affaldsmængderne i perioden 2001-2008, som var ganske beskeden. Faktisk viser tallene, at mængden af husholdningsaffald pr. københavner er faldet markant siden 2007 - fra 425 kg til 375 kg pr. indbygger i 2010.
Der er altså langtfra enighed i vurderingen af fremtidens affaldsmængder mellem de to parter.
Værdien af fjernvarmen fra affaldsforbrændingsanlægget er en anden diskussionen, idet affaldsvarme ikke mere betragtes som CO2-neutral varme på linje med biomasse, fordi plastindholdet i affald er relativt højt.
Ifølge kommunens udregninger udleder Amagerforbrænding 140.000 ton CO2 om året, men da Københavns Kommunes varmeforsyning skal være CO2-neutral i 2025, er det nødvendigt at reducere CO2-udledningen markant.
Det kan ske enten ved at begrænse afbrændingen eller ved at udsortere plasten. Ved helt at fjerne plast fra affaldet nedsætter man dog brændværdien markant, da 40-50 pct. af brændværdien i affaldet kommer fra plasten.
Amagerforbrænding fremhæver på sin side, at et nyt forbrændingsanlæg er mere effektivt og derfor af sig selv vil reducere CO2-indholdet pr. GJ varme fra 32,5 til 24,4 kg CO2 pr. GJ.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer i øvrigt, at varmen fra forbrændingsalægget kan undværes i fremtiden, da Københavns Energi planlægger et nyt flisfyret kraft-varme-værk på Amager.
Så også her er der stor afstand mellem parternes vurderinger.
Så er der selve teknologidiskussionen, som handler om, hvorvidt de alternative anlægstyper til bioforgasning eller sortering, som kommunen kræver vurderet, er klar til brug i dag. Herhjemme er erfaringerne med disse teknologier meget sparsomme, men de findes og anvendes i udlandet i et vist omfang.
Generelt afviser Amagerforbrænding de to konkrete typer anlæg - Renescience til sortering og Solum til kompostering/bioforgasning - som realistiske alternativer til forbrænding lige her og nu. Selskabet citerer Rambøll for at mene, at de først er modne om 10-15 år.
Bag diskussionen her ligger det centrale spørgsmål om, hvem der skal drive teknologiudviklingen.
Endelig er der så hele den igangværende EU-drevne liberalisering af affaldssektoren, som kan forvandle 'hvile i sig selv-virksomheder' som Amagerforbrænding til virksomheder, der skal/vil handle ud fra businesscases, og som skal ud at konkurrere om erhvervsaffald fra andre forbrændingsanlæg. Måske også på sigt om husholdningsaffaldet.
I Amagerforbrændings tilfælde medfører det ekstrem fokus på, at anlægget skal være stort, fordi det er godt for businesscasen, men et stort anlæg medfører også en stor risiko for fejlinvestering, hvis nogle af forudsætningerne ikke holder.
Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningens notater finder man det problematisk, at et fælleskommunalt selskab kun ser på økonomien og ikke tager hensyn til ejerkommunernes interesser og målsætninger - for eksempel den største ejerkommunes affaldsstrategi. Endelig må man vel regne med, at det til syvende og sidst netop er ejerkommunerne - og dermed borgerne - der økonomisk skal holde hånden under selskabet, hvis den 4 milliarder kroner dyre investering ikke kan tjene sig hjem.
En yderst følsom diskussion, som også rækker langt ind i landspolitik.
Det bliver utvivlsomt spændende at følge forhandlingerne om Amager Bakke. I det fælleskommunale affaldsselskab L 90 har 13 ejerkommuner her i foråret valgt at udskyde investeringen i et nyt anlæg til 1,1 mia. kroner, som skulle brænde 190.000 ton affald af om året. Begrundelsen var usikkerhed om fremtidige affaldsmængder.
