Bakterier reparerer revner i beton
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bakterier reparerer revner i beton

Bakterier kan blive betons bedste ven. Normalt er bakterier uønskede i beton, fordi nogle typer producerer syrer, der nedbryder betonen.

Men nu har hollandske forskere fra Delft University of Technology bevist, at bakterier kan bruges til at reparere selv større revner i betonkonstruktioner.

»Den nye slags beton vil være perfekt til konstruktioner, der er besværlige at vedligeholde som undergrundsbyggerier, motorveje og boreplatforme,« siger den ledende forsker, Henk Jonkers til den britiske hjemmeside nce.co.uk.

Billedet til venstre viser betonen, efter der er dannet en revne i den og billedet til højre viser, hvordan bakterierne har fyldt den to mm brede revne. (Foto: Henk Jonkers/Delft University) Illustration: Henk Jonkers/Delft University

Forskerne blander alkaliresistente bakterier i dvaletilstand i betonen sammen med et indkapslet biomineral.

Når der opstår en revne, trænger der vand og ilt ind i betonen. Det får bakterierne til at vågne, og de begynder at æde af biomineralerne. Bakterierne omsætter biomineralerne til kalksten, der hurtigt forsegler revnen igen. Når revnen er forseglet går bakterierne i dvale igen.

»Metoden er ekstremt holdbar. Bakterierne er særligt tilpassede til det meget alkaliske miljø, og de kan overleve i dvale inde i betonen i op til 50 år,« siger Henk Jonkers.

Almindelig beton har også selvhelende egenskaber, fordi overskydende cement reagerer med vand, der trænger ind i revnerne. Men ifølge de hollandske forskere er det bedre, at bruge bakterier, fordi det er så energikrævende at producere cement, at der både af økonomiske og miljømæssige årsager ikke bør være overskydende cement i den færdige beton.

Lektor Eigil V. Sørensen fra Aalborg Universitets Institut for Byggeri og Anlæg ser perspektiver i metoden.

»Det er en rigtig god idé. Det ser ud som om, at det er meget sobre forsøg, de har foretaget hidtil, så det bliver interessant at se, hvordan bakterierne vil klare sig i længerevarende test af betonens holdbarhed,« siger Eigil V. Sørensen.

Artiklen fortæller ikke, hvilken slags bakterier, Jonkers har brugt, men i tidligere offentliggjorte forskningsresultater nævner han en vis succes med en kombination af bakterier af Bacillus-familien og iblanding af calciumlaktat. Mens beton sædvanligvis ikke kan reparere større revner af sig selv, så indikerer Jonkers' forsøg, at bakterierne kan klare revner på op til to mm.

For øjeblikket er prisen på bakterier og biomineraler ca. 600 kroner for en kubikmeter beton. Det svarer ifølge artiklen til ca. en fordobling af betonprisen. Men Jonkers arbejder på at få prisen ned på ca. 130 kroner pr. kubikmeter.

»Det er lidt dyrt. Men jo større revner, bakterierne kan ordne jo bedre, og jo mere interessant er metoden,« mener Eigil V. Sørensen.

Jonkers forventer at have et kommercielt produkt på markedet inden for to år, og at det i første omgang vil rette sig mod dæklag til beton-tunneler.

Dokumentation

Læs om betonbakterierne her
Læs forskningsrapport om metoden

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg var på biblioteket i går og sad og kiggede lidt i det nyeste nummer af Illustreret Videnskab. Der var nøjagtig samme nyhed og billede.

Lidt pinligt at et populær magasin skal være først med nyheden.

  • 0
  • 0