BASF-farvel til brændselsceller skaber travlhed hos dansk konkurrent
Det lyder umiddelbart som en trist historie for branchen, men sådan ser Hans Aage Hjuler, direktør i brændselscelleproducenten Danish Power Systems, det ikke:
»I samme øjeblik, BASF meddelte lukningen af fabrikken i USA, begyndte nye kunder at henvende sig til os. Det har gjort, at vi har fået virkelig travlt, og at vi nu accelerer vores planer om at udvide produktionskapaciteten,« fortæller han. Danish Power Systems er en af bare fem virksomheder på verdensplan, der fremstiller højtemperatur PEM-brændselsceller.
Læs også: Tysk kemikoncern: Vi nedprioriterer vores brændselsceller
Allerede i maj måned løftede administrerende direktør i BASF's New Business Unit Stefan Blank sløret for, at BASF droslede ned for udviklingsaktiviteterne inden for højtemperaturbrændselsceller af PEM-typen, og Hans Aage Hjuler vurderede allerede dengang, at der nok også ville komme en beslutning om selve produktionen. Derfor kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at fabrikken i USA lukker:
»For så store virksomheder som BASF er det ofte et krav, at omsætningen når en vis størrelse inden for en afgrænset tidsperiode. BASF har investeret massivt i udvikling af brændselsceller, uden at omsætningen kunne følge med. Der er derfor ganske naturligt, at de nu skærer den del væk,« forklarer han.
Hos Danish Power Systems følger man en anden strategi:
»Hvor en stor virksomhed som BASF sætter sig et mål om at omsætte for f.eks. én mia. kroner inden for en afmålt årrække, så følger vores omsætning udviklingen i markedet,« forklarer Hans Aage Hjuler, der regner med, at BASF’s lukning vil betyde flere danske arbejdspladser.
Den danske forskning i højtemperatur PEM-brændselsceller er koncentreret omkring DTU Energikonvertering, og her mener sektionsleder Jens Oluf Jensen heller ikke, at BASF’s beslutning vil påvirke tiltroen til brændselscelleteknologier hverken i Danmark eller i resten af verden:
»Selvfølgelig skaber det lidt uro, når en stor spiller som BASF vælger at lukke en fabrik. Men forskning i brændselsceller er en langsigtet investering, hvor man ikke får de store afkast af sin forskning med det samme,« siger Jens Oluf Jensen.
BASF skriver i en pressemeddelelse, at man forventer, at markedet for brændselsceller vil vokse betragteligt. Derfor holder virksomheden også fast i fremstillingen af materialer til brug i katalysatorer og forskellige former for brændselsceller.
