Banedanmark lader lederne stå af ræset

2. marts 2008 kl. 12:00
Manglen på arbejdskraft har påvirket Banedanmark til en karrierepolitik, hvor de ansattes behov tilgodeses.
Artiklen er ældre end 30 dage

Fejl på sporene mellem København og Århus har i flere år været en plage for mange togpassagerer. Men for civilingeniør Niels Fisher-Nielsen, der var sektionschef for sporvedligehold og eftersyn i Banedanmark, var fejlene en hovedpine, der satte ham under hårdt pres. Og for 2,5 år siden måtte han opgive lederansvaret fra den ene dag til den anden efter 25 år som leder i virksomheden.

»Min redning var en direktør, der over en nat prompte fandt en løsning for mig. Jeg var i lang tid for loyal til at åbne munden, fordi det var tydeligt, at jeg var ved at gå ned med stress. Jeg var opfarende og hidsig og udviste alle de typiske stresstegn,« siger den 59-årige Niels Fischer- Nielsen.

Løsningen for ham blev et job som chefkonsulent med ansvar for at udvikle de tekniske regelværker på Banedanmarks spor.

»Jeg kom ind på en hylde, hvor jeg føler mig respekteret som fagmand og tekniker,« fortæller han.

Vigtigt med balance i livet

Tacklingen af Niels Fischer-Nielsens situation er et udtryk for den måde, Banedanmark bevidst arbejder med at holde på sine medarbejderes viden og kompetencer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge HR-direktør Charlotte Smidt er det afgørende, at ledelsen fører en dialog med medarbejderne om vigtigheden af, at de har balance i livet. At virksomheden og medarbejderne skal passe til hinanden - i alle livets faser.

»Niels Fischer er en nøglemedarbejder med spidskompetencer, som virksomheden har hårdt brug for. Derfor var det vigtigt at finde et nyt job til ham, som både han selv og virksomheden blev glad for.«

Alt efter om medarbejderne vil være leder eller menig medarbejder, være mere teknisk orienteret eller have mere fokus på drift, så forsøger virksomheden at lave et match.

»Fra øverste ledelsesniveau er der en accept af, at det er helt okay at vælge at blive menig medarbejder efter en årrække som leder,« siger Charlotte Smidt.

Lytter til medarbejdernes behov

Trafikplanlægningschef Peter Sonne er en anden medarbejder, der har mærket virksomhedens politik udført i virkeligheden. For et år siden opgav han sit job som teknisk driftschef, fordi det driftsorienterede lederjob ikke matchede hans natur for at være udviklingsorienteret.

»Det betyder meget for mig, at Banedanmark har en politik, som rummer, at vi kan blive omfordelt. Der bliver lyttet til mine behov og der bliver taget hånd om, at jeg bliver placeret på en post, som jeg egner mig bedre til,« siger Peter Sonne.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger