Bagsiden: Ugens tip - Sådan sender I en hemmelig besked

Illustration: Ingeniøren

For det tilfælde, at nogle af jer skulle have behov for at sende skjulte meddelelser via det tæt overvågede internet, kommer her en patenteret fidus fra patentingeniøren i Hillerød (forespurgt om patentet har været indbringende med royalty-indtægt fra f.eks. kriminelle brugere, var svaret i øvrigt nej). Han skriver:

Den tid er forbi, hvor børn antog mange af vore dyder fra gamle dage. Hvad er for eksempel mere spændende end at have en hemmelig klub og sende beskeder til hinanden.

Man tog et penneskaft, som ingen børn i vore dage kender, og skrev beskeden med mælk, som udgjorde usynlig blæk. Modtageren kunne så fremkalde beskeden med et varmt strygejern.

Hvad ville man gøre i dag for at sende en hemmelig besked? Ja, e-mail dur ikke, de bliver overvåget af efterretningsvæsener overalt i verden.

Men der findes en metode, som kan bruges, hvis man har en hjemmeside på nettet.

Man tager udgangspunkt i et billede med formaterne for eksempel jpg eller gif. Lad os kalde billedet for ‘billede1’.

Kryptiske billed-data med læselig tekstbesked tilføjet og beskedens længde til sidst. Illustration: Privatfoto

Antag, at beskeden ligger i filen ‘besked1’. Ideen er, at allersidst i beskeden anføres, hvor mange tegn beskeden indeholder. Så kopierer man billede og besked sammen til én ny fil ‘billede2’ med kommandoen »copy billede1+besked1 billede2«, og uploader ‘billede2’ til sin hjemmeside.

Modtageren kan herfra gendanne beskeden med meget simple midler, for eksempel med en Excel macro.

Fidusen er nu, at ‘billede2’ viser på hjemmesiden nøjagtig det samme som ‘billede1’, og ethvert grafikværktøj vil kunne anvendes på billedet. Ingen opdager den tilstedeværende ’besked1’.

Denne opdagelse har jeg faktisk udtaget et patent på i 2005 (US Patent 6,931,603).

‘Besked1’ kunne for den sags skyld også være et billede i stedet for en tekstbesked - og nu nærmer vi os noget, som interesserer plattenslagere, pædofile og terrorister.

Jeg håber, at alverdens efterretningsmyndigheder kontrollerer, at billedfilers interne struktur svarer til billedfilens størrelse. Google kunne gøre det, de har jo fundet frem til alle billeder, der er publiceret i hele verden.

Apropos afkodning så lå der på Amager fra gammel tid lå en ‘lyttecentral’, hvortil medarbejdere i snesevis blev fragtet i bus. De afkodede meddelelser, men jeg fatter ikke, hvordan de kunne afkode noget som helst uden regnekraft?

Venlig hilsen

Flemming Bøgelund

– – –

Tja, nogle vil nok mene, at det var sjovere at skrive med mælk i sin tid ...

/Lynch

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der er intet nyt i at skjule tekst i et billede. Det hedder steganografi og har været praktiseret i årtier.

  • 3
  • 0

På mac kan man hente et program der hedder iSteg, her vælger man en adgangskode til at kode teksten med, vælger kildebillede og kildetekst. Og klikker på Encode. Man afkoder ved at fjerne fluebenet i Encode, vælger steganografibilledet, indsætter adgangskode og klikker på Encode. Det var godt nok svært ;-)

  • 2
  • 0

Pædofile ville ikke bruge et standard værktøj. Artiklen går ud på at vise hvor nemt det er og at efterretningstjenester har travlt

  • 1
  • 1

Taget i betragtning af at teksten vil stå som klartekst i enden af filen vil et hvilket som helst tekstgenkendelses/filtrerings værktøj (echelon m.fl) som en overvågningsinsittution ville buruge fange det, så i praksis vil det ikke adskille sig fra email....

En simpel grep 'forventet mistænkelig tekststreng' * vil fange det.....

  • 1
  • 0

Jeg synes ikke patentet lægger vægt på at teksten skal være skjult. Og hvis teksten ikke skal skjules, hvordan adskiller patentet sig så fra EXIF info i JPEG/JFIF/TIFF filer? Og hvis teksten skal skjules, så bør den ikke være så læselig at grep kan finde den eller at man finder den ved at finde områder der ikke hører til billedet. Så må der være mulighed for at skjule teksten i eksisterende tags.

  • 0
  • 0

Tak for alle kommentarer Kære Niels Dybdahl tak til dig og alle alle andre for kommentarer. Patentet er taget efter opdagelsen af, at man kunne "append'e" noget til en grafikfil uden at genere grafikværktøjer af nogen art, hverken ved visning eller redigering. Anvendelsesscenariet i patentet gik IKKE på at det skulle være hemmeligt, men at hotspots på billedet og links hertil kunne gemmes i selve billedet. Vel at mærke lige så let som at klø sig i nakken, uden at man behøvede at bruge en måned på at studere opbygningen af grafikformater. Der er øjensynligt siden kommet standardværktøjer, som kan gemme skjulte data i grafikken, men disse værktøjer kender efterretningstjenester temmelig sikkert, og kan aflure endda selv om det er anvendt kodeord. I et andet af mine patenter, US Patent 7,975,214, bruges opdagelsen til i et ikon at gemme et avanceret bogmærke, en url til en hjemmeside, selv hvis der er såkaldte frames, samt gemme hvor langt der er scroll'et ned i hver af de enkelte frames. Artiklen på Bagsiden er skrevet for at illustrere at efterretningstjenester er på overarbejde. Jeg vil gerne hjælpe Forsvarets Efterretningstjeneste hvis jeg bliver spurgt.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten