Bakterier omdanner plastik til vanilje-smagsstof

Naturlig vanilje udvindes fra vaniljeorkideens frugtkapsel ved en forgæringsproces. Illustration: Wikipedia

I fremtiden kan plastikaffald måske være med til at give maden et ekstra pift af vanilje. E. Coli bakterier kan nemlig bruges til at omdanne plastik til vanillin, det vigtigste smagsstof i vaniljekorn.

Det viser et nyt studie fra Edinburgh Universitet. Resultaterne er publiceret i tidsskriftet Green Chemistry.

»Vores forskning er det første eksempel på, at biologiske systemer kan omdanne plast-affald til et kemikalie, der kan bruges i industrien. Det kan få en interessant betydning for den cirkulære økonomi,« siger Joanna Sadler, som er hovedforfatteren bag studiet.

Forskerne brugte laboratoriefremstillet e. coli bakterier til en kemisk behandling af den lyse plasttype PET, som bruges til at lave blandt andet flasker og emballage. Det lykkedes for forskerne at omdanne en brugt plastikflaske til vanillin.

Velsmagende upcycling

Hvert år bliver der produceret omkring 50 millioner ton PET-plastaffald. PET-plast er faktisk relativ let at genanvende, men indtil videre har det kun være muligt at omdanne det til andre plastprodukter.

Det interessante ved forskernes resultater er altså, at de viser en mulighed for at omdanne plastik-affaldet til et helt andet produkt.

»Vores arbejde udfordrer opfattelsen af plastik som et affaldsproblem. I stedet demonstrerer vi, hvordan plastik kan bruges som en ressource, der kan udnyttes til at lave produkter af høj værdi,« siger Dr. Stephen Wallace, en anden af forskerne bag studiet.

Vanillin er det stof, der giver duften og smagen i vanilje. Det bliver brugt i blandt andet fødevare og i kosmetikprodukter, og den globale efterspørgsel på vanillin oversteg 37.000 tons i 2018.

Forskerne regner med, at det vanillin, der bliver produceret når bakterierne nedbryder plasten, er egnet til at bruge i kosmetik eller madvarer til mennesker. Der er dog brug for yderligere test, før det endeligt kan afgøres.