Danske læger og forskere har nu udsigt til at få den første offentlige stamcellebank herhjemme. I løbet af foråret tager en arbejdsgruppe under Danske Regioner stilling til fordele og ulemper ved en stamcellebank med blod fra navlestrenge, og regionsformand i Region Nordjylland Ulla Astman (S) er spændt.
»Jeg kan se mange fordele i at bruge stamceller til behandling. Og er der fagligt og økonomisk grundlag for en stamcellebank i Danmark, stiller jeg mig positiv over for det,« siger hun til Ritzau.
Ifølge forsker i human genetik ved Aarhus Universitet Thomas G. Jensen er der lagt op til en afgrænset stamcellebank, og det kan han godt støtte.
»En stamcellebank med et bredt udsnit af danskere er spild af ressourcer og svarer til at skyde gråspurve med kanoner, men i afgrænset målestok giver det mening,« siger han til Ingeniøren.
Ifølge Thomas G. Jensen er det i de fleste tilfælde slet ikke nødvendigt at opbevare stamceller fra en selv eller ens familie. Faktisk er det ofte en fordel at bruge stamceller fra andre end patienten.
»Til behandling af leukæmi kan det være en fordel med fremmede celler, fordi der er en fordel ved en mild grad af immunreaktion, og ved behandling af arvelige sygdomme kan fremmede celler også være at foretrække, da man undgår celler med anlæg for den sygdom, man prøver at bekæmpe,« siger han.
På Rigshospitalet glæder klinikchef Morten Bagge Hansen, Region Hovedstadens blodbank, sig også over udsigten til en stamcellebank. I dag koster det nemlig typisk 200.000 kroner at importere en portion stamceller fra udlandet.
»Vi slipper for transporttiden og for at vurdere flere forskellige stamceller fra udlandet,« siger Morten Bagge Hansen til Ritzau.
Vores nabolande Sverige og England har allerede etableret stamcellebanker, hvor man kan donere navlesnore til behandling. Og i sidste uge smed EU en halv milliard kroner efter en europæisk stamcellebank, hvor man skal forske i kroppens stamceller.
Alt tyder også på, at en offentlig stamcellebank har befolkningens opbakning. I en undersøgelse af Epinion lavet for den danske stamcellebank Stemcare svarer 70 procent af danskerne, at de støtter en offentlig stamcellebank.
I øjeblikket går forskningen inden for stamceller så stærkt, at det er svært at vide, hvor stort behovet for netop stamceller fra navlestrenge bliver i fremtiden.
Stamceller bliver efterhånden skabt på et hav af forskellige måder, f.eks IPSC-celler. De er ‘almindelige’ celler, der - f.eks. via genmanipulation - er bragt i en tilstand, hvor de opfører sig som stamceller. På den måde kan man bruge hudceller fra patienten til at frembringe stamceller.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard