Bagsiden: Skød M’erne med kanon på Kampsax-kollegiet i Lyngby?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bagsiden: Skød M’erne med kanon på Kampsax-kollegiet i Lyngby?

Illustration: Ingeniøren

Fra Specialekontoret ved DTU Lyngby (Mekanik, bygning 413), hvor værkstedskurset for maskiningeniører udspiller sig, sender vor læser på vegne af otte studerende et spørgsmål til (især ældre) M’ere fra samme sted og med hukommelsen i orden:

Kære Lynch.

Jeg er i færd med at skrive mit speciale, og vi kom til at diskutere en vandrehistorie fra værkstedet, som alle på specialekontoret har fået fortalt.

Denne forladerkanon har ikke noget med sagen at gøre. Den befinder sig nemlig på det fornemme koldkrigsmuseum Stevnsfortet, som virkelig er en rejse værd for historisk interesserede. Kanonen har sådan set heller ikke har noget at gøre på Stevns, for den deltog efter sigende i det forgæves forsvar af Dybbøl i 1864. Men det var jo nok en forlader, de studerende skød med på kollegiet, og historien manglede lige et billede ... Illustration: Privat

Det er med andre ord en historie, som er blevet fortalt en gang om ugen i mange år til alle maskiningeniører fra DTU i Lyngby.

Historien går ud på, at man før i tiden støbte en miniatureudgave af en skibskanon som en del af værkstedskurset. På et tidspunkt var der nogen, som fik den lyse ide at bore kanonens løb op.

Tilfældigvis datede en af artilleristerne en pige på kemi­studiet, som kunne fabrikere sortkrudt. Kanonen blev skudt af indendøre på Kampsax-kollegiet, ladet med et AA-batteri, som gik gennem en dør og ind i væggen over en seng, hvor den sovende vågnede op ringede til politiet.

Historier har det med at blive bedre med tiden. En af varianterne fortæller, at batteriet gik gennem adskillige vinduer og fløj over gården ind i en anden blok på kollegiet.

Kan Bagsidens læsere hjælpe med eventuelle vidner, der kan bekræfte, om historien er sand?

Mvh. Andreas Brask

– – –

Vi researcher som bekendt meget nødig en god historie ihjel her på siden, men jeg vil gøre en undtagelse i dette tilfælde. Medmindre episoden er meget gammel, skulle det undre mig meget, hvis der ikke sidder en M’er derude, som trænger til at få lettet samvittigheden og tilstå sin deltagelse i den historiske affyring.

/ Lynch

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kære Bagside!
Historien med kanonen er sikkert god nok. Jeg boede på Kampsax (køkken 11) i årene 1971-75 og husker flere affyringer af en mini-kanon, som en M'er selv havde fremstillet på værkstedskurset. Det skete mest til animerede fester, dem var der en del af. Kanonen blev ladet med krudt og stoppet hårdt til med avispapir. Affyringen foregik på værelses gangen og udover et kæmpe knald blev gangen oversået med halvforbrændte stumper avispapir.
J.Kolding (K69)

  • 5
  • 0

Da jeg havde værkstedskurset Almen Proceslære 2 (AP2, DTH's dyreste kursus) omkring 1980 var det en krydderi-morter og en rist til en havegrill, vi støbte.

Historien om kanonen florerede dog på kurset og blev vist endda fortalt af vejlederen.

På det tidspunkt var pigen på kemistudiet endnu ikke kommet på historien og ammunitionen var kun specificeret som "batteri", dvs. ikke udspecificeret som type AA.

Jeg tror også, at de omtalte skader fra skuddet var relativt begrænsede.

  • 0
  • 0

På et tidspunkt blev der også støbt miniature kanoner med en kerne i løbet - udover risten til den berømte havegrill .
Efter batteriepisoden blev det efter sigende indskærpet, at kanoner ikke måtte støbes med kerner i løbet

  • 0
  • 0

I min tid på DtH (ikke DTU, det kom først senere) 1975-81, hørte mange historien på kollegiekøkkenet. Jeg er ret sikker på, at kanonen/kanonerne er korrekt, og at den havde kaliber som et batteri. Krudtet kunne være fra fyrværkeri eller tændstikhoveder.

Men jeg har aldrig hørt om affyring af batterier inden døre, gennemhullede vægge og den slags. Man skal nok også have i baghovedet, at det på den tids PF-kollegier ikke var så nemt at ringe til politiet. I hvert fald skulle man først ud at finde en mønttelefon (ofte på en fjern gang), idet der hverken fandtes mobiler eller for dens sags skyld telefon på værelset.

Telefonsamtaler til beboerne kunne finde sted den halve time om dagen, hvor omstillingsbordet med ledninger og stik model 1942 var bemandet. Opkald udefra førte til et kald fra telefonvagten (en pligt som gik på omgang) til beboeren på det interne samtaleanlæg (som kun virkede fra omstillingsbord til værelse/køkken), hvorefter beboeren måtte begive sig ud til en "envejs"-telefon i et kosteskab på gangen, som samtalen blev stillet om til (men som man ikke kunne ringe op fra).

Samtaleanlægget gav en markant donglyd, når omstillingen kaldte op. Derefter skulle man trykke på en knap for at svare. Nu var det jo ingeniørstuderende, så knappen blev i mange tilfælde kortsluttet, så man bare kunne råbe fra sengen eller hvor man nu var.

Kortslutningen åbnede til gengæld mulighed for aflytning, idet telefonpasseren ved omstillingen (eller andre med adgang til en passende nøgle) blot kunne "donge" sit eget værelse fra anlægget ved omstillingen - og mens opkaldsknappen blev holdt nede aktivere knappen til det værelse, man ville lytte på uden dong. Hvis taleknappen var kortsluttet kunne man høre alt, der forgik i værelset eller på køkkenet. De mere erfarne beboere lærte permanent at lytte efte den ganske svage knitren og susen, der afslørede, at man blev aflyttet.

En anden mulighed for telefonvagten var at bruge en af indlinjerne til at ringe ud (uden selv at betale), selv om der var en lås på det fastmonterede drejeskiveapparat. Det var bare at sætte en udledning op, få en klartone og så klikke nummeret ved at trække nøglen på omstillingsbordet.

Én afbrydelse af linjen for 1, to for 2, 10 for 0 - så stillede relæerne på KTAS' telefoncentral sig rigtigt. Mærkeligt at kollegieadministrationen aldrig undrede sig over, at der kom regninger for opkald på telefonnumre, der principielt ikke kunne ringes op fra.

(Senere fik jeg en drejeskivetelefon, hvor drejeskiven var afmonteret til et eller andet hobbyprojekt. Mange undrede sig over, hvordan jeg ringede op - men man kunne jo bare klikke nummeret ved at løfte røret og bruge to små kontakter, der afbrød linjen, når røret var lagt på.)

Datidens analoge elektronik gav mange muligheder for dem, der vidste, hvordan det var skruet sammen... og på samme tid var det jo ganske lærerigt og næsten en del af uddannelsen.

  • 11
  • 0

Efter batteriepisoden blev det efter sigende indskærpet, at kanoner ikke måtte støbes med kerner i løbet

Jeg har en kanon liggende derhjemme - støbt uden kerne. "En eller anden" forsøgte at bore løbet op og knækkede et bor inde i kanonen, så den du'r kun som brevpresse.

Så vidt jeg er orienteret blev der engang affyret et batteri fra en kanon på POP-kollegiet. Batteriet gik igennem 2 døre og pulveriserede over en seng. (Jeg boede på Kampsax i samme periode, ca 1984-85'ish)

  • 1
  • 0

å vidt jeg er orienteret blev der engang affyret et batteri fra en kanon på POP-kollegiet. Batteriet gik igennem 2 døre og pulveriserede over en seng. (Jeg boede på Kampsax i samme periode, ca 1984-85'ish


Historien har da godt nok udviklet sig, siden jeg hørte den i 1976, hvor kanonen blev affyret udendørs ud over Bagsværd Sø, hvad der umiddelbart - i hvert fald for mig - også virker mere plausibelt. Men selv i 1976 talte man om skuddet som noget, der var adskillige år siden - hvilket jo også passer med Jespers indlæg.

Den gang var der næsten helt sikkert tale om et brunstensbatteri med et forholdsvis blødt hylster af zink. At forestille sig det passere gennem to døre for ligefrem at pulverisere mod en væg lyder en smule overdrevent.

  • 1
  • 0

Der har nok været flere kanoner 😆.

Tja, mon ikke?

På min folkeskole på Frederiksberg var det i 70'erne og 80'erne en del af pensum i metalsløjd at fremstille kanoner på drejebænken. Den store i jern med 10mm løb. Dog uden fænghættehul. Entrepenante typer påstod at en mindre modifikation kunne få benævnte til at slynge 10mm stålkugler et par hundrede meter ud i terrænet...

  • 0
  • 0

I 1979 flyttede jeg ind på Ostenfeld kollegiet og da jeg blev præsenteret for husordnen undrede jeg mig over at der blandt andet stod: "Kanoner uanset ladning må ikke affyres på værelserne" baggrunden var at en af disse kanoner der var fremstillet på et værkstedskursus på DTH (der for øvrigt blev udbudt til alle studerende ikke kun M'er) var blevet forfinet lidt og affyret på et værelse hvor et par døre og vindue i værelset overfor var blevet gennemhullet. Det var ikke kun på Ostenfeld disse kanoner havde været i brug der var adskillige beretninger! Det var sikkert grunden til at man gik over til at lave en grillrist når metalstøbning skulle afprøves.

  • 1
  • 0

Jeg boede på Ostenfeldkollegiet i start-firserne. Jeg mener at huske at der stod i kollegiets husorden at det var forbudt at affyre kanoner. Rygtet gik også på at der var et fortilfælde hvor der blev skudt med små batterier !

  • 0
  • 0

Hvis jeg skal give en analyse af historien, så er det:

  1. Et faktum, at der blev støbt minikanoner på værkstedskurset.
  2. Der er også flere kilder til en husorden, der forbyder affyring af kanoner - så meget tyder på, at det også er fakta, at mindst en kanon er blevet affyret på en eller anden måde med en eller anden genevirkning. Det er jo en ret munter ting at skrive i husordenen, men næppe et udtryk for et større og vedvarende problem.
  3. At man støbtekanonerne med en kaliber, der passede til et batteri, virker sandsynligt.
  4. At et batteri på et eller andet tidspunkt er blevet affyret - muligvis. Som tidligere nævnt hørte jeg det i 1976, som en "historisk" begivenhed.
  5. Et gennemhullet spækkebræt fremvist 15 år senere som dokumentation for en gammel historie behøver ikke have den store sandhedsværdi. Jeg har i tidens løb gennemhullet en del ting med min riffel. Sikkert også et spækkebræt, vil jeg tro.
  6. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om man med et så kortløbet våben og et forholdsvis stort, tungt, blødt og fladnæset projektil overhovedet kan gennemhulle flere døre.
  7. Historien om de gennemhullede døre har vandrehistoriens typiske kendetegn. De er fotalt af nogen, der kender nogen, der har hørt det fra en, der måske selv var der. Uanset om det er babyer glemt i hoppegynger, edderkoppebid eller kidnappede børn, der blev taget under Eifeltårnet og tre dage senere leveret pænt opereret tilbage minus en nyre, selv om det for den type hensynsløse forbrydere vel ville være nemmere og mere givtigt at tage begge nyrer og skaffe sig af med liget..

Så min konklusion er, at det er korrekt, at der er blevet affyret kanoner (med eller uden projektiler), men at der ikke skal fæstes lid til gennemhullede døre, politianmeldelser, kemistuderende piger, der fabrikerer sortkrudt (det kan vi altså allesammen; at blande trækul, svovl og salpeter er ret nemt) og meget andet drama, der er opstået ved stadigt forbedrede genfortællinger af historien gennem mange år.

Robert Zola Christensen har i øvrigt skrevet glimrende en bog om 150 moderne, danske vandrehistorier - måske er der nu 151.

  • 0
  • 0

ærkstedskursus på DTH (der for øvrigt blev udbudt til alle studerende ikke kun M'er


Ja, det er korrekt. Det samme gjorde sig gældende for mange andre kurser. En del havde selvfølgelig andre kurser som forudsætning, men vi kunne tage alle de kurser, vi ville, på andre retninger. Det kunne i sidste ende koste en linjebetegnelse på eksamensbeviset, så man "kun" var civilingeniør - ikke maskin-, bygnings-, svagstrøms-, stærkstrøms- eller kemiingeniør. Til gengældt åbnede det mulighed for at blive en sand polytekniker - personligt havde jeg kurser på alle fire hovedretninger.

  • 0
  • 0

Et gennemhullet spækkebræt fremvist 15 år senere som dokumentation for en gammel historie behøver ikke have den store sandhedsværdi. Jeg har i tidens løb gennemhullet en del ting med min riffel. Sikkert også et spækkebræt, vil jeg tro

Jeg ved ikke hvorfor du bliver ved med at hænge fast i 1976, mine oplevelser forgår 8 år senere..... i øvrigt - i min verden er det at skyde igennem et spækkebræt med en riffel da mindst lige så slemt som at fyre en (uskyldig) hjemmelavet kanon af.

Polytter er entreprenante størrelser, der i tidernes løb har rodet med stort set alt det der er forbudt i dagens ordentlige og politisk korrekte samfund. Laver du lidt research ude på Sletten vil jeg garantere dig dig at du kan finde referencer til både acetoneperoxid, amfetaminfremstilling, eksploderede destillationskolonner og bilværksteder på kollegiværelserne - altsammen lavet fordi man er stolt nørd - og fordi man kan.
Jeg tror faktisk at det lidt anarkistiske og vilde miljø var med til at skabe bedre ingeniører, fordi de legede med de kundskaber de fik og samtidig fik afprøvet nogle grænser.

  • 5
  • 0

Jeg ved ikke hvorfor du bliver ved med at hænge fast i 1976, mine oplevelser forgår 8 år senere..... i øvrigt - i min verden er det at skyde igennem et spækkebræt med en riffel da mindst lige så slemt som at fyre en (uskyldig) hjemmelavet kanon af.


Nu kunne du jo læse, hvad jeg skriver.

1976 fordi jeg første gang hørte historien i 1976, og der var den allerede historisk.

Så du er på endnu længere afstand af begivenheden - og som med alt andet, bliver troværdigheden næppe bedre med tiden, selv om historien ofte gør det. Så du det selv? Nej. Så dem, der fortalte dig det? Nej. Tredje, fjerde, femtehåndshistorie, der sandsynligvis forgik i 1972.

Angående rifler, så skal de indskydes, før det er forsvarligt at gå på jagt med dem. Og så skal man pinedød skyde efter et eller andet. Derfor kan man godt sætte skiven fast på et spækkebræt foran en jordvold, gå 200 meter væk og få styr på sigtet. Det anbefales at foretage indskydning på en skydebane, men det er ikke forbudt at gøre på egen jord, når blot det er forsvarligt. Og ja, jeg har våbentilladelse til mine rifler og såmænd også til den .45 Colt grovpistol, jeg ynder at hygge mig med på skydebanen.

Og hvor har jeg egentlig sagt, at det var slemt at fyre kanonerne af? Endnu en stråmand fra din side.

Jeg har bare sagt, at jeg ikke tror på gennemhullede døre - og med min viden om våben, ammunition og ballistik ikke på, at det overhovedet kan lade sig gøre at gennemhulle flere døre med sortkrudt og et blødt, fladnæset projektil fra et ganske kort løb, der næppe slutter særlig præcist til projektilet. Anslaget mod den første dør vil desuden deformere et blødt brunstensbatteri så meget, at det næppe trænger igennem - og da slet ikke gennem endnu en dør.

  • 0
  • 0

Laver du lidt research ude på Sletten vil jeg garantere dig dig at du kan finde referencer til både acetoneperoxid, amfetaminfremstilling, eksploderede destillationskolonner og bilværksteder på kollegiværelserne - altsammen lavet fordi man er stolt nørd - og fordi man kan.


Ja da, det har jeg selv gjort. Såmænd også skudt med et kraftigt luftgevær ned ad gangene på kollegiet mod en madras. Destillationsapparatet stod dog i kælderen (så var det nemmere at fralægge sig ansvaret), og det eksploderede aldrig. Bilerne lavede jeg i PF Auto.

Som sagt burde du læse, hvad jeg skriver, før du nedgør det, i stedet for de sædvanlige automatreaktioner, der minder om Pavlovs hunde.

Jeg har fx aldrig sagt, at der ikke er blevet affyret kanoner - tværtimod. Jeg har bare tilladt mig at mene, at historien er blevet pumpet noget op gennem tiderne. Og det vil jeg holde fast i.

  • 0
  • 0

Jeg har ikke set noget hul i nogen dør, men jeg læste på DTU ibegyndelsen af halvfjerserne og boede på Kampsaxkollegiet dengang.
Jeg har været med til at støbe kanoner i støbejern på AMT et par af mine medstuderende fik lov at støbe dem i bronze fordi de selv skaffede bronze, der var væsentlig dyrere end støbejern.
Allerede dengang cirkulerede historien om en kanon, der havde skudt hul i en dø på Kampsaxkollegiet, på AMT ville de ikke hjælpe med at udbore kanonerne angiveligt fordi, de ikke ønskede, at der blev skudt med dem. Selvom tiden var meget mindre feminiseret dengang, så var der alligevel grænser for, hvad man kunne tillade sig.
Jeg ved også, at der blev lavet både sortkrudt og sprængstof på Kampsax kollegiet, jeg har selv været med til det.
Vi sprang nogle meget kraftige kanonslag på arealet mellem kollegiet og motorvejen, de var istand til at knække en stor fortovsflise.
Om historien med kanonen er sand ved jeg ikke, men det kan den godt være, der var mange bindegale unge mennesker uden en stopklods på kampsax.

  • 0
  • 0

Er der nogen, der har hørt om den kemiingeniørstuderende, der omkring 1970 mistede en finger ved forsøg med hjemmelavet sprængstof? Selvom det formelt set var ulovligt allerede dengang, så blev der set ret afslappet på det, det var udtryk for en naturlig nysgerrighed og noget, man måtte forvente at nogen kemiingeniørstuderende forsøgte sig med.

  • 0
  • 0

Kære Bagside!

Overskrift lød »Skød M’erne med kanon på Kampsax-kollegiet i Lyngby?« Jeg kan ikke bekræfte, at historien er sand for så vidt angår Kampsax-kollegiet; men tidligere læserbidrag synes fuldt ud at bekræfte, at kanon-affyringer også fandt sted på her. Derimod kan jeg selv bevidne skyderier på Ostenfeld-kollegiet. Jeg kan oplyse, at ikke blot M’ere deltog i løjerne; men jeg har ingen erindring om, at en datende K’er skal have spillet en afgørende rolle – de fornødne ingredienser til at blande sortkrudt kunne jo den gang skaffes hos Materialisten.

Mit kendskab til episoderne skriver sig til sommeren 1973, hvor jeg kort forinden var flyttet ind på køkken 800 på Ostenfeld-kollegiet. Da jeg en sen aften midt i ugen kom hjem, blev jeg i værelsesfløjens trappetårn mødt af tæt, ildelugtende tåge, hvis herkomst jeg ikke kunne identificere. Tågen aftog noget på øverste etage, hvor et af de rumshøje, uoplukkelige vinduer var slået itu og tillod frisk luft at sive ind. Forklaringen fik jeg, da jeg trådte ind på køkkenet. En netop støbt og udboret miniaturekanon fra AMT’s kursus skulle afprøves. Reposen ud for »abeburet« blev valgt til affyringen, og forsiden af Politiken, der var brugt som forladning, viste sig mere slagkraftig end forventet. Ved min ankomst var stemningen på køkkenet, som jeg husker det, noget blandet, fra euforisk til eftertænksom, måske næsten brødebetynget; der var jo en stor rude, som skulle erstattes, og selvom husordenen den gang ikke udtrykkeligt forbød kanonaffyringer, så kunne der jo tænkes at komme disciplinære sanktioner på tale over for de ansvarlige.

Nuvel. Der blev rejst midler til en udskiftning af ruden i trappetårnet. Episoden blev forbigået i tavshed. Og køkken 800’s følgende kanonsalutter blev forlagt til kollegiets flade tag, hvortil der var adgang ad en stige i køkkenets aflåste øldepot.

I den efterfølgende periode foregik der et par ballistiske eksperimenter, som jeg kun har i beretninger fra de deltagende. Kanonen var i en ferie medbragt til det Nordjyske, og for at undersøge, hvad den i grunden formåede, blev den affyret ud over Kattegat mellem Hals og Sæby. Det udborede rørs kaliber passede fint til et gængs Hellesen-batteri (type A), så den blev ladt og indstillet i en affyringsvinkel, der burde give en idé om rækkevidden. For at gøre det lettere at spore nedslaget rettede man kanonen ind agten for et lystfartøj, der sejlede kystlangs et pænt stykke ude. Forsøget var for så vidt vellykket; men man blev lidt foruroliget over, at opsprøjet ikke, som ventet, blev iagttaget mellem kyst og fartøj, men et stykke hinsides fartøjet. Ydermere var retningspræcisionen ikke helt som forudsat, idet batteriet havde passeret midtskibs over masterne.

Hjemme på Ostenfeld blev et supplerende eksperiment iværksat for at belyse, hvor stor en kraft kanonen kunne levere. Et Hellesen-batteri brugtes igen som projektil. Som mål anvendte man et sæt telefonbøger placeret på en jordvold på brakmarken mellem kollegiet og bebyggelsen Eremitageparken. Belært om kanonens præcision affyrede man på klos hold … og ramte. Man vil erindre, at KTAS på det tidspunkt udsendte såvel navnebøger som fagbøger, to af hver, og at hver af disse var godt og vel 3 cm tykke. Kollegiet savnede i resten af året et sæt brugbare telefonbøger. Forsøget blev i øvrigt aldrig publiceret.

Så vidt om oprustningen på køkken 800. Eksperimenterne blev indstillet, og salutterne blev stærkt begrænset og foregik som nævnt på taget. Men idéer har det med at sprede sig, så også nogle af kollegiets andre køkkener blev inspirerede til at indlægge brug af kanoner, når de holdt fest. Det våbenkapløb gik naturligvis galt.

Køkken 100 lå i stueplan og havde altså ikke adgang til et tag, hvor affyringen kunne foregå i relativ sikkerhed med god afstand til de forventningsfulde tilskuere. I foråret 1974 var køkkenet i stedet henvist til at opstille sin nys støbte kanon på kollegiets parkeringsplads. Desværre var den med støbefejl (også den gang kunne der ske fejl ved bedømmelsen af studerendes projekter). Affyringen sprængte kanonen. Ingen blev heldigvis ramt af fragmenterne, så man slap med skrækken. Stort set. Et vildfarent stykke af kanonen røg gennem et vindue til et at køkkenets værelser. Det forlød, at et par, som havde forladt festen for at kopulere, herved beklageligvis fik afbrudt deres forehavende.

Tilbage står vist blot at nævne, at da vi i efteråret 1974 indføjede bestemmelser om indendørs affyring af kanoner og andre skydevåben i Ostenfeld-kollegiets husorden, var ordvalget ikke tilfældigt, men et afvejet kompromis – våbenbegrænsning var også den gang et varmt emne. Allerede indskudte kanoner ville jo pø om pø blive udfaset i takt med, at ejerne afsluttede deres studier. Og man skønnede, at erindringen om den itu-sprængte kanon ville have tilstrækkelig profylaktisk effekt til at dæmpe kollegianernes lyst til at tage nye kanoner i brug. Da historien stort set er gået i glemmebogen i dag, har det skøn vel vist sig at holde.

Vil man i øvrigt vide mere, kan det måske svare sig at bladre i de gamle køkkenbøger, hvor kollegianerne nedfældede beretninger om deres bedrifter. Hvis bøgerne ellers er blevet bevaret for eftertiden …

Lars Bolet (CB75)

  • 4
  • 0

Hehhhh, når virkeligheden overhaler vandrehistorierne......

Formaning vi fik på AMT med at de "ikke var sikre på kulmængden og vi skulle passe på hvis støbningen var sprød" giver pludselig mening her 35 år senere.... Jeg har aldrig hørt om den eksploderende kanon 😁

Tak fordi du gad dele dine historier, det var en fornøjelse at læse

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten