Ballade om nedrivning af Risø-reaktor

21. februar 2005 kl. 00:00
Myndighedernes plan for at nedrive den største og farligste af Risøs tre atomreaktorer er for dyr, mangelfuld og fyldt med fejl. Det siger den ingeniør, der indtil for nylig stod i spidsen for nedrivningsarbejdet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Den måde som Dansk Dekommissionerings ledelse håndterer nedrivningen af Risøs reaktor DR3 er under al kritik. Det siger Karsten Stendal, tidligere driftschef og den, der har stået i spidsen for arbejdet.

Han er nu sygemeldt efter den alvorlig kritik af ledelsen. Ifølge Dagbladet Politiken støttes hans kritik af flere tidligere ansatte og eksperter, der har arbejdet på atomkraftværker i USA og Sverige.

Blandt kritikpunkterne er ledelsens plan om at flytte de mest radioaktive dele fra reaktoren ud i en tilstødende hal, hvor de skal skæres op.

Tidligere driftschef i Dansk Dekommissionering, Karsten Stendal, siger til Politiken Søndag, at ledelsen for det statslige nedrivningsselskab har valgt en al for risikabel strategi for nedtagningen af DR3-reaktoren. Flere tidligere ansatte og internationale eksperter bakker ham op. (foto: Lars Bertelsen) Illustration: Lars Bertelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er helt hul i hovedet. Jo mere du flytter rundt på det aktive materiale, jo mere spreder du radioaktiviteten,« siger Karsten Stendal til Politiken Søndag.

Han fik nok sidste efterår og nægtede at ombygge hallen, hvor det radioaktive materiale skulle skæres op med henvisning til, at hans folk dermed ville få unødvendigt høje doser radioaktiv stråling og dermed risikere kræft.

Blev sat ned i løn

Dette meddelte han Videnskabsministeriets departementschef Leo Bjørnskov i et notat.

Efter advarslen blev Karsten Stendal - ifølge Politiken - af Dansk Dekommissionerings ledelse frataget alt personaleansvar på reaktoren. Derudover blev han sat ned i løn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Først en måned senere - efter at Videnskabsministeriet greb ind - blev lønnen igen sat op.

Karsten Stendal er i dag sygemeldt. Han har valgt at bryde sin tavshedspligt og gå til offentligheden, fordi han frygter for konsekvenserne af nedrivningen.

»Jeg vil advare offentligheden om, at nedrivningen af reaktoren kan ende helt galt, hvis ikke nogen griber ind,« siger han til Politiken Søndag.

Karsten Stendal blev ansat på Risø i 1980. Her arbejdede han i 15 år med at bygge kolde neutronanlæg, som den danske stat solgte til atomkraftværker i Tyskland. Teknikken blev udviklet på DR3, som er den største af de tre Risø-reaktorer, der skal nedlægges.

Da politikerne i begyndelsen af det nye årtusind besluttede at skrotte Danmarks eneste atomanlæg, valgte Karsten Stendal at tage imod et job hos Haldor Topsøe.

Sidste år blev han ansat hos Dansk Dekommissionering som driftschef og ansvarlig for nedlæggelsen af DR3.

Undren hos IDA

Jurist i IDA, Michael Møllegaard Jessen, undrer sig over forløbet.

»Det ligner en straf. Og det er bekymrende, for medarbejderne skal frit kunne advare deres foresatte, hvis de mener noget er galt,« siger han til Politiken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk Dekommissionerings ledelse afviser, at Karsten Stendal er blevet straffet for at kritisere forholdene omkring nedrivningen.

Ledelsen oplyser desuden til Politiken, at man har lyttet til Stendals anbefalinger og udsat ombygningen af den hal, hvor det radioaktive materiale skal skæres op.

Ingeniøren følger op på Karsten Stendals kritik på fredag

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger