Bagsiden: Van(d)vittige priser for tørstslukkere

Illustration: Ingeniøren

 

(Klik på billedet for at læse det med småt) Christian Eriksen er ligesom Caroline Wozniacki frontfigur for og medejer af energidrikken State Energy. Alt efter hvilken SI-enhed man tror mest på, indeholder flaskerne enten 0,4 megaliter eller 0,4 milliliter. Illustration: Allan Slot

Man kan ikke sige andet, end at Bagsidens læsere holder et vågent øje med detailhandlen og dens sløsede omgang med SI-enheder. Men her er også nok at tage fat på, lader det til – indbakken bugner med horrible eksempler. Vi bringer et par af dem her.

Først et snapshot (th.) af et enestående tilbud indsendt af Allan Slot fra Sønderborg, som funderer over, om fodboldspilleren Christian Eriksen er en tørstig mand, siden han reklamerer for denne nye vand.

»Og hvilken vand. Den indeholder 0,4 mega liter. Ja ja, og dem tager man så bare lige to af. Hmmmmm,« skriver han.

Med småt kan man nedenunder læse, at literprisen for herligheden dermed kommer helt ned på 31.250 kr. mod normalt 37.500 kr. Og for at det skal stemme med prisen, skulle flaskerne med den kostbare energidrik kun indeholde 0,4 milliliter. Måske lige i underkanten, når tørsten skal slukkes i pausen.

»Man forstår godt hvorfor der skal en pæn kendt person til at sælge disse væsker,« konkluderer Allan Slot og tilføjer:

»Vi må håbe de unge mennesker lærer at regne med liter og milliliter og kan vise de rigtige enheder der hører dertil.«

I samme boldgade finder vi dagens onlinetilbud på brunch hos den københavnske restaurant Bankeråt, som Thomas Litman fra Hareskovby faldt over på Urbanguide.dk.

»Det er ikke meget juice, man får for 31 kr., men trods alt en mærkbar besparelse på literprisen, der ‘normalt’ er næsten 10.000 kr.,« påpeger han.

Man må håbe, at kaffen er inkluderet i brunchen, når man betænker literprisen på juice. Illustration: Thomas Litman
Illustration: Ingeniøren