Bananen er truet af udryddelse

"Stakkels banan. Trods sit umiskendelige fallosagtige udseende har den ikke haft sex i flere tusinde år. Verdens mest sexede frugt er en steril, frøløs mutant - og deri ligger et problem", skriver New Scientist.

Bananen er en af menneskets ældste afgrøder. Forskerne anslår, at den første dyrkede banan blev skrællet for 10.000 år siden i Sydøstasien. Her træffer man den vildtvoksende junglebanan, som er næsten uspiselig, fordi den er fuld af hårde frø. Men nogle få planters frugter er fri for frø. Deres celler er triploide. I stedet for to sæt kromosomer (et fra hver af "forældreplanterne") har de tre, og derfor fungerer frødannelsesprocessen, hvor kromosomsættet skal halveres, ikke. Nogle af disse planter fandt stenalder-beboerne i junglen på at formere ved at plante afskårne skud. Det er efterkommerne af disse bananer, vi spiser den dag i dag.

En af sexlivets vigtigste biologiske funktioner er, at gener hele tiden kombineres på nye måder, så der i en bestand af f.eks. bananplanter er er stor variation i blandt andet immunsystemets muligheder for at producere antistoffer, som kan modstå nye angreb fra f.eks. mikroorganismer. Bananen er et skoleeksempel på, hvordan det går, hvis planterne er for ensartede, genetisk set.

Indtil 1950erne dominerede en enkelt varietet, Gros Michel, verdensmarkedet. Men så angreb en jordlevende svamp dem med såkaldt Panama-syge. Man måtte simpelthen opgive at dyrke Gros Michel-bananen, selv om den var sødere end de varieteter, der sælges i dag. I 1960erne gik man over til varieteten Cavendish, som var resistent overfor Panama-sygen, og stort set alle bananer, man kan købe i dag er Cavendish. Den har det største salg, men den er ikke den mest producerede. I Asien og Afrika er andre banansorter livsvigtig føde for en halv milliard mennesker.

I et land som Uganda udgør marker med bananplanter en trediedel af det opdyrkede areal. Banan indgår i næsten alle måltider. Men den er truet. En svampesygdom kaldt sort Sigatoka har bredt sig fra Fiji til det meste af verden. Den nåede Uganda i 1980 og fremkaldte en reduktion i udbyttet af bananer på 40 procent. I Costa Rica, hvor store multinationale selskaber har Cavendish-bananplantager, sprøjter man planterne med fungicider op til 40 gange om året! Det gør bananen til den mest intensivt besprøjtede afgrøde. Plantagearbejderne forgiftes, og mange bliver lige så sterile som bananplanterne.

I fattige lande har man ikke råd til at sprøjte som i Costa Rica, så Sigatoka og andre sygdomme er en stor trussel. Det haster med at få dyrket bananer med stor genetisk variation, så nogle af planterne kan modstå svampeangrebene. Men at genskabe variation ud fra de sterile planter er svært. Det lykkedes i Honduras, hvor plantagearbejdere dagligt hånd-bestøvede 30.000 bananplanter på 10 hektar. De anvendte pollen var fra vilde banansorter. Håbet var, at nogle af plantagens sterile planter havde dannet blot nogle få fertile blomster. Det havde de. Men det krævede åbning af 400 tons bananer at finde frøene. En si opfangede 15 frø fra den store masse bananmos. Fem af dem spirede, og ved videre krydsning med andre vilde bananer fik man frembragt planter, der er resistente overfor både Panama-syge og Sigatoka. Disse planter kan nu opformeres, men der er lang vej til at få udbredt dem f.eks. til småfarmernes marker i Uganda.

Andre arbejder på at skabe nye bananplanter ved genteknologi. Man vil sekventere bananens DNA i håb om at finde de gener, der koder for resistensen overfor svampeangreb. Disse gener kan så splejses ind i f.eks. Cavendish-bananen. Mange forbrugere vil være imod genmanipulerede fødevarer, men svampeangrebene kan måske medføre, at de store selskabers bananer alle sammen er fra GM-planter. Et firma som Chiquita kunne tænkes at gå ind for ideen. De har nemlig i 40 år sat penge i udvikling af et alternativ til Cavendish-bananen ved hjælp af klassisk krydsavl, og intet er der kommet ud af det, udtaler Ronald Romero, som er Chiquitas forskningscehef.

Bananens trængsler beskrives nøje i artiklen "Going bananas" i tidsskriftet New Scientist, 18.1.03, p.26-29.