Bagsiden: Portræt af Lyngsø aka Lynch efter 50 år på Ingeniøren

Og sådan ser han ud på forsiden. Illustration: Mie Stage

Denne artikel bliver nok ikke den mest populære blandt Bagsidens (tilsammen) alvidende læsere.

Jeres bagsideredaktør, Erik Lyngsø-Petersen, går nemlig på pension. Og han tager gudhjælpemig Lynch med sig.

Efter 50 år i mediehuset, herunder 35 år som bagsideredaktør, påstår han, at det er tid til at skrue ned for blusset.

Det sagde han også for ti år siden. Og for tyve år siden. Dengang blev pensioneringerne heldigvis ikke til noget, og da han ikke selv bragte emnet op igen før nu, gjorde vi heller ikke.

Men denne gang mener han det! Næsten. (Senere i denne artikel vender vi tilbage til, hvad han nu kommer til at berige Ingeniørens læsere med, inden han for alvor går på pension om ti år).

Læs også: Leder: Lynch takker af

Erik Lyngsø-Petersen. Illustration: Mie Stage

Manden inden i Lynch

Men først har vi bedt Erik Lyngsø-Petersen – eller ‘Lyngsø’, som han også bliver kaldt – selv sætte et par ord på manden inden i Lynch.

For nu tænker I nok, at Lynch er en smågnaven gammel mand, der ikke gider sludder fra amatører, hængerøve og djøf’ere, og det har I for så vidt ret i.

Men hvis det også har strejfet jeres tanker, at det må være barske løjer at arbejde sammen med sådan en krakiler, så tager I fejl. For der ér forskel på de to herrer.

Lyngsø er med sine egne ord noget mere konfliktsky end aliasset Lynch. Lyngsø kan godt lide, at alle har det godt, og han holder sig helst ude af hårde politiske diskussioner, for de bringer som regel for meget energisugende bøvl med sig. Derfor er Bagsiden som udgangspunkt upolitisk, og der er plads til alle. Også djøf’ere, hvis de tør!

Spørger man rundt blandt gamle kolleger, er roserne større, end Lyngsø nok vil finde behageligt. Her falder sætninger som »sådan en, man gerne vil have som bedste ven,« »en menneskekender«, »sjov« og »sådan en, man har respekt for«.

Illustration: Lars Refn

Læs også: Bagsiden globalisering: Ingeniøren på toppen- Kilimanjaro igen-igen

Fat i den lange ende

Hvad Lynch og Lyngsø dog har tilfælles, er enigheden om, at ingeniørerne som stand har fat i den lange ende.

»Generelt ved ingeniørerne jo, hvordan verden hænger sammen. Vi finder os ikke i fimsede forklaringer fra amatører. Det genkender jeg jo også fra mig selv,« fortæller den snart 80-årige Erik Lyngsø (den runde dag falder 29. juli) som er uddannet maskiningeniør og efter sigende også har haft et rigtigt ingeniørjob engang.

I 1969 fik han dog lidt tid tilovers og blev hyret til at skrive om byggeri i Ingeniøren som ekstern fagmedarbejder - rent midlertidigt naturligvis, som alt andet han har foretaget sig de seneste 50 år, hvis man spørger ham selv.

Han havde styr på bygningsreglementerne, og det gik så godt, at han fik fastansættelse 1. august året efter. Og det blev så sidste arbejdsgiver på dét CV.

Internt tog den ene midlertidige tjans dog den næste. Tanken om at komme til at arbejde som rigtig ingeniør igen røg lidt til side, og han var først skribent i mange år med ulandsteknik som speciale (i de herlige tider, inden djøf’erne også blandede sig her), dernæst redaktionssekretær, debatredaktør, redaktionschef, chefredaktør og adm. direktør.

Læs også: Bagsiden: Den bedste stærekasse står på Mors

»Nogen skulle jo gøre det«

Spørger man ham, hvilke kompetencer og stærke mål der fik ham helt til tops, så har han ikke noget bud på det.

»Nogen skulle jo gøre det. Der var ikke andre,« er cirka, hvad han har at sige om den sag.

Men lad os så bare selv konkludere, at det nok har noget med den flid og fremsynethed, der kommer til at trække spor længe efter denne (pseudo-)pensionering.

Og her er lige et par ting, det er på sin plads at nævne. Først ing.dk.

I begyndelsen af 1990’erne begyndte internettet at blive en ting. Flere hev pc’en frem for at skrive www, og fra december 1994 fik man også tekniske nyheder, hvis man skrev .ing.dk bagefter. Som det første danske medie fik vi vores egen hjemmeside.

På dette tidspunkt var Lyngsø direktør i huset, og han havde godt luret, at der var noget fremtid i nettet. Da et par kolleger derfor vendte muligheden for at få Ingeniøren gjort virtuel, var den entreprenante Lyngsø straks med på idéen.

»Undersøg det endelig,« lød meldingen, og ifølge en af pionererne bag ing.dk, var det helt klassisk for direktøren, at man havde hans fulde opbakning, hvis der var en form for fremsynethed i projektet.

Læs også: Bagsiden: Vaskemaskinen er jo så god som ny ...

Digitaliseret papir

Han er også manden, der efter sin anden ‘opsigelse’ for ti år siden besluttede sig for at sætte alle sejl til for at få digitalisereret alle de gamle udgaver af Ingeniøren, så de blev gjort søgbare og tilgængelige for alle.

Og her taler vi altså 310.000 sider aviser og blade fra 1892 og frem, der skulle sendes til Schweiz for at blive flået fra hinanden, scannet og lagt ind på ing.dk/danmarkshistorie. Senere er kommet 70.000 andre sider teknologihistorisk interessante tidsskrifter og bøger til, så arkivet nu går helt tilbage til 1822.

Sådan et projekt tager tid og koster en hulens masse penge. Lyngsø fik heldigvis god økonomisk hjælp fra IDA og fra læserne, som samlede ind, ligesom HITEK's formandskab har hjulpet med fondsansøgninger. Så i dag kan alle kvit og frit dykke ned i fortællingerne om nutidens og datidens ingeniørers genialiteter gennem snart 200 år.

Vi kan vist roligt sige, at det kunne vi ikke, hvis det ikke var for Lyngsø.

Og ifølge manden selv er den ged overhovedet ikke barberet endnu. For der ligger stadig ca. 20.000 sider gamle, tekniske tidsskrifter i DTU’s kælder, som også skal med, og derfor bliver det altså primært Bagsiden, som otiummet i første omgang rammer. Og lur os, om ikke der dukker flere gamle blade op bagefter, som også skal med.

Læs også: Bagsiden: Ugens tip - Når robotten mister jordforbindelsen

Et sted at lukke damp ud

Men hvordan fik han så undervejs raget tjansen til sig som bagsideredaktør, hvor han kunne få lov at hyggebrokke sig med læserne og skyde med både løst og fast krudt mod alle de tåbeligheder, der bliver begået i det danske samfund?

»Ja, nogen skulle jo gøre det. Der var ikke andre,« lyder det selvfølgelig fra manden selv.

Sagen var nemlig den, at han for 35 år siden – i 1985 – netop var blevet redaktionschef på Bagsidens vedhæng, Ingeniøren. Rent midlertidigt naturligvis.

Det skete, ifølge ham selv, også på nogenlunde samme tidspunkt, som han holdt op med at ryge, så måske har det været for alles bedste, at han fik et sted at lukke damp ud.

Men man bliver jo ikke på en post i 35 år, hvis ikke man kan se en mening med galskaben, og det har Lyngsø helt bestemt kunnet. At kunne tilbyde en ventil, hvor læserne kunne få afløb for diverse frustrationer og undren har holdt ham på pinden.

»Jeg har jo solet mig i læsernes interesse, og derfor er jeg også gået op i at svare på alle mails, jeg har fået gennem årene. Desuden har det været mit mål, at alle læsere, der gerne ville i bladet, kunne komme det, hvis de skrev til mig, og de ikke skrev noget sludder,« siger han og understreger, at gjorde de det, fik de det også at vide.

Det handlede om at tage ingeniørerne alvorligt, og derfor er det også en fuldstændig misforståelse, hvis nogen tænker, at Bagsiden er satire. For det er den som udgangspunkt overhovedet ikke. At den så alligevel ofte bliver sjov, skyldes jo bare, at der findes så mange komiske uhyrligheder i samfundet. Så på den måde skriver satiren sig selv, bedyrer redaktøren.

Læs også: Lynch: Genbrugstrækassepostmelder

Kreative postmeldere

Og der har været mange fantastiske sager gennem årene. Hvem husker ikke de nye postkasseregler fra 2012, der afsluttede sprækkens klapren ved hoveddøren. Nu skulle postkassen ud ved vejen, så buddet ikke skulle bruge tid på at rende ind og ud af indkørsler.

Lyngsø så det ikke som det store problem. Den smule ekstra motion var kun hyggelig. Men Lynch var nødt til at se ganske anderledes på den sag, for de nye regler fik i dén grad bagsidelæserne op af stolene.

Der er nemlig ikke noget værre end at gå forgæves, så for at undgå at tage mere end én daglig tur ud til vejen, kom de kreative ingeniørhjerner i omdrejninger. Det sprøjtede ind i Lynchs indbakke med billeder af både mekaniske og digitale løsninger på, hvordan man kunne se, at der nu var post.

»Det var kolossalt morsomt, fordi det var uventet. Men Lynch holder selvfølgelig med alle ingeniører – det er klart. Og det har været dejligt at kunne tilbyde ingeniørerne et forum, hvor vi kunne være kringlede, nørdede, finurlige og indforståede.«

Læs også: På Kilimanjaro ad whisky-ruten

Ingeniøren verden rundt

En anden sag, der også gik viralt på Bagsiden, var rejsebilleder tilbage i 1990’erne. En læser ville gerne prale af sin tilstedeværelse på toppen af Kilimanjaro og var så genial at tiltrække Bagsidens opmærksomhed ved at sende et foto, hvor han holdt et eksemplar af Ingeniøren i hånden.

»Det kunne jeg jo ikke stå for,« må den selv meget berejste bagsideredaktør erkende.

Han opfordrede derfor læserne til at blive ved at sende spændende fotos ind, hvor de fremviste Ingeniøren, og det blev til en serie på 30-40 billeder, hvor avisen både var i Grønland og på rumstationen (sidstnævnte med hjælp fra Photoshop, men nuvel).

I alt har Lyngsø produceret omkring 1.700 bagsider uden ét eneste hul i produktionen. Skulle han på ferie, producerede han forud. Så det er med en vis ærefrygt, undertegnede har møvet sig ind i spalterne – og så endda uden at være uddannet ingeniør. Det havde Lynch nok ikke set med milde øjne på, men Lyngsø har givet lov.

Og hvad skal der så ske nu, når Lyngsø åbenbart har besluttet sig for at smide benene op og spise nypillede rejer med fruen dagen lang i Skovlunde (når han ikke digitaliserer støvede aviser, forstås)?

Ja, i første omgang synes vi, at I skal besøge Bagsidens digitale tvilling Backsite på Facebook og skrive en pæn takkehilsen til Lyngsø - eller brokke jer til Lynch over, at han sådan render af pladsen. Det kan også gøres under denne artikel.

For nogen skal – og bør – jo gøre det.

Hør Lyngsø fortælle videre i denne uges udgave af podcasten Transformator

  • Mediehuset fejrer Erik Lyngsø-Petersens 50 års-jubilæum på den anden side af sommerferien, under de omstændigheder, corona-situationen tillader på det tidspunkt. Af samme årsag bliver der først meldt nærmere ud om det efter ferien.*
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ingen er uundværlig, MEN....

Mens andre skribenter på Ingeniøren forsvinder i erindringens tågeslør, huskes Lynch som en kritiker af opstyltethed, uvidenhed og dumhed.

Hans tilbagevendende revselse af reklamefolk, spindoktorer og tekstforfattere for deres manglende forståelser af basale naturvidenskabelige begreber og måleenheder er tiltrængt.

Hans citater og visdomsord øverst på bagsiden var oplysende og en modvægt mod snæversyn.

Hans engagement i at få støvede Ingeniørblade scannede og gjort tilgængelige i et søgbart format, var en formidabel præstation til gavn for alle.

Jeg håber Lynch får et langt - og fortsat produktivt - otium inden kirkegården kalder på ham og at redaktionen finder en værdig afløser for ham.

  • 13
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten