Bagsiden: Undervisning i elektromagnetisme?

Illustration: Susanne Larsen/privatfoto

Susanne Larsen fra Fårevejle har skrevet til os – eller rettere til jer – med en lille dimsequiz.

Det drejer sig om genstanden på billederne, som hun i forbindelse med en flytning fik foræret af sin veninde Mette Haag Pedersen. Den blev tilbage i 1992 fundet i en affaldscontainer ved jernbanesporet på Amager.

»Det ser ud til at være noget, der har været brugt i undervisning vedrørende elektromagnetisme, men hvad er det, man kan demonstrere med dette apparat, og hvordan skal man forbinde (nye) ledninger og et evt. batteri,« spørger Susanne Larsen.

Læs også: Bagsiden: Hvilken tang har bølgerillede kæber og slyngplanter?

Hun fortæller, at apparatet består af en spole, to små kompasser og noget ledningstilslutning mærket P og S. Desuden er der to elektroder på isolerede håndtag, som kan tilsluttes.

»Det bedste bud, familiens samlede kloge naturvidenskabelige hoveder – to elektroingeniører, en fysiker (mig) og en geofysiker – kunne komme op med, var at spørge bagsidens tilsammen alvidende læsere. Så det er hermed gjort,« skriver Susanne Larsen.

Det lyder som en udmærket taktik for familien Larsen, så lad os høre ude i det kloge landskab: Hvad er det dog for en dims, Susanne har været så heldig at få foræret? Vi følger op senere på Bagsiden og ing.dk.

Illustration: Susanne Larsen/privatfoto
Illustration: Susanne Larsen/privatfoto
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hej Claus, det skal jo ikke være for nemt :)

Nej, jeg tror, der er smuttet et foto ud, så nu har jeg sat det ind igen + et andet, som måske også kan bruges. Glæder mig til at høre jeres bud.

Bh. Mie

  • 4
  • 0

Det er med stor sandsynlighed et induktionsapparat. Det ses af sidste billede med fjederen, der vibrerer og dermed slutter og afbryder strømmen gennem spolen. P står sikkert for primær og S for sekundær. De to håndtag kan så bruges til at vise gnister.

  • 9
  • 1

Jeg havde et næsten mage til, og ved at trække cylinderen for enden mere eller mindre ud af spolen, kunne man styre styrken på løjerne.

  • 6
  • 0

Det er med stor sandsynlighed et induktionsapparat.

Ja, det er det med stor sandynlighed.

Midt på armen langs spolen er der en justeringsskrue, som rører den fleksible arm. Det er samtidig en kontakt, som slutter strømmen til spolen. Når strømmen er sluttet, vil spolens magnetfelt trække armen væk fra justeringsskruen og strømmen brydes igen, armen svinger tilbage mod justeringsskruen og cyklus gentages.

Der induceres samtidigt en stor spænding i spolen, som kan give gnister mellem håndtagene.

Med justeringsskruen kan man justere frekvensen til en vis grad.

Da jeg var barn i 1960-70'erne var et induktionsapparat et fast indslag i hobby- og elektronikbøger - og med simple midler byggede selv et, der kunne give et svagt stød.

  • 3
  • 0

For at forbinde den, skal man identificere hhv. primær- og sekundærviklingen på spolen - og begge viklinger skal selvfølgelig være intakte.

Hertil kan man bruge et ohmmeter.

Den ene ende af primærviklingen er måske allerede internt forbundet til den fleksible arm. Det vil derfor være nærliggende at sætte den ene prøvepind på justeringsskruen og dernæst lede efter en udgang på spolen, hvor modstanden er tæt på 0 ohm.

Batteriet skal så have forbindelse til denne udgang og justeringsskruen for at få den til at køre. Polariteten er er underordnet.

Til sidst skal sekundærviklingen identificeres. Det er to udgange fra spolen, hvor modstanden ligeledes er tæt på 0 ohm. (Man kan måske ikke udelukke, at de to viklinger er forbundet sammen i den ene ende?)

Det to elektroder skal forbindes til sekundkundærviklingen - og her skal man naturligvis tage sig i agt for højspændingen. Hold dem tæt på hinanden for at lave gnister.

Brug justeringsskruen til at få den til at køre stabilt.

  • 0
  • 0

Da jeg var barn i 1960-70'erne var et induktionsapparat et fast indslag i hobby- og elektronikbøger - og med simple midler byggede selv et, der kunne give et svagt stød.

Jeg tror dette eksemplar er en del ældre. I 60'erne var man holdt op med at bruge stofisolering. Jeg tror heller ikke det har været til hobbybrug. Og faktisk heller ikke til almindelig undervisvisning i fysisklokalet, hvor elektroderne formentlig ville have været monteret på apparatet. Måske har vi at gøre med et "electro-terapi" apparat :o) En del kvaksalvere tilbød gigtbehandling med Ruhmkorff spoler og det kan godt ligne at de store runde elektroder (de var normalt spidse) har været til hudkontakt. Er der et mærke på kassen - apparatet virker ikke hjemmelavet?

  • 5
  • 0

Jeg ved ikke hvad appartet hedder eller hvad den oprindelige anvendelse er, men jeg ved hvad det kan!

Det fungerer som en tændspole og platiner på en gammeldags ottomotor. Appartet kan skabe en høj spændingspuls ud fra en lav DC spænding.

En primærspole magnetiseres og trækker vippekontakten ind så den skaber en elektrisk forbindelse til den sekundære spole. Den sekundære spole magnetiseres og ophæver det magnetiske felt i en sådan grad at vippekontakten slipper igen. Energien i sekundærspolen aflades derefter igennem elektroderne med den dertil nødvendige spændingsimpuls. Cyklusen gentages. Det er det samme princip som giver energien/spændingen til en gnist på et tændrør på en ottomotor.

Jeg kender apparatet fra fysikundervisningen i folkeskolen. Vores fysiklærer brugte apparatet til at skabe en strøm i et lille vandbad, hvor læreren lagde en mønt på bunden af vandbadet. Jo større strøm, jo større mønt! Vi skulle så (frivilligt) tage mønten op og måtte beholde den hvis vi kunne udstå smerten og få hånden til at fungere under nedsætningen i vandbadet!

  • 0
  • 0

Jeg køber også mest induktionsapparatet. Som dreng lavede jeg et induktionsapparat, som jeg stadig har. Fjeder og justeringssrrue sad bare vinkelret på kerne med spoler. Det var savet af et gammelt ringeapparat og jernet i enden af fjederen svingede ind mod den fælles jernkerne i spolerne (der var håndviklede) og afbrød derved strømmen ved justeringsskruen. Men her er der 3 terminaler. Er den ene en fælles terminal mellem de to spoler???, så man kan transformere både "op og ned" alt efter hvor, man sætter batteriet til og hvor man har udtaget???. Vi satte det jo altid til primær spolen, og med et firkantet Hellesen på 4,5 volt kunne det give særdeles kraftige stød.

Hvad med de to øverste terminaler? og hvorfor er "kernen" tilsyneladende et rør???

Det kunne være spændende med en fuldstændig detaljeret forklaring fra en, der har arbejdet med sådan et apparat, hvis sådan en person findes endnu - og læser det her. Steen

  • 2
  • 1

Mie Stage har ret i, at det ligner noget til undervisning. Kan man tænke sig, at der fra midterterminalen går en fællesledning ud mellem de to kompasser, som så deler sig til hver sin side til hver sin spole og løber under hvert sit kompas. Jeg tænker så, at kompasset i til den spole, hvor batteriet bliver tilstuttet (primærspolen) vil vil give udslag p.gr.a. en pulserende ("ituhakket") jævnstrøm under dette kompas, mens den anden ledning fra sekundærspolen vil blive påført (induceret) en velselsstrømsspænding og måske ikke give det samme udslag (måske vil nålen stå og bævre, hvis der etableres et kredsløb her?). Men det er jo bare noget (sikkert helt forkert) gætteri. Jeg tror alligevel ikke batteriet kan tilsluttes sekundærspolen, som jeg antydede ovenfor, medmindre ringeafbryderen kan kobles til denne spole i stedet for (måske ved hjælp af ledninger og de to øverste terminaler)???????. Men hvad Søren er meningen med det? Jeg håber, der kommer en forklaring, som helst skulle være noget bedre end mine gætterier. Steen

  • 0
  • 0

Jeg tror mere på at der er tale om en eller anden form for kvaksalveri, som er udstyret med to små (billige!) kompasser for at se endnu mere "videnskabeligt" ud...

  • 4
  • 3

Kære Susanne Larsen. Hvis du allerede har fået en sikker forklaring, må du endelig lade os det vide her på tråden (eller på en anden tråd). Hvis ikke - kunne du så ikke sætte den på bagsiden af en stor avis og bede læserne om svar. Så ville et langt større publikum end her have mulighed for at komme med bud, og måske er der én, der ligefrem VED, hvad det er. Den metode har i masser af tilfælde givet resultat, og det skulle i givet fald så også offenliggøres her.. Det er et rigtig godt bud, at det er noget helbredelses et eller andet. Måske har "opfinderen" og brugerne (, hvis der er flere) selv troet på at den kunne noget - og måske ikke? Men den er da så nysgerrighedsvækkende, at vi må vide, hvad det er. Steen

  • 1
  • 0

For mange år siden lavede vi på aftenskolen et induktions apparat efter helt samme princip. Et sådan apparat demonstrerer transformatorprincippet, idet man med en lille jævnstrømsspænding kan aktivere apparatet, som på sekundærsiden vil genererer er ret høj vekselspænding, så høj, at man vil kunne føle den genererede strøm i tilsluttede håndtag. De viste håndtag vil dog nok kun kunne få en gnist til at springe mellem elektroderne, med ca. 1 m.m. gnist pr. 1000 volt. Spændingen som apparatet afgiver i håndtagene, kan reguleres af en jernkærne, der skubben ind eller trækkes ud af spolen, i det hul som fremgår af foto. Denne spænding er ikke farlig, da der kun går en ganske svag strøm. Et sådan apparat kan generere spændinger på 1000 - 10000 volt.

I denne konstruktion er der så yderligere tilføjet 2 små kompasser. Disse vil sandsynligvis vise strømmens til- og fra slutning. Men ellers virker apparatet efter samme princip som et ringeapparat, hvor vippearmen ville slå på en klokke.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten