Banedanmark weekendlukker S-bane for at teste ny software

Illustration: Christian Østergaard

Normalt er softwareopdateringer til S-banens nye signalsystem noget, Banedanmark ruller ud, når togene holder stille i løbet af natten. Men fordi næste softwareopdatering er usædvanligt stor og kræver, at personalet ændrer procedurer, har Banedanmark valgt at lukke strækningen mellem Hillerød og Gentofte hele weekenden alene for at teste den.

Den seneste test af softwaren viste nemlig flere alvorlige mangler, fortæller assisterende programchef Torben Arnbjerg-Nielsen fra Banedanmark:

»Vi var ikke tilfredse med resultatet, da vi testede softwaren sidste år. Blandt andet var der fejl i visningen af hastighedsnedsættelser i førerrummet.«

Læs også: Softwarefejl på nye signaler vil plage S-togene resten af året

Den nye software skal også sørge for, at togene automatisk stopper, hvis en køreledning bliver revet ned. Men grænsefladen mellem systemerne fungerede heller ikke under den seneste test.

»Softwaren skal vise kørestrømsstatus i trafikstyringscentralen, men det kunne vi heller ikke være sikre på, fungerede.«

Læs også: Genstart har ikke løst signalproblemerne på S-banen

Derfor blev leverandøren bedt om at forbedre koden, og det er den nye kode, der skal testes denne weekend, hvilket betyder, at togpassagererne må tage togbusser i stedet.

Testen kommer til at foregå ved, at den nye softwareversion installeres natten til lørdag. Derefter kan lokoførere og personalet i trafikstyringscentralen teste den og øve sig på de nye procedurer lørdag og søndag, hvorefter softwaren afinstalleres igen.

Hvis testen viser, at systemet fungerer, skal det installeres endeligt henover endnu en weekendspærring i maj.

Signalsystemet på S-banen bliver udskiftet frem mod 2021. Endnu er der dog stadig problemer med softwaren. En test her i weekenden, skal vise om den nye version fungerer. Illustration: Banedanmark

Færre sporspærringer fremover

Når systemet ruller ud på de næste strækninger – Jægersborg-Svanemøllen, Klampenborg-Svanemøllen og Hellerup-Ryparken samt Farumbanen – kan passagererne forhåbentlig nøjes med en enkelt spærring, siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

»Når vi laver testen nu, så er det for at være helt sikre på, at systemet virker, før vi ruller det ud på de næste strækninger. Man kan ikke undgå en enkelt sporspærring, når systemet skal installeres på en strækning, men de efterfølgende softwareopdateringer bør være noget, som vi kan installere om natten, som vi også har gjort på teststrækningen flere gange.«

Signalsystemet på S-banen skal efter planen være installeret på alle strækninger i 2021.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er så spændende om man herved får fjernet de(n) fejl der var med lange stræk og skift imellem signalsystemer. En fejl der først blev erkendt når togene kørte videre end på prøvestrækningen. Den situation kan man ikke eftervise ved blot at køre på prøvestrækningen.

  • 2
  • 0

Nu har vi på Hillerød strækningen så ofte haft afbrydelser de sidste 30 år, at flere og flere køber bil nr 2. Jeg er lykkelig for at min kone er gået på pension så jeg ikke mere skal rykke ud for at hente hende de mærkeligste steder hvorfra togene ikke kører mere.

Det er utroligt for der er 84 S togstationer der førhen var manuelt betjente, der ikke gav anledning til så store problemer som nu. Der var en billetdame , der var toiletter og en "stationsforstander" eller 252 personer til døgndrift stationerne Jeg garanterer at der er langt flere ansatte til at implementere den såkaldte IT person besparelser.

  • 14
  • 6

Når man ser på gener og ulemper, herunder omkostninger til busser og ikke mindst selve driften, så er det da interessant om de samme penge - ihvertfald de direkte omkostninger (altså ikke gener og ulemper) - kunne være brugt på alternativ test. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, det er et spørgsmål om at tænke alternativt.

Er denne alternativ vurdering lavet og hvor er det dokumenteret ?

Bare "mere af det samme", busser, er ikke svaret. Det MÅ være muligt.

  • 4
  • 0

Mon ikke det stadig er sådan, at DSB betaler togbusserne og mister billetindtægterne, mens Banedanmark tester. På den måde, er det altid billigere for Banedanmark at spærre Hele strækninger - nogle gange endda bare som "buffer".

Strukturen under Transportministeriet er ganske enkelt ikke optimal, men det er jo en anden - og velkendt - historie

  • 7
  • 0
  • er der mon tænkt og beregnet på alternativerne - eller er gener for brugerne bare noget som ikke kvantificeres ?

Jeg er sikker på, at man i sidste ende skal lave full-skala test, men jeg er ikke - på det foreliggende grundlag - sikker på, at der er lavet tilstrækkelig tests, som kan minimere full-skala testen. Fredag klokken aften til søndag klokken aften er 48 timer - det er rigtig lang tid.

Hvordan tester man det nævnte SW inden denne full-skala test ?

Har de mon hørt om simulatorer - som til skibe og fly ?

P.S.: Jeg har engang holdt et review af en stor, mission critical SW løsning. Projektlederen kunne ikke svare på hvorfor der ikke var planlagt en large-scale test - "det kan man jo ikke" ...... Selvfølgelig kunne man hyre 1000 studerende til at stress-teste dette (digitale telefon-)system. Og det gjorde man så !

  • 4
  • 1

Vi er dødtrætte af Bane Danmarks evindelige week-end lukninger af Hillerød strækningen - det er så himmelråbende inkompetent at jeg græmmes. Lav dog udviklingsarbejde på en lukket strækning.

  • 4
  • 2

Lav dog udviklingsarbejde på en lukket strækning.

Den eneste strækning, som de har nu, hvor de kan teste med S-tog. De sidste tests skal ske med de rigtige tog og med det personale som skal drive det, da det også test af om både materiel og personale er klar til at taget det i brug.

Jeg er sikker på, at man i sidste ende skal lave full-skala test, men jeg er ikke - på det foreliggende grundlag - sikker på, at der er lavet tilstrækkelig tests, som kan minimere full-skala testen.

De teste også de få timer om natten, hvor der ikke kører tog. Plus de har miljøer, hvor de kan simulere drift.

  • 0
  • 0

Som jeg husker, fra sidste gang man testede, så var et af problemerne at man ikke havde fået lavet en fuld end-to-end test. Togene kørte fint på strækningen Jægersborg - Hillerød, men når de så skulle køre fra Hillerød til Køge, med lange køretider og skifte mellem to signalsystemer, så skete der fejl. De test man kører nu, er nok baseret på disse erfaringer, Jeg tror at Banedanmark har forsøgt at forberede sig så godt som muligt, herunder testet så meget som muligt i 'mindre' miljøer. Om deres leverandør så har gjort det denne gang, det er et andet spørgsmål. Til sidst kan man så som 'gammel sur mand' hvordan det så skal gå med testen af signaler på fjerntogsnettet, når de en gang kommer så langt.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten