Ændret 19.4: For visse former for bakterier er det ikke lig med nitten at blive lukket inde i et mørkt rum mutters alene og kun i selskab med uranaffald.
Bakterierne trives fint med de radioaktive stoffer, og i tilgift kan de påvirke kemien i radioaktive henfaldsproces, så affaldet kan blive en smule mere sikkert for os mennesker ved at gøre materialet uopløseligt - og dermed forhåbentlig lettere at opbevare sikkert.
Det viser forsøg foretaget af University of Manchester, skriver New Scientist.
Bakterierne formåede ved mangel på ilt at indgå i processen med radionuklider, som er atomer med en ustabil kerne, der er karakteriseret ved, at overflødig energi enten kan gå til en nylig dannet partikel i atomkernen eller til et atomart elektron. Der var tale om radionuklider fra enten uran eller neptunium – et radioaktivt grundstof, som er forholdsvist kemisk reaktivt, og som oftest udvindes fra brugt kernebrændsel som et biprodukt af produktionen af plutonium.
Når bakterierne kommer i kontakt med radioaktivt materiale såsom uran eller neptunium, viser det sig, at de påvirker de stoffer, som omgiver de radioaktive kerner. Bakterierne formår at ændre disse stoffer fra en opløselig form til en mere ikke-opløselig form.
»Mest af alt så stimulerer høje doser af radioaktivitet rent faktisk bakterierne,« sagde Jonathan Lloyd, geomikrobiolog ved University of Manchester, da forskningen blev præsenteret på det årlige møde hos det britiske selskab af mikrobiologer.
De indledende resultater understreger, at når det gælder, hvad vi skal gøre med de voksende mængder af atomaffald, så har forskere og planlæggere været alt for forhippede på at finde løsninger og opdage risici ved at kigge på videnskabelig information inden for fysik og kemi - på bekostning af biologi.
Eksempelvis er der almen enighed om, at depoter til opbevaring af atomaffaldet i hundrede af år bør bygges i cement. For sådan en konstruktion med højradioaktive materialer og cement i yderst basiske omgivelser med pH-værdier på omkring 11 burde forhindre bakterier i at gro. Men det er ingenlunde tilfældet, viser forskningen University of Manchester. Heldigvis tyder det på, at det spirende liv i et atomdepot ligefrem kan være et gode frem for onde.
For forskningen indikerer samtidig, at bakterierne kan være med til at reducere skaderne, såfremt farlige radioaktive materialer lækker og siver ud i miljøet, hvis et urandepot svigter. Denne reduktion af risiko hænger sammen med visse bakteriers evne til at indgå i stofforbindelserne med de radioaktive kerner.
Tidligere har en frygt i forbindelse med bakterier og atomaffald ellers været knyttet til, at nogle former for nukleart affald indeholder cellulose. Det er et kulhydrat, som kan være mere end vanskeligt at komme uden om, idet det er en vigtig bestanddel af planters cellevægge og udgør den største enkeltandel af Jordens samlede biomasse.
Men uranaffald med cellulose kan under basiske forhold blive nedbrudt og danne isosaccharinsyre.
Denne syre kan så indgå i en opløsning med uranen, og forvolde lækage i et depot. Men forskningen i bakteriernes rolle i urandepot tyder på, at baktierne snylter på denne syre og bruger den som en kulstofkilde og nedbryder syren, hvormed den fastholder radionukliderne i en fast form. Med andre ord kan bakterierne sørge for, at radioaktiviteten bliver på sin plads.
Forskningen vækker opsigt, fordi tidligere studier nærmest kun har koncentreret sig om de negative effekter af bakterier og radioaktiver kilder i et depot, at de eventuelle positive effekter er blevet overset.
»De positive effekter er blevet ignoreret, men vi er nødt til at lave meget mere forskning, før vi er sikre på, at disse positive effekter bliver ved med at være der, og at de opvejer alle former for negative effekter på længere sigt i forbindelse med opbevaring af radioaktivt affald,« pointerer Cherry Tweed, videnskabelig chefrådgiver for Storbritanniens Radioactive Waste Management, til New Scientist.
Hvis bakterierne rent faktisk viser sig at kunne have en givtig effekt på atomaffaldet, er det en kærkommen nyhed for briterne. De står fortsat i en prekær situation, da de har akkumuleret atomaffald på omkring 4,5 millioner kubikmeter – tilstrækkeligt til at fylde Wembley Stadium, det engelske nationalstadion og hjemmebane for fodholdholdet West Ham, hele fire gange.
Herhjemme har vi fortsat også en hovedpine, når det gælder placeringen af et slutdepot elleren midlertidig løsning for vores atomaffald.
Den seneste udvikling viser, at tidsplanen for, at Risø skulle være fri for det danske atomaffald i 2023, bliver overskredet.
Forudsætningen for, at de nukleare anlæg på Risø var dekommissioneret og grundene renset inden for tidsrammen, har nemlig ændret sig grundet de politiske udfordringer, som affaldet har forårsaget.
Derfor er Ole Kastbjerg Nielsen, direktør for Dansk Dekommissionering, ved at planlægge alternative strategier for, hvordan Dansk Dekommissionering kan afslutte deres opgave.
»Det kunne være at få frigivet så meget som muligt af de eksisterende bygninger, så det kun er de bygninger, hvor affaldet vil være, indtil det kan overføres til langtidsmellemlager eller slutdepot,« sagde han til Ingeniøren den 5. april.
**Ændring 19.4: I den oprindelige version fremgik det, at bakterierne kan påvirke henfaldsprocessen ved at omdanne de ustabile kerner fra uran eller neptunium fra at være i en opløselig form til en mere ikke-opløselig form.
Dette er ikke korrekt og bygger på en misforståelse. Bakterierne kommer ikke i kontakt med kernerne og omdanner altså ikke disse på nogen måde. Der er tale om, at bakterierne påvirker kemien i de stoffer, som omslutter kernen og gør disse stoffer mindre opløselig.
