Kliniske forsøg med stamceller målrettet hjertepatienter er skudt i gang hos Novo Nordisk og partneren Heartseed.
De to virksomheder annoncerede deres samarbejde for knap to år siden og betyder, at Novo Nordisk har købt licens til Heartseeds produkt HS-001 i hele verden med undtagelse af i Heartseeds hjemland Japan.
Første patient med fremskredet hjertesvigt har fået HS-001-stamceller sprøjtet ind i hjertemusklen, og efter de første fire uger meddeler Novo Nordisk, at metoden i hvert fald har vist sig sikker nok til, at forsøget kommer til at fortsætte.
Hjertesvigt viser sig på den måde, at hjertemusklen ikke kan pumpe blod nok rundt i systemet.
Det kan gå stærkt ned ad bakke for de patienter, der har sygdommen, og ifølge Novo Nordisk, som refererer et britisk studie, dør flere end hver anden inden for fem år.
Med mange millioner patienter verden over er der derfor et stort potentiale i at hjælpe hjertet på vej, og her skal det foregå ved hjælp af oprensede hjertemuskelceller, udledt af pluripotente stamceller fra en rask donor.
Stamcellerne bliver sprøjtet direkte ind i det beskadigede hjertevæv i det midterste lag i hjertevæggen.
De første 10 patienter får behandlingen i forbindelse med, at de alligevel skal have foretaget en bypass-operation.
Det primære mål i det kliniske studie er først og fremmest at sikre, at behandlingen er sikker på længere sigt, som i første omgang er 26 uger. Det sekundære mål er bl.a. at se forbedret funktion af venstre hjertekammer og bedre bevægelse af hjertemusklen.
Stamcellerne i HS-001 består af hjertemuskelceller, udviklet fra såkaldte iPS-celler (hudceller, der omprogrammeres til tidligere stadier, red.) fra en rask donor.
Hjertemuskelcellerne samles i sfæroider, dvs. som fladtrykte kugler, der i de prækliniske studier ser ud til at forbedre cellernes levedygtighed.
HS-001 vil derpå koble sig sammen med patientens muskelvæv i hjertet med henblik på at forbedre musklens funktion og hjælpe til at danne nye blodkar.
Overlæge på afdeling for hjertesygdomme på Rigshospitalet, Jens Kastrup, arbejder selv med stamceller og har været ekstern rådgiver for Novo Nordisk i forbindelse med licenskøbet.
»Det er et banebrydende projekt. Ikke mindst fordi det er et af de første forsøg med iPS-celler fra donorer, og det er imponerende, at de har kunnet guide disse celler i retning af at blive til hjertemuskelceller,« siger Jens Kastrup.
»Det er en cellelinje, der ikke har været testet ret meget, og det er også imponerende, at studiet er blevet godkendt. Nu bliver det så spændende at se, om disse pluripotente celler holder retningen og rent faktisk bliver til de rette hjerteceller,« siger han.
Jens Kastrup mener, at de pluripotente celler har langt bedre chance for succes end de fosterstamceller, man brugte i stamcellebehandlingernes spæde start.
Dengang arbejdede man med fosterceller, som kunne udvikle sig til hvad som helst. De var simpelthen utroligt svære at styre.
»Her er de pluripotente iPS-celler fra modne hudceller nemmere, fordi disse celler stadigvæk kan blive til mange nye sikre cellelinjer ved kun at stimulere dem ud i de retninger, man gerne vil have dem til at bevæge sig i,« siger han.
En anden udfordring i stamcellefeltet har desuden været vævsmatch, altså at undgå at stamcellerne blev afstødt af immunforsvaret, og det har man forsøgt at omgå ved at udtage stamceller fra patienten selv og opdyrke og indsætte dem igen.
At få succes med donorstamceller vil dog gøre en verden til forskel, understreger Jens Kastrup.
»Der vil med iPS-celler stadig være behov for, at donor og modtager matcher vævstyper, eller at man giver en samtidig immundæmpende medicinsk behandling. Hvis man kan nå til at have cellerne på lager, ligesom man har forskellige typer blod liggende i blodbanken, så vil behandlingen blive langt nemmere og hurtigere at gå til,« siger han.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard