Begavelsens pris

Det er en rigtig fin fredag. Middagssolen hænger fredsommeligt over Østjyllands Postcenter i Risskov nord for Århus, hvor 35-årige Stig Gulbæk og hans kolleger fylder de gule lastbiler med tomme postbure, før eftermiddagens runde til en stribe af omegnens virksomheder. Stig Gulbæk har prøvet det før. Han har kørt post i cirka ti år, og han kender dagens rute ind ad Ringvejen og ned om Tangkrogen og videre syd ud af Århus til bevidstløshed. Vejene kender han, indkørslerne kender han og virksomhedernes bagindgange kender han. Og det er såre fint, for det tillader ham at sidde bag rattet og i stilhed lytte til P1 og fordybe sig i egne tanker, som han har gjort det meste af sit liv.

Det er rart at passe sig selv og være alene, så man kan tænke over tingene. Det passer mig udmærket, siger han. Stig Gulbæk er drønende intelligent. Når det handler om stringent logisk tænkning, tilhører han en eksklusiv gruppe på den bedst begavede procent af befolkningen. Men han har samtidig levet isoleret i store dele af sin opvækst, følt sig anderledes, trådt ud af fællesskaberne grublende over, hvorfor han ikke kunne etablere kontakt med skolekammeraterne herunder de medstuderende gennem godt fire år på Ingeniørhøjskolen i Århus. På denne smukke fredag er der imidlertid ikke tid til fordybelse, for Ingeniøren er med på passagersædet for at høre Stigs historie om et skoleliv på sidelinien, en ingeniøreksamen pænt under det jævne, vejen ud af ensomheden og et science-fic tion manuskripts skæbne i Hollywood.

Budskabet

Vendepunktet i hans liv kom for nogle år siden, da Stig - provokeret af en kollega ved sorteringen hos posten, der hævdede, at han var mere intelligent end Stig - tog en intelligenstest hos foreningen Mensa. Testen viste at jeg lå på plus 155, og det vil sige i den øverste ene procent. Jeg tænkte, at nu havde jeg fundet forklaringen på mange af mine problemer, og det hjalp mig til at forstå mig selv. Mange sociale problemer hidrører fra høj intelligens, siger han. Stig fortæller stille og velovervejet om sine erfaringer, mens vi langsomt siver gennem den tætte fredagstrafik i Århus. Det kan lyde besynderligt, at kimen til en delvis kuldsejlet tilværelse skulle ligge i for høj intelligens. Men for Stig er det blevet et vigtigt budskab at få ud. Det er samtidig årsagen til, at han i flere tilfælde har berettet om et lidet glamurøst liv til vidt forskellige medier som lastbilmagasinet "Roadlife" og TV2 Nyhederne. Jeg vil gerne bidrage til, at folk forstår, at fordi man har en høj intelligens, bliver man ikke automatisk læge eller advokat. Jeg ved i dag gennem mine kontakter i Mensa, at en del har samme erfaringer som jeg, nemlig at høj intelligens kan føre til social isolation. Det kan jeg også se på de reaktioner, jeg får fra andre bagefter, når jeg har medvirket i interview fortæller han. Egentlig var han ikke rigtig overrasket over resultatet til testen. Jeg havde haft på fornemmelsen siden folkeskolen, at jeg havde højere intelligens. Jeg fungerede dårligt socialt, fordi jeg havde svært ved at snakke med de andre. Jeg forstod ting, de ikke forstod, og jeg fattede ikke, hvorfor de kun ville snakke om kedelige ting. Når jeg sagde noget, gik snakken i stå, og de vendte ryggen til. Det var som om, at de ikke forstod de dybere lag i tingene, husker han.

Isolationen

Efter folkeskolen gik Stig på EFG med en lidt diffus plan om at blive fotograf. Han gad ikke læse tykke bøger, men manglen på lærepladser som fotograf ledte til en tur omkring det tekniske gymnasium, HTX. Det var lidt en forlængelse af folkeskolen. Lærerne var typisk ingeniører og ikke særlig gode pædagoger. Jeg lærte vel ikke så meget, men det var jo også min egen skyld. Efter et sabbatår med tilfældige kortvarige job begyndte Stig i slutningen af firserne på uddannelsen til maskiningeniør på Ingeniørhøjskolen i Århus. Han fik en kammerat, men ellers ændrede mønstret sig ikke synderligt. Han trissede alene omkring på kollegiet. Et par sporadiske kæresteforhold gik i sig selv. Han koncentrerede sig ikke om stoffet. Han engagerede sig ikke i studiet eller i studiekammeraterne. Jeg kunne jo godt forstå stoffet, men havde meget svært ved at tage mig sammen. Jeg var deprimeret og indelukket og savnede overskud og lyst til at læse. Det var en negativ spiral. Så kigger man tomt på siderne og kommer ikke ind i stoffet. Jeg fik typisk seks- og syvtaller i karakterer, men fik dog til sidst en eksamen, fortæller han med et suk. Stig fik ikke ingeniørrelevant arbejde efter sin eksamen som teknikumingeniør. Før han begyndte på studiet, ville optimistiske forlydender ellers vide, at arbejdsgiverne ville sende karavaner af busser til skolens indgang, den dag de studerende trådte ud med afgangsbeviserne i hånden. Men i 1993 var der overskud af maskiningeniører, og der kom ingen busser. Og så er jeg ikke nogen ørn til at skabe netværk, og det var nok medvirkende til, at jeg ikke fik noget job, vurderer han.
Afklaringen

Siden har han så arbejdet på posten i Århus. Han overvejer stadig at finde tilbage til ingeniørfaget, men uden den store optimisme bag overvejelserne. Uddannelsen er ikke holdt vedlige, og med ti års forældelse er der store huller i den faglige viden. I mellemtiden har han fundet interesse for at skrive og leverer i dag trofast indlæg og klummer til Mensas medlemsblad. De handler hyppigt om hans hjertesag, nemlig hvordan man bedst lærer at leve med høj intelligens. Jeg tror, det er vigtigt, at skolen lærer at forstå signalerne fra børn med høj intelligens. De skal lære, at de ikke er mærkelige, men blot anderledes fordi de er højt begavede. Så skal man sætte dem i kontakt med andre børn, der har det på samme måde i specialklasser, men ikke nødvendigvis hele tiden, siger han. Stig erkender, at specialklasser for super-begavede børn ikke har nogen stor stjerne i det danske skolesystem. I debatten fremhæves Japan ofte som skræmmemodel, men sammenligningen holder ikke, mener Stig. I Japan er det netop almindeligt begavede børn, der placeres i eliteklasser, og det er dømt til at skabe vanskeligheder. Man skal ikke fortælle dem, at de er bedre end andre. Det er ikke indfaldsvinklen, på samme måde som klasser for svage elever heller ikke er taber-klasser. Men mange intelligente børn vil ofte blive aggressive og ødelægge undervisningen i en almindelig klasse, eller de vil trække sig ind i sig selv. Man skal forstå, hvorfor man er anderledes, uddyber han. Trods de mange år uden for fællesskabet, føler Stig i dag, at han er ved at bryde skallen. Han er blevet gift og har en dreng på fire år. I Mensa finder han ligestillede, som han er på bølgelængde med. Han har søgt job på en friskole som lærer i matematik og filosofi. Han sysler med planer om at skrive brugsanvisninger, fordi han har evner for at gøre tunge tekster let forståelige. Og - nåh ja - så var der det med Hollywood. Stig skrev et filmmanuskript om et fremtidssamfund, som han ville afsætte til en agent i Hollywood. Dem findes der en bunke af, så han fandt adresser på nettet og sendte en masse breve med en kort synops af sted. Et svar kom retur med den lakoniske besked, at modtageren havde skiftet adresse. Nedtur. Men nu er manuskriptet omskrevet til romanform og inde ved et dansk forlag til bedømmelse. Når jeg ser mig selv nu, synes jeg, at jeg har udviklet mig personligt. Jeg ville gerne have vidst noget før, hvorfor jeg var udenfor, da det kunne have ændret mit syn på mig selv, men jeg føler, at det går den rigtige vej nu.