Bagsiden: Piet Hein opfandt ikke superellipsen
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Bagsiden: Piet Hein opfandt ikke superellipsen

Illustration: Ingeniøren

En af vore mange smuglæsere er tidligere lektor ved Geologiske Institut på KU (læser bladet efter ingeniørdatteren Nora), og har sendt et supplement til historien om Piet Heins super­ellipses 60-års fødselsdag i vort tillæg i nr. 13 (29. marts). Det er ganske vist en halvgammel historie, men ny for mig, så I får den alligevel. Hun skriver bl.a.:

Kære Bagside.

Superellipsoider er imidlertid ikke så lidt ældre end både Piet Hein og alle os andre. I sommeren 1989 deltog jeg i den geologiske kortlægning i Diskobugt-området i Vestgrønland, og her fandt jeg en forekomst af naturlige super­ellisoider, som senere blev dateret til at være omkring 1.750 millioner år gamle.

Syv superellipsoider, hvoraf den største måler 75 x 50 mm. Illustration: Ole Bang Berthelsen

Fundet blev gjort en sen eftermiddag, og jeg må sige, at jeg spærrede øjnene op! Jeg havde aldrig set, eller hørt om, noget lignende. I den almindelige granitiske bjergart var der to små områder (det største på ca. 75 x 50 m) med en meget mørk bjergart, en lamproit, som har glimmermineralet phlogopit som hovedbestanddel.

Gennemskærende lamproit­gange er ikke helt ualmindelige i området, men denne forekomst var højst usædvanlig derved, at den havde et afrundet tværsnit, og især ved, at den indeholdt mængder af phlogopitnoduler med (tæt tilnærmet) form som superellipsoider med forskellig længde på de tre akser og med n>2.

I visse dele af forekomsten lå nodulerne meget tæt sammen i bjergarten, andre steder mere spredt, og mange steder var de eroderet ud og lå skyllet sammen i små lavninger, som chokoladeæg i en skål. Enkelte af nodulerne var gået midt over, så man kunne se, at de er koncentrisk opbyggede, hvilket er højst usædvanligt for et glimmermineral, der normalt danner plade- eller prismeformede krystaller.

Fundet af phlogopit super­ellipsoiderne er bl.a. publiceret i Rapport fra Grønlands geologiske Undersøgelser 154, side 33-47 (1992).

Med venlig hilsen

Lilian Skjernaa

– – –

Tak for historien – som bl.a. viser, hvorfor det kan være så pokkers svært for journalister hele tiden at finde på nye nyheder ...

/ Lynch

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først