Bagsiden: En samling tandhjul med håndsving

Illustration: MI grafik

Her kommer så endnu en udfordring til Bagsidens (tilsammen) alvidende og teknikhistorisk interesserede læsere. Hvad har dette gamle gear med hånd­sving været brugt til, spørger vor læser i Risskov:

Kære Lynch

I er så gode til at opklare mysterier, så jeg håber, I kan hjælpe min kammerats familie.

Vedhæftede billeder er af et tandhjulsaggregat med håndsving, der har stået i min kammerats families værksted i alle de år, jeg er kommet der.

Illustration: Privat
To parallelle aksler med to sæt tandhjul. Det midterste sæt har tynde og skarpe ‘tænder’, som kan gå i indgreb uden at berøre hinanden. Hold fingeren væk fra dem, når du drejer håndsvinget ... Illustration: Privat

Vi har forgæves spurgt gud og hvermand, der har slået et smut forbi, og vi har selv ingen anelse om, hvad det kan være blevet brugt til.

Det er et tungt stykke arvegods i støbejern, der måler ca. (b)14 x (d)22 x (h)30 cm.

Bagsidens læsere er derfor vores sidste håb, hvis vi nogensinde skal finde ud af, hvad det er for en himstregims.

Vi krydser fingre.

Med venlig hilsen

Michael Bjerg-Nielsen

– – –

For en gangs skyld vil jeg selv give et bud. Det ses, at hånd­svinget driver to parallelle aksler med to sæt tandhjul med samme antal tænder. De yderste er drivhjul, mens de midterste har skarpe ‘tænder’, som tydeligvis blot følger med rundt uden berøring.

Af smørehullerne fremgår det, at mekanismen har stået fastgjort i den viste vandrette position, skruet fast på en buk eller kanten af et bord, så håndsvinget kan dreje frit.

Engang på et marked i et fjernt tropisk land så jeg en lignende, næsten helt identisk mekanisme, som blev anvendt til at knuse sukkerrør og klemme saften ud. Den var dog anbragt over en tragt, så sukkersaften kunne samles op og sælges.

Alt tyder i hvert fald på, at mekanismen har været brugt til at knuse et eller andet gennem de midterste skarpe ‘tandhjul’. Men hvad?

Kom med et bud!

/Lynch

– – –

PS: Bogstaverne ‘DIAF’ i relief på den støbte konsol kunne måske henvise til en fabrik, der blev startet i 1912 og som (ifølge hjemmesiden) i dag er fusioneret til Diaf Pilvad Aps i Fredensborg.

Men her på siden researcher vi som bekendt aldrig en god historie ihjel, og jeg ville ikke ødelægge jeres fornøjelse ved at gætte på mekanismens formål ved at spørge firmaet først.

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg tror det kan være til at bryde hør, der er en af en lang række processer som høren skal igennem for at blive til garn. Det træagtige i hørrens stængel skal knuses, brydes, så det kan fjernes.

Lige efter tørringen skulle hørren brydes. En håndfuld strå blev holdt på tværs i en bryder mellem over- og underkæberne. Mens hørren blev drejet og flyttet bankede man på den med overkæben til skæverne var løse hele vejen fra rod til top.

  • 1
  • 1

En maskine til sukkerrør har ikke skarpe tænder. Den har ruller med ret små afrundede tænder. Rullerne er meget brede ift. diameteren.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten