Bell bygger første store kampdrone med tiltrotor
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bell bygger første store kampdrone med tiltrotor

Illustration: Bell Helicopter

Helikopterproducenten Bell har afsløret en ny kampdrone med tiltrotor, som selskabet håber på at afsætte som det amerikanske marinekorps’ første store kampdrone. V-247 Vigilant, som den nye drone hedder, blev præsenteret ved en pressekonference i Fort Worth i Texas forrige torsdag.

Den nye drone markerer ifølge producenten selv et teknologispring inden for tiltrotor-droner, som i sig selv udgør et brud med den hidtidige brug af ubemandede luftfartøjer, hvis man spørger Bell. V-247 Vigilant bliver dog ikke den første tiltrotor-drone med militære anvendelsesmuligheder.

Israelske IAI præsenterede i 2010 rekognosceringsdronen Panther, russiske VR-Technologies lancerede tidligere i år sin RHV-35, og sydkoreanske Korea Aerospace Research Institute præsenterede for få uger siden TR60, som ifølge producenten er parat til samlebåndsproduktion allerede nu. Bell udviklede selv den mindre Eagle Eye 918 med henblik på det amerikanske søværn allerede i 1990’erne. Men Eagle Eye-projektet blev skrottet, da efterspørgslen udeblev, og den nye V-247 Vigilant bliver den første tiltrotor-drone i det amerikanske forsvars dronekategori 5, som i dag omfatter de store overvågningsdroner RQ-4 Global Hawk og MQ-4C Triton såvel som kampdronen MQ-9 Reaper.

Uden landingsbane

Det amerikanske marinekorps råder i forvejen over de mindre rekognosceringsdroner RQ-21 Blackjack og RQ-7 Shadow, men er stadig afhængigt af det amerikanske luftvåbens hunter/killer-droner MQ-9 Reaper og MQ-1 Predator. Dem er der imidlertid rift om inden for det amerikanske forsvar, og marinekorpset er specifikt på udkig efter et alternativ, der kan opereres fra skibe eller fra landjorden uden landingsbane. Bell har med V-247 indtil videre stillet med den eneste selvudråbte kandidat, og toppen af US Marine Corps har allerede nu udtrykt begejstring over den nye tiltrotor-drone.

Læs også: Kampdroner skal bidrage til ballistisk missilforsvar

V-247 Vigilant vejer 7.300 kg og har en lasteevne på op til 5.900 kg, hvilket bringer bruttovægten op på tre gange så meget som for en Reaper-drone. Den har en marchhastighed på 460 km/t og en tophastighed på 560 km/t. Den kan operere i en radius på 2.600 km og være på vingerne i 17 timer uden genoptankning, og den er i stand til at lufttanke. Vingerne kan sammenfoldes, så to af dronerne kan klemmes ind i et Globemaster III-transportfly.

Klar i 2023

Marinekorpset har ikke udpindet en nøjagtig kravspecifikation for sit kommende droneindkøb, men man leder efter en drone med kapacitet til overvågning, luftangreb og elektronisk krigsførelse, som kan komplementere korpsets bemandede tiltrotor-fly MV-22 Osprey og kampflyet F-35, som marinekorpset modtager i B-versionen, udviklet til kort takeoff og vertikal landing.

Bell har endnu ikke indgået aftale med en motorleverandør til sin nye drone, men leder efter en motorkapacitet på op til 4.410 kW, fortæller selskabet til FlightGlobal. V-247 har tre indvendige lastrum og plads til to pyloner under hver vinge, og den kan udrustes med de samme Hellfire luft til jord-missiler, som i dag anvendes til Predator og Reaper, såvel som de nye JAGM-missiler.

Ifølge Bell kan den være klar til samlebåndsproduktion i 2023.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Krig vinder jo en del på det æstetiske område når den ikke efterlader blod på støvlerne eller på hænderne.

Specielt civilt blod er jo utroligt svært at vaske af.

  • 3
  • 0

Nu hvor fremtiden måske ser ud til at det skal føres med robotter, imod robotter.

Hvorfor så ikke gå tilbage til spillet for konger, netop skak, og så få det hele afklaret i løbet af en eftermiddag.

Jo færre ansigter vi får sat på modstanderen, desto mere ligegyldig kan oplevelsen af krig være, så kan man jo lige så godt afgøre det over et parti skak.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten