Becel-margarine kan skade helbredet

"Når man køber margarine, må man ikke stå og grine."

Denne gode gamle børneremse gælder stadigvæk. Endda i meget høj grad, hvis man køber Becel-margarinen ProActiv, som er kendt fra tv-reklamerne.

Becel-margarinen ProActiv kan nemlig være skadelig for helbredet, og fødevaremyndighederne har nu vurderet, at markedsføringen af fedtstoffet er ulovlig, skriver Forbrugerinformationens Nyhedsbrev i dag.

Selv om Becel ProActiv virker kolesterol-nedsættende, forebygger det ikke hjertekarsygdomme - tværtimod forhindrer det optagelsen af andre vigtige stoffer fra maden.

Derfor overtræder producenten Unilever markedsføringsloven, når produktet markedsføres som om det kan forebygge hjertekarsygdomme, fastslår Fødevaredirektoratet.
Ernæringsrådets formand Arne Astrup er tilfreds med, at myndighederne nu griber ind.

»Markedsføringen af Becel-produktet misvisende og vildledende over for forbrugerne og potentielt skadelig. Vi har i Ernæringsrådet set på dokumentationen bag Becel-produktet, og jeg kan sige, at vi ville aldrig have tilladt det i Danmark, hvis det stod til os. Der er ikke skyggen af dokumentation for, at produktet nedsætter forekomsten af hjertekarsygdomme,« siger Arne Astrup.