Barskt regnvejr forsinkede hjemsendelse af trætte astronauter

Et barsk regnvejr over sletterne i Kasakhstan udsatte i slutningen af sidste uge hjemkomsten for tre astronauter fra rumstationen. Efter landingen i tæt tåge måtte de venter en halv time i kapslen inden bjærgningsmandskabet nåede frem.

De tre astronauter, Oleg Novitskiy, Evgeny Tarelkin og Nasas Kevin Ford, skulle allerede torsdag være frakoblet rumstationen og tidligt fredag morgen have landet på stepperne i Kasakhstan. En kraftig regn med lave skyer i området betød, at astronauterne torsdag fik besked på, at hjemturen var udsat et døgn. Det skete kort før de skulle til at kravle ind i deres Soyuz-TMA06-kapsel.

Vejret i landingsområdet var så slemt, at bjærgningshelikopterne ikke kunne lette og flyve frem til den position, hvorfra de skulle flyve ud til rumkapslens landingssted. Som noget sjældent besluttede den russiske rumfartsorganisation Roskosmos, efter samråd med Nasa, at udsætte hjemturen en dag.

Fredag kunne de tre astronauter så frakoble deres Soyuz-fartøj fra rumstationen og begynde hjemturen efter 144 dage i rummet. Hjemturen og landingen forløb herefter som planlagt, og rumkapslen ladede i tæt tåge tidligt lørdag morgen kl. 5.10 i Kasakhstan.

Astronauterne Oleg Novitskiy, Evgeny Tarelkinog og Nasas Kevin Ford, da de lørdag blev bjærget efter 144 dage i rummet. (Foto: Nasa) Illustration: Nasa

Nogle få minutter senere rapporterede Soyuz-kaptajn Oleg Novitskiy, at besætningen var i god behold og afventede bjærgningsmandskabet. Bjærgningsmandskabet nåede frem en halv time senere og kunne hjælpe de tre afkræftede astronauter ud af kapslen og placere dem i liggestole pakket ind i tæpper, mens de fik en hurtig medicinsk undersøgelse.

Herefter blev de fløjet med helikopter til byen Kostanai, hvorfra de to russerne blev transporteret sig til Moskva, men Kevin Ford blev fløjet med Nasa-fly direkte til Johnson-rumcenteret i Houston.

De tre astronauter blev opsendt til rumstationen den 23. oktober sidste år og har under deres ophold foretaget 2.304 omkredsninger af Jorden og tilbagelagt 98 millioner kilometer.

Rumstations bebos nu af tre astronauter; Chris Hadfield, Roman Romanenko og Thomas Marshburn, som i slutningen af marts får tre nye logerende, når en ny besætning sendes op.

Dokumentation

Nasas pressemeddelelese: http://www.nasa.gov/mission_pages/station/expeditions/expedition34/e34_undock.html